Nicolai Wallner læner sig lidt frem.

Ikke meget, for han er ikke typen, der betjener sig af store fagter, men nok til at vise, at samtalen nu bevæger sig ind på et emne, der kan få hans blodtryk til at stige: nationens kulturminister.

»Jeg synes, at Uffe Elbæk er en meget, meget stor skuffelse«, siger Wallner.

Det kan alle og enhver jo komme og sige. Men Nicolai Wallner er ikke alle og enhver. Han er landets måske vigtigste gallerist og en af de helt centrale figurer i den verden, Elbæk er minister for. Kunstens verden.

Wallner var en væsentlig grund til, at dansk kunst i 90’erne vågnede af sin provinsielle slummer og steg op på den internationale scene.

Før var den vildeste drøm for en dansk kunstner at deltage i en gruppeudstilling på Charlottenborg. Men med Nicolai Wallner ved hånden var det pludselig ikke nogen utænkelig tanke at få en soloudstilling på et af de store steder i London, Paris eller New York.

En garage i udkanten af Carlsberg
Uden for kunstmiljøet er der nok ikke mange, der ved, hvem Nicolai Wallner er, og hvad han betyder.

Men kulturminister Uffe Elbæk ved det. Selv om ministeren – ifølge Wallner – ikke skænker kunsten mange tanker.

»Det virker, som om vores kulturminister ikke interesserer sig for kunst«, siger Wallner.

Vi sidder i hans galleri, der er indrettet i en gammel garage i udkanten af Carlsbergs mere eller mindre forladte arealer på Vesterbro. Vinduerne vender ud mod en parkeringsplads. På den modsatte side af pladsen ligger en vaskehal for biler.

»Det virker, som om Uffe Elbæk kun interesserer sig for kultur«, fortsætter Wallner.

»Jeg tror, det har noget at gøre med, at det er sjovere for en politiker at stå til en festival i en event-T-shirt, hvor der står et eller andet med ungdom og street art og vækstlag, og tale på sådan en forceret afslappet måde med en masse folk i hættetrøjer. Det er måske sjovere end at sende ti millioner til Statens Museum for Kunst, så man kan bevare den fri entré…«.

LÆS MEREMinister om betaling for musumsbesøg: Det er en sober løsning

Men inden jeg lader galleristen hamre videre på vores kulturminister, vil jeg stille uret nogle timer tilbage til det tidspunkt, da interviewet begyndte. Klokken var halv ti om formiddagen, og det var ude i Wallners rummelige Arne Jacobsen-villa i Charlottenlund.

Hvorfor løber malingen?
Nicolai Wallner øser kaffebønner i stempelkanden.

Så tager han et par skefulde tilbage i dåsen. Lidt i vildrede om, hvor meget der skal til. Vi tager kanden med ind i spisestuen.

En lang vinduesløs væg er fyldt med en serie af skotten David Shrigleys enkle sort-hvide træsnit. Der er også kunst på resten af husets vægge.

Og i et stort glasskab, der står lige inden for døren til køkkenet, er kunsten drysset ud mellem tegninger udført af Wallners to sønner, som er henholdsvis fem og syv år gamle. Så kan gæsterne stå og spekulere lidt over, hvad der er kunst, og hvad der er børnetegninger.

»Du startede ret tidligt …«, siger jeg, da jeg har taget første slurk af den utroligt stærke kaffe. »Købte du dit første kunstværk, da du gik i børnehave?«.

»Jeg gik i gymnasiet, tidligere var det heller ikke«, siger Nicolai Wallner.

Hans dansklærer i 1. g var dybt optaget af samtidskunst, og entusiasmen antændte et eller andet i den unge Wallner. Han begyndte at gå på kunstudstillinger.

Tit havde kunstnerne selv lejet et lokale til lejligheden, og så sad de ellers der og passede deres egne udstillinger. Nicolai Wallner bombarderede dem med dumme spørgsmål.

»Jeg gik ind og spurgte: Hvad er det? Hvorfor laver du det? Hvorfor løber malingen? Hvorfor har du vendt det sådan der? Hvorfor koster det så meget? Og hvad skal du lave næste gang ...?«.

Uopfordret arbejde
Han voksede op i »en fuldstændig klassisk middelklassefamilie«, hvor den største bekymring var, om der udbrød atomkrig, eller om der gik hul på Barsebäck.

Og så frygtede man arbejdsløsheden. Det var bare med at få sig en uddannelse, pointerede hans forældre. Det gjaldt om at gøre sig uundværlig.

Men Nicolai Wallner lyttede mere til kunstnerne, som arbejdede målrettet på det modsatte.

