Når folk hører, hvad han laver, er det ikke sjældent, de spørger: »Hvordan instruerer man en tegning?«. Selv om han synes, det er et fjoget spørgsmål, kan Jørgen Lerdam sagtens give et fornuftigt svar på det. Men det gemmer vi lige et øjeblik.
I mellemtiden kan det tjene som eksempel på, hvor lidt opmærksomhed offentligheden skænker instruktører, der fortæller historier gennem tegnede og computergenererede billeder frem for gennem locations, kulisser og skuespillermimik.
Selv om de er nogen af de bedst sælgende i landet.
Stor succes
»Et eller andet sted ved folk det godt. Men de har svært ved at forestille sig, at der er mennesker bag tegningerne. Vi er ikke så meget i folks bevidsthed som live action-instruktører. Vi larmer ikke så meget. Og de er givetvis også nemmere og mere interessante at interviewe og fotografere«, siger Jørgen Lerdam. Ikke uden ironi, men med en tilsyneladende accept af den udeblevne berømmelse.
Siden gennembruddet som chefanimator på Peter Madsens ’Valhalla’ i 1986 har der ellers været grunde nok til at blive bemærket. I 1988 var han med til at stifte A.Film.
Produktionsselskabet har været indblandet i de største danske animationssucceser, blandt andet den internationale koproduktion ’Asterix og vikingerne’, ’Terkel i knibe’, ’Hjælp, jeg er en fisk’ og trilogien om Jungledyret Hugo – hvoraf Jørgen Lerdam har instrueret to film.
Jørgen Lerdam har også instrueret den tysk-dansk-irsk-finske rensdyrfabel ’Niko 2 – de flyvende rensdyr’, der indspillede for over 45 millioner kroner på et internationalt biografmarked sidste år, og er med til at placere Lerdam på en 11.-plads over de danske instruktører, der har solgt flest billetter på verdensplan siden årtusindskiftet.
I alt knap 4 millioner biografbilletter.
Hademail
Og så var Jørgen Lerdam instruktøren, der tog imod udfordringen at forene Olsen-bandens trygge folkekomedieformsprog med et tredimensionelt animeret udtryk, da A.Film sammen med Nordisk Film i 2010 lavede ’Olsen-banden på de bonede gulve’. Eller som nogle mente, var han manden, der stod for at »voldtage arvesølvet«.
For de fik masser af hademails fra Olsen-banden-elskere, der følte sig trådt over tæerne af forsøget på at modernisere universet og gøre det tilgængeligt for både nutidens børn og for deres forældre, fortæller Jørgen Lerdam.
Selv en uovertruffen Yvonne kan ikke redde rodet Olsen Banden-filmSelv synes han nu ikke, at kulturmødet mellem computeranimation og Olsen-bande-miljø var særlig radikalt, selv om handlingen var flyttet til det sidste år af Anders Fogh Rasmussens regeringsperiode.
»Med ’Olsen-banden på de bonede gulve’ prøvede vi at berolige publikum: Nej, vi har ikke lavet Egon til en figur fra ’Pusher’. Karaktererne siger de ting, de nu skal: ’skidegodt, Egon’, ’grødbønder’, ’hængerøve’. Kun den politiske og samfundsmæssige ramme er opdateret«, siger Jørgen Lerdam.
Den lille mand
Men er Olsen-banden ikke et billede på noget, der er passé. Hvad er dens relevans i dag?
»Dengang hed hovedfjenden EF. I dag hedder det EU. Den nye film handler om oliereserver og skrupelløse multinationale selskaber. I dag som dengang handler det om den lille mands kamp mod systemet og magthaverne. Og det har altid en relevans at udstille sin samtid og dens snobberi. Det kan man stadig bruge Olsen-banden til. At få det skæve grin på«, siger Jørgen Lerdam, der oven på den første film har forsøgt at gøre humoren mere fysisk og mindre verbal i dagens premierefilm, ’Olsen-banden på dybt vand’. For som han siger:
»Animationsfigurer, der sidder og snakker sammen, er røvkedelige. Man kan ikke forestille sig dem i et kammerspil, derfor gælder det om at få karaktererne til at foretage sig noget, mens de siger deres replikker«.
'Alle for to'-instruktør låner flittigt fra Olsen-Bandens universJørgen Lerdam nævner som eksempel arbejdet med at levendegøre seriens obligatoriske scene i Kjeld og Yvonnes køkken, hvor Egon præsenterer sin plan, som Yvonne sætter sig imod.
»I Olsen-banden-traditionen lå der, at det er filmet teater. De sidder omkring bordet. Og de drikker øl. Et billede af en, der siger noget, et par reaktionsskud, så kommer Yvonne. Der er ikke særlig mange klip i det. Og det gik kun hjem og blev interessant, fordi skuespillerne kendte deres karakterer inside-out, altid var i rollen og vidste, præcis hvad de skulle gøre for at være typisk Kjeld, Benny, Egon eller Yvonne«.
Yvonne med rengøringsvanvid
Det mener Jørgen Lerdam ikke, man kan få ind i en computeranimation.
»Der findes sublime animatorer, der kan komme tæt på. Men du kan ikke skabe det samme liv«.
Derfor har han i den aktuelle film forsøgt at få Egon til at rejse sig, blive ophidset og gå rundt i lejligheden, mens han taler. Og når han grunder over det nu, kunne Jørgen Lerdam godt have tænkt sig at gøre endnu mere ud af underholdningen og bevægelsen i scenen. At Yvonne for eksempel havde haft rengøringsvanvid, så Egon skulle råbe hen over hende, der støvsugede. Hvilket også kunne have ført til mere tyngdekraftsophævende tegneserieagtige gags, såsom at hun løftede en stol med Kjeld ovenpå, mens hun støvsugede under ham.
