Vi er ved at optage en scene i en opgang, og han ævler løs om et åbent vindue, som ikke står, som det skal, og han siger, at det har flyttet sig, men jeg ved, at det er, præcis der hvor det skal være, og vi havde en meget åndssvag og idiotisk disputs gennem et walkie-sæt, og hele kameraholdet kiggede på hinanden som et stort spørgsmålstegn«, siger Mick Øgendahl, der er manuskriptforfatter og hovedrolleindehaver i den danske komedie 'Alle for to'.
Ved siden af ham sidder instruktør Rasmus Heide og lytter. Så overtager han historien: »På et tidspunkt stikker Mick hovedet ud ad vinduet, fordi han ikke synes, han kan få nok galde med over radioen, og råber »Fucking Einstein, mand!«. Der tror jeg flere fra holdet var lidt i tvivl, om vi ville have et hold i morgen«.
LÆS ANMELDELSE
Men Mick Øgendahl og Rasmus Heide er vant til hinandens temperament. For to år siden lavede de forløberen 'Alle for én', og i 2008 lavede de komedien 'Blå mænd'.
»En af fordelene ved at have en lang fortid sammen«, siger Rasmus Heide, »er, at man kan springe en masse indledende øvelser over. Vi kan gå direkte til det, det handler om, og så kan bølgerne godt gå højt, men vi starter på en frisk efter frokost eller dagen efter igen, fordi vi har en fælles passion for det her«.
Knald eller fald
'Alle for én' fik en blandet modtagelse af kritikerne, lige fra fire stjerner fra BT og Ekkos Nanna Frank Rasmussen, der antydede, at Rasmus Heide er vor tids Erik Balling, til Jyllands-Postens Jakob Levinsen, der tildelte filmen en enkelt stjerne og kaldte den »umorsom« og en »uinspireret efterligning af Olsen-banden«.
Men det er ikke altid, kritikerne er enige med biografgængerne, og fra publikum var svaret utvetydigt. 'Alle for én' blev en massiv kassesucces, og med 378.000 solgte billetter blev den en af årets mest sete biograffilm.
Faktisk har alle deres film ('Blå mænd' (2008), 'Julefrokosten' (2009) og 'Alle for én' (2011)) til dato solgt mere end 1.000.000 biografbilletter inden for tre år. Alligevel synes Rasmus Heide altid, det er nervepirrende, når en komedie skal møde publikums dom efter flere års arbejde.
»Komedien er onklen til familiefesten, der slår på glasset og rejser sig op og prøver at være sjov. Alle kan høre, hvornår den prøver, og når den ikke er det, er det forfærdeligt. Derfor er det nervepirrende, og det er altid knald eller fald, når man skal have sådan en film i biografen, men det er absolut et plus ved den her genre«, siger han.
LÆS OGSÅ
Stand-up-komikeren Mick Øgendahl supplerer: »Når du optræder live, kan du gøre noget, hvis det ikke kører, som det skal. Du kan arbejde med situationen og prøve at analysere publikum, men når du sender en film ud, så er den låst«.
»Hvis en scene, vi har arbejdet med i to år, ikke virker, så er det ikke publikum, der har misforstået det, så er det os, der har lavet det dårligt«, siger Rasmus.
Gennemarbejdet seriøsitet
Både Rasmus Heide og Mick Øgendahl er seriøse. Det er tydeligt, at det ikke bare handler om at træde i en hundelort og skære sjove grimasser.
Det er måske ikke umiddelbart det, man forventer, efter at have set Mick i rollen som Ralf, der overrækker Jonatan Spangs Nikolaj en dåsecola, han har rystet i det skjulte, så dåsens klistrede indhold sprøjter op i hovedet på den intetanende Nikolaj.
Det er en misforståelse, de begge støder på ofte. Mange har en bestemt forestilling om, hvad der foregår, når man skal have en komedie i kassen, og mange kender ikke det store arbejde, der er ligger bag.
»Når jeg snakker med andre, kan de have et forkert billede af processen i at lave en komedie«, siger Rasmus. »Det er ikke bare at tænde et kamera og så at gå ind foran og fjolle. De ting, der er absolut mest gennemarbejdede og gennemøvede, er som regel dem, der virker lettest og mest tilfældige på lærredet«.
Mick Øgendahl mærkede alvoren på egen krop, da han i rollen som Ralf, iført speedos, fedtet ind i olie og adskillige pakker blødt Lurpak, blev kilet langsomt gennem dørens lidt for tætsiddende jerntremmer i en af filmens tidlige scener.
»Den måde, jeg ønsker at løse sådan en scene på, kunne let få andre skuespillere til at sige fra, fordi det er hårdt og kræver ekstremt meget af skuespilleren«, siger Rasmus Heide. »Man kunne snyde på alle mulige forskellige måder, men så ville jeg være nødt til at klippe, og jeg ville gerne have nogle lange takes. Det er ikke en scene, du kan sammenligne med noget, du har set i virkeligheden, så det er nødt til at være ekstra realistisk, hvis du skal tro på det, og derfor sagde jeg lige fra starten, at jeg ville have rigtige tremmer af jern«.
»Og så en jernkant«, afbryder Mick Øgendahl, »og man ligger på sine ribben og bliver trukket hen over den. Det gør altså ondt«. Han måtte også finde sig i at få hele kroppen smurt ind i olie.
»Jeg hældte noget i retning af 5 liter slaveolivenolie ud over mig, og 5-6 dage efter lugter man stadig af oliven, når man sveder, fordi det bare fedter sig helt ind i porerne«.
