Falsk. I juni optrådte den falske Grubler-skulptur i Københavns Byret som bevis. Nu skal skulpturen måske endnu en tur i retten, da statsadvokaten har anket sagen til landsretten.
Foto: JOACHIM ADRIAN

Falsk. I juni optrådte den falske Grubler-skulptur i Københavns Byret som bevis. Nu skal skulpturen måske endnu en tur i retten, da statsadvokaten har anket sagen til landsretten.

Grubler-sag skal i landsretten

To tidligere auktionshusdirektører og en forretningsmand blev i byretten frikendt for groft bedrageri. Nu anker statsadvokaten sagen om den falske Grubler til landsretten.

Kultur tophistorie

For 2 uger siden var det tre tydeligt lettede mænd, der forlod Københavns Byret som frikendte i den opsigtsvækkende sag om den falske Grubler.

Men sagen er endnu ikke afsluttet for den tidligere administrerende direktør gennem 20 år i auktionshuset Bruun Rasmussen Claus Poulsen, for den tidligere frimærkedirektør samme sted Thomas Høiland og for deres ven; forretningsmanden, der købte den falske Rodin-statue.

Statsadvokaten har nemlig besluttet at anke sagen til landsretten. Det fortæller vicestatsadvokat Anders Riisager.

»Vi er ikke enige i bevisvurderingen i byretten, og der er udsigt til et andet resultat i landsretten«, siger han.

Statsadvokaten har besluttet at anke blandt andet med baggrund i Grubler-sagens principielle karakter.

»Sagen kan generelt have betydning for befolkningens tillid til auktionshuse og auktionsmiljøet. Derfor mener vi, det er vigtigt, at landsretten får mulighed for at vurdere sagen«, siger Anders Riisager.

Beslutningen om at anke overrasker Anders Nemeth, forsvarer for Thomas Høiland, som på nuværende tidspunkt afsoner en anden dom for hvidvaskning af narkopenge og afpresning.

»Vi var naturligvis helst fri, men vi kan ikke forhindre statsadvokaten i at anke. Vi må blot, som i byretten, overbevise landsretten om, at der intet er at komme efter«, siger advokaten.

Vidste at skulpturen var falsk

I byretten var de tre mænd tiltalt for forsøg på groft bedrageri ved at forsøge at sælge en falsk Grubler-skulptur af den verdenskendte franske billedhugger Auguste Rodin til auktionshuset Christie’s.

De tre mænd undlod at fortælle auktionshuset, at bronzeskulpturen var falsk, skønt de vidste, at den var blevet erklæret falsk af Rodin-komiteen, den førende autoritet på området.

Under retssagen i byretten benægtede alle tre mænd, at de ville sælge figuren, og i stedet lød deres forklaring, at de ville have en 'second opinion' om skulpturens ægthed, eftersom Christie’s i 1996 selv havde vurderet den som ægte og solgt den på auktion. En forklaring, som anklagemyndigheden afviste som det pure opspind med henvisning til mails, aflyttede telefonsamtaler, en salgsaftale og især Thomas Høilands forklaring til politiet. Forsvarerne afviste anklagerens beviser som misforståelser og fejlfortolkninger.

Københavns Byret mente ikke, det var bevist, at mændene havde til hensigt at sælge skulpturen.

Retssagen i byretten handlede altså alene om, hvorvidt de tre mænd ville sælge skulpturen via auktionshuset Christie’s.

I byretten erkendte mændene, at de vidste, skulpturen var falsk, da de købte den, og at de med vilje undlod at fortælle Christie’s om deres viden. De erkendte også, at de senere forsøgte at presse Christie’s for en millionerstatning ved igen at undlade at fortælle, at de vidste, at skulpturen var falsk, da de købte den.

Under retssagen kom det også frem, at en tidligere Bruun Rasmussen-kunde, kvinden, som oprindelig ejede den falske Grubler-statue, solgte figuren til forretningsmanden uden at vide, at topledelsen i Bruun Rasmussen, som først havde afvist at sælge skulpturen, i hemmelighed var involveret i købet bag kulisserne.

I byretten kom det også frem, at den dengang administrerende direktør i Bruun Rasmussen, Claus Poulsen, undlod at bruge sin firma-mail til korrespondancen om Grubleren.

I stedet fik han sin søn til at sende mails fra sin email-adresse. Disse handlinger var ikke en del af tiltalen og dermed ikke noget, byretten tog stilling til. Denne ageren vil heller ikke indgå i ankesagen, der igen tager udgangspunkt den juridiske kernestrid, om hvorvidt de tre mænd havde til hensigt at sælge den falske skulptur.

Til august beslutter Landsretten, hvornår sagen kommer for retten.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

    Podcast: Esther levede i to timer

    Hør Marianne og Stephan fortælle om at miste deres datter, Esther, der blev født alt for tidligt.
    Om sorgen, tomheden og om ikke at blive opfattet som forældre.

    Lyt til 'Mit usynlige barn, Esther'Plus En - Politikens podcast om livet med børn

Annonce