Der skal spilles horn i et hornorkester, der skal danses dans på en dansescene og spilles skuespil i et skuespilhus.
Således findes der 1:1-aftagere af dimittender fra de kunstneriske uddannelser. Men for det meste gør der ikke, og det gør ikke noget. Hvad kunsten kan bibringe samfundet, er ikke givet. Det er kunstens væsen. Der er ingen driftsopgaver, der skal forløses æstetisk. De studerende bliver optaget på de kunstneriske uddannelser på grund af deres særlige kunstneriske sensibilitet, kald det intuition, x-faktor, en umiddelbar og uskolet evne til at omsætte og fortolke verden i et æstetisk udtryk, der overbeviser. Et udtryk eller en evne, der gennem den rette skoling skal forfines og udvikles til glæde og berigelse for vores kultur. Og der er ingen grund til at indsnævre dette formål. Turner Prize-vinder og billedkunstner Mark Leckey har skitseret et dilemma: »Jeg kan godt lide ideen om at lade kulturen bruge dig som sit instrument. Hvad der forhindrer det, er, når man bliver for bevidst eller bekymrer sig om, hvordan noget vil virke, eller hvor det skal være. Så snart du begynder at opfatte noget som kunst, er du ’fucked’: du vil ikke kunne forbedre dig«. Nu taler Leckey på billedkunstens vegne, men de fleste kunstnere vil kunne genkende den problematik i deres kunstneriske praksis: spørgsmålet om, hvor bevidst man skal være om det, man foretager sig. Kan for megen viden lamme intuitionen og den kunstneriske sensibilitet? For indeværende er vi optaget af den omvendte problematik, fordi de kunstneriske uddannelser skal akkrediteres. Akkreditering er en ekstern vurdering af, om et sted gør, hvad det siger, at det gør.