»Der tænker jeg, når jeg ser filmen nu, at vi stadig ligger for tæt på at ligne en scene fra de gamle film«, siger Jørgen Lerdam.
Forsuttet Gangnam Style
Synes han i retrospektiv, at man kunne være endnu mere ubunden i forhold til traditionen, var Jørgen Lerdam til gengæld noget forbeholden, da han først hørte Nordisk Films idé til en frisk og ung markedsføring af den nye film. En trailer, hvor bandemedlemmerne parodierer Gangnam Style-dansen – et element, der overhovedet ikke indgår i den færdige film.
»Jeg skal ikke være fuglen, der skider i egen rede, men jeg tænkte først, da jeg hørte ideen, at referencen var et lidt forsuttet bolsje. Og jeg ville have foretrukket at sælge vores vare på dens egne kvaliteter. Men det kan være nødvendigt at provokere for at få publikum i tale, og jeg må erkende, at det har bragt os opmærksomhed i medierne«.
Ekstra Bladet fik i den forbindelse Morten Grunwald til at kritisere hele projektet med at animere Olsen-banden, han mente slet ikke, at Jørgen Lerdam har fanget forlæggets »poesi« og »ånd«.
Den negative bedømmelse fra den historiske Benny lader ikke til at berøre Jørgen Lerdam særlig dybt.
»Det er altid ærgerligt, hvis folk ikke kan lide det, man laver, men han er jo kendt for ikke at kunne lide animation«, siger han.[ei]
Skærer ind til essensen
Til gengæld har Morten Grunwald – og mange andre – rost Anette Heick for hendes yderst naturtro måde at gengive Yvonnes stemme i den første film.
Jørgen Lerdam har lagt en stor indsats i at finde de rigtige skuespillere og få dem til at ramme en overbevisende tone. Og hermed er vi tilbage til, hvad en animationsinstruktørs arbejde reelt består i.
»Jeg har to slags skuespillere, jeg skal arbejde med. Jeg skal instruere skuespillerne i boksen i, hvordan de skal bruge deres stemmer. Mine andre skuespillere er animatorerne«.
Og hvordan forløser du deres ressourcer og får dem til at forstå de ideer, du har inde i hovedet?
»Det kræver ord og tegninger og en del hoppen rundt, hvor jeg ligner en idiot. Jeg prøver at forklare dem, hvad psykologien er, hvad intentionen er: Hvorfor scenen er i filmen overhovedet. Når vi er enige om det, kan vi begynde at gøre det underholdende«.
Olsen-banden i 3D er overraskende vellykketHelt overordnet opfatter Jørgen Lerdam, at en af hans vigtigste opgaver som instruktør er at skære ind til den essentielle, velfungerende historiefortælling.
»Mange, specielt unge animatorer, vil gerne nå så meget som muligt i deres lille del af filmen. Og så bliver billedet hurtigt så busy, at du ikke ved, hvad du skal kigge på som seer. Så siger jeg: »Det er jo ikke hele filmens drama, du skal presse ind på de fire sekunder. Less is more««.
Har opfyldt ungdomsdrømmene
Men de unge animatorer er blevet meget dygtigere i de år, han har været i branchen, siger Jørgen Lerdam. Det hænger sammen med en forøget interesse for faget, større talentmasse og en mere målrettet skoling af den.
Den udvikling føler han, han har en andel i.
»Jeg har fået opfyldt mine ungdomsdrømme. Det var spændende at lave ’Valhalla’. Selv om vi var nogle lallende amatører dengang. Men med udgangspunkt i det miljø dannede vi A.Film, og vi har været med til at sætte animation så meget på danmarkskortet, at vi har fået hele to uddannelser, en linje for animationsinstruktører på Filmskolen og en uddannelse for animatorer i Viborg«.
Anmelderne om Olsen-Banden: Klamphuggeri eller »Skidegodt, Egon«Men for de unge, der kommer ud fra uddannelserne i dag, venter der en filmbranche, der i stadig højere grad spiller på de sikre kort, som publikum formodes at kende i forvejen, fortæller Jørgen Lerdam.
Og selv om han synes, at det er inspirerende at overtage et velkendt persongalleri som Olsen-banden og videreudvikle det og fortælle om det i en ny genre, kan han godt være betænkelig ved, at stadig færre nye ideer bliver realiseret.
Smørret og brødet
»Men man bliver nødt til at dele verden op i kunst og kommercielt arbejde. Vi har også lavet små kreative kortfilm med A.Film. Og det er sjovt og interessant, og man kan eksperimentere meget mere. Men det giver ikke råd til smør på brødet. Du bliver nødt til at tjene nogle penge først«, siger han.
Som ung animator lod Jørgen Lerdam sig inspirere af film som den japanske ’Grave of the Fireflies’ fra 1988 – en mørk og sørgelig naturalistisk fortælling om to søskende, der forsøger at overleve i 2. Verdenskrigs Japan.
»Dengang havde jeg lysten til at fortælle noget mere voksent. Jeg havde den opfattelse, at publikum var modent til at se tegnede historier for voksne«, siger Jørgen Lerdam.
»Det kunne jeg nu stadig godt tænke mig at prøve engang, inden jeg holder helt op«.
fortsæt med at læse
