En gennemrusten skrotklar folkevognsboble med de nedslidte dæk sunket ned i sand kan gøre det ud for et herligt legehus.
Sådan bliver bilen brugt af Shida Amos og den nye ven, han med tiden får, da han bliver sendt på engelsksproget kostskole i Tanzania, i Camilla Magids dokumentarfilm fra 2012 med den danske titel 'Sort hvid dreng'.
LÆS OGSÅ
I november modtog lydsiden af portrætfilmen om drengen Shida prisen Sonic:Dox Award på CPH:DOX. Lige nu er den nomineret til en Bodil for bedste danske dokumentarfilm.
Frisk fra super 16
Det er Camilla Magids første film, siden hun blev færdig som instruktør på uddannelsen ’super 16’, og fra begyndelse til slutning fornemmes det, at både hun, tonemester Peter Albrectsen, fotograf Talib Rasmussen og andre gennem lang tid har været optaget af at lave en på flere måder anderledes film om noget, der på papiret ligner en udelukkende sørgelig historie.
Shida Amos er albino og er derfor i lighed med størstedelen af Tanzanias albinobørn blevet fjernet fra sit hjem i forsøg på at beskytte ham. Blandt heksedoktorer i Tanzania har albinoers hud, knogler og blod høj værdi. Albinobørn myrdes, og deres legemsdele bruges som ingredienser i sort magi.
LÆS OGSÅ
Da 'Sort hvid dreng' begynder, er Shida Amos netop blevet sendt på kostskole, hvor den generte, eftertænksomme dreng med lys hud, hår og øjne er noget tid om at falde til.
Det ser man i hans blufærdige blik, når han tøvende leger med de andre, og når hans faglige kundskaber halter i klasseværelset.
Frygten for at komme hjem
De af kostskolens elever, der har albinisme, kommer ikke hjem i ferierne, fordi risikoen for at blive taget til fange og myrdet er for stor. De har også begrænset bevægelsesfrihed uden for skolens område, og i dagtimerne skal de hyppigt smøre sig ind i solcreme med høj faktor.
»Jeg har mareridt, når jeg sover. Jeg drømmer, at jeg bliver slagtet«, siger Shida Amos selv på et tidspunkt i filmen, der følger hele hans første år på kostskolen.
LÆS OGSÅ
Frygt for forbrydere og evig beskyttelse mod solens stråler adskiller albinobørn fra andre.
Men barnesind har de tilfælles: hjemve, lyst til at lege, forsøg på at leve op til skolens disciplinære regler, trang til at skulke fra dem indimellem, håb om at få gode kammerater og ønske om at bestå 3. klasse og dermed få lov til at rykke op i 4. efter sommerferien.
Lyd og klip i øjenhøjde
Man kunne sagtens forestille sig en mere socialantropologisk dokumentarfilm om temaet ’tanzaniske albinobørn’ garneret med statistik og sandsynliggjort af interview med voksne.
Camilla Magid og hendes filmhold er gået en helt anden vej: ’Hvid sort dreng’ ser kostskolen, verden uden for den og alt andet med Shida Amos’ barneblik og er fra lyde til billeder og klipning et nuanceret, helstøbt portræt skabt i respekt for hele drengens væsen.
Det er en tragedie, at albinobørn myrdes, men som månederne går, er det ikke en tilværelse tømt for glæde, Shida får på skolen. Nærbilleder af drengens ansigt viser, hvordan han efterhånden vokser indefra og spændt venter på årskaraktererne.
Når timerne er forbi, kan drengen, man kommer til at holde af gennem filmen, nu løbe ud til folkevognshulen sammen med stadig flere kammerater.
fortsæt med at læse