Stjernekonsulent
Mick Øgendahl var alene om at skrive manuskriptet til 'Alle for én', men denne gang har han fået hjælp af Anders Thomas Jensen.
Og 'Alle for to' kredser også om tungere emner som finanskrisen, da de to manuskriptforfattere lader Timo og Ralf planlægge et bankkup efter at have mistet deres penge i en ugennemtænkt aktieinvestering, som de narres til at foretage af Kim Bodnia som den skruppelløse bankmand William Lynge.
LÆS OGSÅ
»Jeg synes, der har været noget ufortalt omkring danskernes egen rolle i finanskrisen. Der har været en masse pegen fingre ad finanssektorens og bankernes rolle, som jo også har en kæmpe del af skylden, men det fritager ikke hver enkelt fra at tænke selv og ikke investere en masse penge i noget, man ikke ved noget om. Alle siger, at bankerne har været grådige, men der er jo en grund til, at bankerne har været grådige. Når de har kunnet sælge deres produkter, er det, fordi danskerne var lige så grådige, og der er en sjov vinkel i at fortælle om danskernes friværdi gennem Ralf og Timo og deres bankkup. De får også nogle penge, de ikke har arbejdet for«, siger Mick Øgendahl.
Skrækkelige X-factor
Filmen behandler desuden tv-tendenser med en sidehistorie om alkoholikeren Arno, spillet af Kurt Ravn, der er hovedpersonen i realityserien 'De fulde fædre'.
»Det er blevet acceptabelt at sidde og grine ad programmer, der primetime fremhæver folks svagheder, for på den måde at hævde sig selv«, siger Rasmus, og Mick fremhæver en bestemt episode fra sidste års sæson af seermagneten 'X Factor', der flåede ham op af sofaen.
»I programmet spørger Thomas Blachman moren til en af deltagerne, hvorfor hun ikke tager ansvar for sit barn. Senere kom Børnerådets formand ind over og gav Blachman ret, og alle støttede op om det, og jeg var ved at flegne fuldstændig. Det er DR, der vælger at tage det klip med og lave drama på det. Tv-selskaberne har også et ansvar. Jeg blev simpelthen så rødglødende. Det er et skrækkeligt program«.
Ifølge Rasmus og Mick er der ikke noget problem i, at en komedie kaster sig over tungere emner. Det er faktisk en fordel.
»Det er vores erfaring, at hvis man tager afsæt i noget virkeligt, man kan relatere til, bliver det sjovere og mere vedkommende«, siger Rasmus Heide, der mener, at den gode komedie har en helt bestemt måde at behandle alvoren på uden at gå på kompromis med latteren.
»Med den perfekte komedie får man klasket sig på lårene og skreget af grin. Det gør, at man snakker med sine venner om det. Så kan det godt ske, at man fortæller om Micks karakter, der har slået sig, men hvis filmens tråde er flettet rigtigt sammen, kommer der måske flere ting op at vende«.
Mere end folkekomedie
Flere steder i 'Alle for to' popper nogle klare 'Olsen-banden'-deja-vuer op, og filmen låner f.eks. fra den ikoniske scene i 'Olsen-banden ser rødt', hvor Egon, Benny og Keld bryder ind gennem en væg på Det Kongelige Teater kamufleret af tonerne af 'Elverhøj'.
Selv om 'Alle for to' flere steder skeler til de folkekære film, og selv om det ikke er første gang, nogen påpeger ligheden, har Mick og Rasmus ikke ambitioner i retning af en ny 'Olsen-banden'-film.
»Jeg tror, at grunden til, at man bliver ved med at gribe fat i 'Olsen-banden', er, at de også er tre, og at de også er småkriminelle, og fordi det er dansk, og det er fint, men det er ikke noget, vi bruger som springbræt«, siger Rasmus Heide.
»Vi arbejder selvfølgelig også i et stiliseret univers, men Olsen-banden er bare lidt mere naivt i sit udtryk. Vi kan ikke forhindre dig i at tænke Olsen-banden, men det er ikke fordi, vi på nogen måde søger det«, siger Mick Øgendahl.
Troværdighed gennem karaktererne
De synes selv, at der er langt fra 60'ernes og 70'ernes folkekomedier til det de er nået frem til med 'Alle for to'.
»Når Poul Reichhardt i 'Huset på Christianshavn' blev gal, var det med »For helvede, Meyer!« og øjenbrynene helt omme i nakken, men vi prøver at få et udtryk, der er mere naturalistisk. Der er ikke nogen tvivl om, at mange af de ting, der bliver sagt i filmen, er langt ude, men karakteren tager det selv alvorligt«, siger Mick Øgendahl.
»Når historien er i det gear, den er, er det vigtigt at give filmen noget troværdighed gennem karaktererne«, siger Rasmus Heide. »Det er en kæmpegevinst for filmen, at skuespillere som Stine Stengade, Kim Bodnia og Kurt Ravn med deres baggrund i dramagenren tilfører en enorm troværdighed. Så f.eks. Kim Bodnia kan beholde sin vante spillestil, men få lov at lege med sin virkelig gode komiske timing«.
LÆS OGSÅ
Publikumssuccesen med 'Alle for én' har givet Mick og Rasmus frie tøjler til at udvikle 'Alle for to's univers, hvor de bl.a. har lånt flere træk fra dramagenren med den ambition at hæve barren og skabe en ny form for komedie.
Som Mick Øgendahl formulerer det:
»Vi prøver, i al beskedenhed, at lave en opdatering - en komedie version 2.0«.
fortsæt med at læse
