Noget af et kors for tanken er det, at man kan være fuld af beundring for en film, hvis grundpræmis man afviser totalt med sin fornuft. Men sådan vil flere end jeg nok have det med Barcelona-fødte, 32-årige J.A. Bayonas spillefilmdebut her:
En spøgelseshus-gyser, der – til akkompagnement af mine vilde, indre protester – postulerer kontakt til et parallelunivers hinsides dødens og tidens dimensionsgrænser. Men samtidig en højt begavet og filmisk virtuos indtrængen i den irrationelle fortabelsesangst, der vist kan gribe enhver.
Et stort, tomt hus
Laura er i trediverne, da hun med mand og barn vender tilbage til det børnehjem, hun voksede op på, indtil hun som syvårig blev adopteret. I det store, nu tomme hus ved kysten indretter hun et hjem for handikappede børn, men på selve indvielsesdagen forsvinder hendes egen søn, Simon, netop som han har opdaget, at han selv er adopteret og desuden lider af en dødelig sygdom. Et grundskud for en syvårig: Mine forældre er ikke mit rigtige ophav – og snart forsvinder jeg måske igen herfra!
Dødsforagtende stædigt fortsætter Laura nu i månedsvis eftersøgningen af sin søn, for hun fornemmer, at han lever, selv om politiet og hendes mand opgiver. Et muligt spor er en vissen gammel socialarbejderske, Benigna Escobedo, hvis ubudne besøg afstedkom afsløringen – og som synes at have forbindelse til husets fortid.
Men lige så foruroligende er Simons tegning af et fugleskræmsel, som Laura genkender fra sin barndom på stedet. Ikke så sært, at hun trods mandens protester ender med at tage en synsk kvinde (Geraldine Chaplin) til hjælp før tilløbene til rekonstruktion af fortidens scene – og det virker!
Paradoksalt plot
Her er vi ved paradokset: Skuespillerinden Belén Rueda i den altdominerende, suverænt beherskede præstation som Laura og Roger Princep som hendes uimodståelige søn stråler begge af så overbevisende en livsvilje, at hendes eftersøgning på tværs af tidens, dødens – og forstandens! – grænser former sig som én lang kamp imod netop den glemsels- og dødsangst, filmen spiller så virtuost på!
Men også den sobre filmiske håndtering – naturligt begrundet dunkel fotografering med bl.a. overrumplende fugleperspektiver, en nogenlunde forklarlig gulvknirken og dørklapren og afkald på regulær splatter – bidrager til, at ’Børnehjemmet’ går direkte ind i klassikerrækken af skildringer af fortabte og glemte, usynliggjorte børn, fra folkeeventyrene over Hoffmann, Collodi og Andersen til vor tids pristagere som Maria Gripe og Tormod Haugen.
Gotisk gyser om glemte børn
Helt udtrykkeligt bliver Laura her en slags Wendy, hende der måtte spille mor for fiktionshistoriens mest berømte glemte børn i Barries ’Peter Pan’. I den titelreference ligger vel en hilsen til producenten Guillermo del Toros egen film ’Pan’s Labyrint’, som dog snarere selv refererede til ’Alice i Eventyrland’.
I den fantastiske fortælling såvel som den gotiske gyser er der kameler at sluge for enhver med sund skepsis over for det overnaturlige. Det gælder afgjort også her.
Men som overdrivelsernes underholdningsmarked ellers udarter i disse år, fremstår ’Børnehjemmet’ som sober, alvorlig genreleg i en målbevidst undersøgelse af ... ja, kærligheden som bro mellem livsviljen og en kun alt for virkelighedsnær fortabelsesangst.
fortsæt med at læse
