Conrad er til hudlæge i dag, og han har sin mor Jeannette med. Hun hjælper nænsomt sin syvårige op på lejet, hvor Lene Boysen står klar til at kigge hans hud efter i sømmene og lyse ham ind i øret med sit otoskop. Conrad finder sig godmodigt i det hele, men han har også været til hudlægen mange gange før.
Conrad er for resten en hund. Nærmere bestemt en Västgötaspids – Nordens ældste og mest lavbenede hunderace. Og Lene Boysen er indehaver af ’Hudklinik for hund og kat’. Eller rettere: Hun var indehaver af den højt specialiserede biks, som hun for halvandet år siden solgte til Birkerød Dyrehospital, hvor hun og hudklinikken nu holder til.