Det måtte jo komme: en katastrofefilm om tsunamien 26. december 2004.
Det undersøiske jordskælv og serien af flodbølger mod Den Bengalske Havbugts kyster fra Indonesien til Sri Lanka kostede mellem 225.000 og 280.000 menneskeliv i elleve lande - og så er turisternes hjemlande vist ikke engang regnet med.
LÆS OGSÅ Publikum besvimede under chokerende tsunami-film
Sand historie
Men hvorfor ikke? Filmkunsten afspejler jo historiens største og mest spektakulære begivenheder, vores stærkeste lidenskaber og dybeste tragedier. Alt det, som begivenhederne i julen 2004 var fulde af.
Inklusive den unævnelige, men uafviselige lettelse, mange følte, da det stod klart, at katastrofen ikke havde ramt dem selv eller deres nærmeste. Alt sammen stof til store film. Men – viser det sig her – også til en ganske lille film, der vil forklæde sig som storslået.
En spansk familie var blandt Thailandturisterne den jul, og deres oplevelser bygger filmen på: I den paradisiske feriebungalow ud mod stranden, palmerne og swimmingpoolen bliver hverdagens skærmydsler mellem de tre børn pludselig sat eftertrykkeligt i perspektiv, da bølgen kommer rullende derudefra, tårnhøj, muddersort og altødelæggende.
Længe er moren og den ældste søn alene sammen i det frådende kaos. Kan de overleve, til de bliver fundet? Er de andre tre døde? Har de to overskud til at hjælpe et fremmed barn i en palmetop?
Tunnelsyn
I filmen er familien engelsk, og moren – den centrale figur på randen til at bukke under for sår og indre kvæstelser – spilles stærkt, om end også uafbrudt lidende, af Naomi Watts.
Som faren behersker Ewan McGregor troværdigt sin fortvivlelse over for de to små sønner, mens han desperat leder efter deres mor og bror. I denne søgen udvides synsfeltet endelig – men kun midlertidigt – til de kaotiske forhold for sårede og pårørende i midlertidige lejre og lazaretter.
Under blod, sved og tårer ser vi mennesker dø, søge, gå fejl af hinanden, bevare håbet – og fortvivle ved visheden.
Men snart genoptager filmen desværre sit grundlæggende tunnelsyn rettet mod én ting: kernefamilien som isoleret og altafgørende enhed i verden. Finder de fem mennesker hinanden igen?
Virkelighedens kaos
Utvivlsomt det altoverskyggende fokus for en familie i virkelighedens kaos, ja. Men som eneste fokus i en film om en katastrofe, der dog kostede en kvart million mennesker livet, er det provokerende snævert.
Instruktør Bayona og manusforfatter Sergio Sanchez fik i den oscarnominerede ’Børnehjemmet’ i 2007 fint placeret gysereffekterne i en troværdig skæbnehistories hverdagsrealiteter.
LÆS ANMELDELSE 'Børnehjemmet' er en virtuos gyser
Men når de vil skildre, hvordan ’The Impossible’ alligevel var muligt, går det desværre omvendt: Virkelighedens familie og naturkræfter reduceres til dusindrama.
fortsæt med at læse
