Efter ’Alle for én’ og ’Alle for to’ er det selvfølgelig lidt tidligt at tale om alle gode gange tre, men det nye eventyr med de tre standuppere Rasmus Bjerg, Mick Øgendahl og Jonatan Spang udgør i det mindste et klart fremskridt og vil med garanti blive fulgt af en 3’er.
Denne gang er der intet tåkrummende ubegrundet stjernebesøg af Rutger Hauer. Til gengæld er der noget, der minder om et manuskript med både hoved og hale.
Hvad angår sidstnævnte, så er trioen Ralf, Timo og Niko dog i endnu højere grad et bekendtskab, der kræver, at man kan sluge en hamper portion infantil fascination af fækalier.
Toner rent flag
’Alle for én’ kunne ikke helt beslutte, om forbilledet var ’Blå mænd’ eller Olsen-banden. Denne gang bliver der tonet rent flag. Ralf, Timo og Niko er kørt i stilling som standupgenerationens Olsen-bande.
Med Jonatan Spangs Nikolaj som hjernen, der i starten bliver løsladt fra fængsel, og med Bjergs Timo og Øgendahls Ralf som henholdsvis den tykke og den tynde halvhjerne.
En bande med en plan. Et genialt kup, der kun kan gå godt eller galt. Skarpt forfulgt af en politimand, der ville have haft svært ved at få en rolle i ’Stjerner uden hjerner’. Lyder det bekendt?
Manushjælp fra Jensen
Mick Øgendahl har denne gang fået manuskripthjælp af Anders Thomas Jensen. Uden at kunne vide hvor omfattende Anders Thomas Jensens indsats rent faktisk har været, kan man konstatere, at antallet af svipsere er færre og handlingsforløbet mere stringent, uden at det er gået ud over galskab og plathed.
Figurerne og deres indbyrdes forhold er bedre afstemt. Mick Øgendahls fysiske komik er skærpet, og Rasmus Bjergs kværnende antilogiske tirader holder niveau. Trioen ligner nu mere en bande end et sammenrend.
Også selv om Jonatan Spangs rolle som den normale i triumviratet er ved at komme lidt i klemme. Måske han mangler noget, der svarer til bowlerhat og høj cigarføring?
Sjov satire
Og så har ’Alle for to’ timingen på sin side. Rasmus Heide, Mick Øgendahl og producer Ronnie Frithjof kan sende en venlig tanke til Danske Bank. Til gebyrgribbens højrøvede styrtdyk og til Amagerbankens beskidte efterladenskaber.
En omsiggribende folkestemning mod den store banks manglende omsorg for den lille mand og hans endnu mindre pung bliver grebet i flugten af en film, hvor skurken er en bankdirektør, der råder små kunder til at investere i »spændende« aktier på konkursens rand. Det ligner sågu nærmest en komedie med aktuel samfundskritik!
Kim Bodnia spiller med pondus den hårdtslående bankdirektør, mens Martin Buch er skøn som hans slebne og sleske håndlanger. Timo og Nikos fordrukne far, Arno (Kurt Ravn), er blevet hovedperson i reality-tv-serien ’Fulde fædre’.
En sjov satire på et typisk kynisk og prisbilligt tv-koncept, hvor det hele handler om Underdanmark mod Overdanmark. Og indirekte en tilståelsessag. For ’Alle for to’ er selv en film, der målrettet slår et slag for et parodisk Underdanmark, i det fromme håb at den ægte vare vil vide at kvittere for tilliden med at købe biografbilletter i stakkevis.
Arbejderklassen erstattet af underdanmark
Det er da også svært at forestille sig, at det skal kunne gå anderledes. ’Alle for én’ blev trods sine indlysende mangler en massiv publikumssucces, og uden at man bliver svimmel af kvalitetsniveauet, er ’Alle for to’ på alle måder en bedre komedie.
På Olsen-bandens tid var arbejderklassens drøm om succes en plads ved småborgerskabets pænt dækkede bord. I 2013-versionen er arbejderklassen erstattet af et Underdanmark, der drømmer om hurtige penge, rentefri lån og body tequila til alle.
Olsen-bandens vulgære efterfølger er født. Den er stadig våd bag ørerne og trænger stærkt til en tør ble, men der er liv i den. Ungen med de tre hoveder er ganske vist ikke for køn. Men det er vist heller ikke meningen.
fortsæt med at læse
.jpg)
.jpg)
