Det er en rus.

En helt særlig lykkefølelse, når det hele efter timers, dages, måneders anstrengelser går op i en højere enhed, og det endelig lykkes 30-årige Stina Mølgaard Jensen at få en scene til at fungere. Det er nærmest en ud af kroppen-oplevelse.

'Det er en følelse, som jeg ikke kender fra noget andet. Den minder om forelskelse. Jeg kan forsvinde helt hen i den og glemme, at der er noget som helst andet eller andre mennesker end holdet omkring forestillingen, der betyder noget', forklarer hun.

Brændemærket med teater
Stina Mølgaard Jensen har jagtet den oplevelse, siden hun som 18-årig nærmest ved en tilfældighed valgte teater på højniveau, da hun begyndte på hf på Det Frie Gymnasium i København.

Hun blev ramt i den allerførste undervisningstime. Hendes dramalærer havde tændt stearinlys i et ellers mørkt lokale og fortalte sine nye elever, hvad det var, de nu skulle til at arbejde med.

Om det var det mørke rum, de blafrende lys eller hele den magi, dramalæreren formåede at fylde rummet og sine elever med, ved hun ikke helt. Men Stina Mølgaard Jensen var fuldstændig bjergtaget. Det føltes, som om hun blev brændemærket med teater.

LÆS OGSÅLandets to designskoler byder på vidt forskellige afgangsudstillinger

Siden den dag har Stina Mølgaard Jensens liv været en lang, sej kamp for at blive skuespiller. Hun er gået til optagelsesprøve efter optagelsesprøve, har tudet over afslag på afslag, fra hun var 19, til hun endelig blev optaget som 26-årig og kom gennem nåleøjet til en af de mest attraktive uddannelser i Danmark, den på Skuespillerskolen i Odense.

'Det er noget med at være stædig, altid at ville have sin vilje. Jeg giver ikke op', siger hun.

Nåleøje
Skuespillerskolen i Odense havde sidste år 693 ansøgere – 8 blev optaget. Det svarer til 1,2 procent. Mange søger samtidig om optagelse på skuespillerskolerne i Aarhus og København, men selv når man tæller optagne på de øvrige skoler med, er det kun 5-6 procent, der kommer ind.

Og skuespillerskolerne ligner mange af de andre kunstuddannelsesinstitutioner som Filmskolen, Kunstakademiet og Designskolerne.

De er ekstremt eftertragtede med langt flere ansøgere, end der er plads til. Ofte har ansøgerne endda forberedt sig i flere år, før de vover at søge. Alligevel er det under 10 procent, der kommer ind på de mest eftertragtede kunstneriske uddannelser.

Til sammenligning er det normalt næsten fire ud af fem, der kommer ind på den uddannelse, de søger via Den Koordinerede Tilmelding.

Dårlig til grænser
I sit atelier i Den Brune Kødby på Vesterbro i København er Frederik Næblerød oppe at køre. Det er han altid. Men lige for tiden får den lige en tak ekstra. For den 24-årige kunstner er også kommet igennem sit nåleøje. Han er blevet optaget på Kunstakademiets Billedkunstskole og skal begynde efter sommerferien.

Sidste år søgte 665 håbefulde unge kunstnere om at komme ind. 30 blev optaget. Det svarer til 4,5 procent.

Frederik Næblerød speedsnakker om sin kunst, sine projekter, Kunstakademiet og sit liv. Med rastløs, lidt nervøs energi bevæger han sig konstant rundt i det store galleri for at finde billeder og input til den tankestrøm, der konstant bliver omsat til ord.

'Jeg er enebarn og rigtig dårlig til grænser', erklærer han og hiver et billede frem fra en række, der står op ad væggen. På bordeauxrød baggrund er der en naivistisk fremstillet hvid hest. En storby-skyline skyder til vejrs på ryggen af den, som om den har spist verden.

'Det er sådan, jeg har det. Det symboliserer en grådighed. Jeg søgte ind i Aarhus med det billede sidste år og kom til samtale, men ikke ind'.

Ikke den oplagte vej
Som søn af en bankdirektør i Nordea og en jurist i Københavns Kommune lå det ikke umiddelbart i kortene, at Frederik Næblerød skulle være kunstner.

Men han har sådan set ikke rigtig været i tvivl om retningen, siden han som 10-årig begyndte at male graffiti og hurtigt bevægede sig ud i dristigere og dristigere projekter.

Trods sine bare 24 år har Frederik allerede mange år bag sig som kunstner. Han har stort set ikke lavet andet, siden han forlod 10. klasse.

Det er kun blevet til moduler af nogle måneders varighed i bogbinding, serigrafi og digitalt fotografi på teknisk skole. Ellers har han haft gang i alverdens kunstprojekter.

Lige nu maler han billeder af fugle og cigaretskod, fordi en ven, der har været i Indien, har fortalt, at i Mumba bruger fuglene cigaretskod til redebygning. Malerierne bruger han sjældent mere end et kvarter eller en halv time på. Frederik Næblerød nærmest sprøjter dem ud.

Og nu er han faktisk også begyndt at sælge. Senest har han haft malerier og tegninger på Gallerie Wolfsen i Aalborg og har solgt det meste. Ligesom Kristian Hornsleth har kastet sin kærlighed på ham og makkeren, Pizza Dude.

'Jeg lever af min kunst. Prøv at se mit tøj', siger han og hiver ud i sine nye lyseblå shorts.

'Og jeg har da råd til at købe cigaretter hver dag og betale husleje'.

Alligevel er Frederik Næblerød overvældende lykkelig over endelig at være kommet ind på Kunstakademiet. Han har søgt flere gange, ikke bare i København, men også i Odense, Aarhus, Göteborg og Stockholm.

'Kunstakademiet er sådan set den eneste mulighed for mig. Det er bare det, jeg skal. Jeg kan ikke se mig selv i andre roller. Så jeg har ret meget optur lige nu'.

Ikke mindst fordi optagelsen er en anerkendelse af hans talent.

LÆS OGSÅBroget afgangsudstilling er kørt fast i gentagelsen

'Der er prestige i det. Man får et navn, og jeg tror, at jeg stiger i folks agtelse', siger han.

Stor arbejdsløshed
Alligevel er de kunstneriske uddannelser et paradoks. For de er næsten lige så svære at omsætte til fast indtægt bagefter, som det er at komme ind.

Det er langt sværere at finde arbejde bagefter, end det er med en klassisk boglig uddannelse.

Arbejdsløsheden inden for de fleste kunstfag er to eller tre gange så høj som for andre faggrupper. Og ofte følger indtægterne slet ikke med sliddet.

Politiken gennemførte sidste år en spørgeskemaundersøgelse hos medlemmerne af Dansk Skuespillerforbund om deres arbejdsforhold.

Lidt over halvdelen af medlemmerne svarede, og af dem var det blot 14-15 procent, der arbejdede som skuespillere hele året. Resten arbejdede mindre og måtte supplere med andet arbejde, en del var fuldtidsarbejdsløse.

Og ser man på de elever, der blev færdiguddannet fra Kunstakademiets Billedkunstskole i 2010, er næsten 40 procent af dem fuldtidsledige i dag.

Men hverken Frederik Næblerød eller Stina Mølgaard Jensen bekymrer sig for alvor om fast arbejde, fast løn og pensionsordning. De er meget mere optagede af at komme til at udleve drømmen om at være kunstner.

'Det er det, jeg allerhelst vil, også selv om jeg ikke kommer til at tjene penge. Jeg kan ikke få nok af kunst og glæder mig sindssygt til at lære mere', siger Frederik Næblerød.

For Stina Mølgaard Jensen er det mange års hårdt slid, hun nu er ved at høste frugten af.

Glæden overskygger bekymringer
'Det betyder noget at kunne sige, at jeg er uddannet skuespiller. At jeg kan noget og har noget at komme med. Det er en blåstempling. Samtidig giver uddannelsen dig mulighed for at udvikle dig enormt som menneske', siger hun.

Teater.  Stina Mølgard Jensen er en af de 1,2 procent, der slap gennem nåleøjet på Skuespillerskolen i Odense. Foto Per Folkver

Fast indtægt bekymrer hende ikke. Det har hun aldrig haft. I de år, Stina Mølgaard Jensen søgte ind på de etablerede teaterskoler, var hun konstant aktiv i forskellige mindre teatergrupper og tjente så sine penge i børneinstitutioner og som tjener på barer og cafeer.

'Jeg har været vant til at knokle helt vildt ved siden af det kreative for at få det til at køre. Så jeg skal nok finde ud af at tjene pengene et andet sted, hvis jeg ikke kan tjene penge på det, jeg vil lave kunstnerisk'.

Og det er ikke et liv som den feterede stjerne, Stina Mølgaard Jensen går og drømmer om.

Nej, hvis hun selv kunne bestemme sin fremtid, ville det være som skuespiller på eksempelvis Husets Teater på Vesterbro eller i Det Røde Rum på Det Kongelige Teater.

'Jo mindre etableret, jo bedre. Jeg drømmer om at lave noget, der rammer tilskueren. At komme dybere ned i grundhistorien om, hvad det vil sige at være menneske'.