»Kunstnere gør noget, uden at nogen har bedt dem om det. Uopfordret. Det er der ikke andre mennesker i hele verden, der gør. Man kunne faktisk ikke bruge det her til noget, helt rationelt ... Det syntes jeg var ekstremt fascinerende«, siger Wallner.

»Tænkte du så: Jeg skal være kunstner!«, spørger jeg.

»Overhovedet ikke«, svarer Nicolai Wallner. »Det, jeg gjorde uopfordret, var at skabe mit eget galleri«.

Drengen, der ikke måtte dø
Kunstnerne havde mere lyst til at lave kunst end til at passe udstillinger og slikke frimærker til ferniseringsindbydelserne, fandt Wallner ud af.

De havde brug for sådan en som ham, en mand med et veludviklet ’omsorgsgen’.

Han nævner det her omsorgsgen flere gange, mens han får et lidende udtryk i ansigtet. Kalder det sågar et »perverteret omsorgsgen«.

»Det hænger nok sammen med, at min far døde, et par måneder inden jeg blev født«, forklarer han.

»Min mor var ganske ung, jeg tror, hun var 21, og hun havde lige mistet sin mand, så det var en blanding af en familietragedie, og at jeg var den her solstråle, der kom og skabte noget godt midt i tragedien ... Jeg kunne mærke, at jeg skulle gøre et eller andet for den her familie: Jeg skulle være i live. Ingen har sagt til mig: Nu skal du gøre os glad, kan du ikke smile? ...Men den der følelse af bare at skulle være i live, den har tynget mig ekstremt meget«.

Lejede fælleslokalerne for 100 kroner
Hans mor blev gift igen efter et par år, så Nicolai Wallner fik sig en stedfar og senere en halvbror.

Da han var 16, blev moren skilt fra sin nye mand, og Wallner flyttede med hende fra Albertslund til Ingerslevsgade på Vesterbro. Han gik på Rødovre Gymnasium. Og så sig om efter et udstillingslokale.

Han fandt et nede i kælderen i ejendommen i Ingerslevsgade. Det var et fælleslokale, man kunne låne for en tyver, når man skulle fejre fødselsdag. Wallner fik lov at leje lokalet for 100 kroner i 14 dage ad gangen og begyndte sammen med en kammerat at udstille kunst.

Morsomt.  Det er ikke alle, der forstår, at god kunst kan være sjov, konstaterer Wallner. Se bare på David Shrigley.»Der kom ikke nogen og så udstillingerne«, siger Nicolai Wallner. »Men der kom jo venner til kunstnerne, og de var også tit kunstnere, og på den måde kom vi ret hurtigt ind i kunstmiljøet«.

Han lærte, at man er helt og aldeles alene, når man laver kunst.

»Det var også derfor, jeg kunne sige til dem: Okay, nu er du ikke alene. Vi laver det her i fællesskab. Jeg skal nok sørge for det hele«.

»Du så vel også i øjnene, at du kunne tjene en pokkers masse penge«, spørger jeg.

Det virker ikke, som om han synes særlig godt om det spørgsmål.

»Nej, det var bestemt ikke en del af det. Alt tydede på det modsatte«, svarer Wallner.

Succes i den kommercielle verden
Der var ikke ret mange, der købte kunst der i begyndelsen af 1990’erne, forklarer han.

Så hvis han først og fremmest havde været ude på at tjene penge, ville han have valgt en anden vej.

Men han kan nu godt lide at tjene penge, det er slet ikke det. Han kalder det sin »anden interesse«.

»Finansiering, aktier, obligationer og virksomheder har altid interesseret mig meget. Og der er nok ingen tvivl om, at jeg kunne have haft lige så stor succes i den kommercielle sektor som i kunstverdenen«.

Den slags bemærkninger synes ikke at have vanskeligt ved at slippe ud af Nicolai Wallner. Der er tilsyneladende ikke så meget som en knivspids jantelov i ham.

»Men penge er jo ikke noget, jeg puger sammen eller sender til Schweiz eller køber danske statsobligationer for ...«.

»Du køber Arne Jacobsen-villaer ...«, indskyder jeg.

»Du har selvfølgelig ret i, at vi sidder i en Arne Jacobsen-villa, men den er ikke købt kontant ... Og stort set alt, hvad vi tjener, bliver i galleriet og bruges til at skabe muligheder«.

Man købte kun firserkunstnere
Han åbnede Galleri Nicolai Wallner i 1993 i et kælderlokale i Store Kongensgade, hvor der var så fugtigt, at billederne begyndte at lugte muggent, hvis de hang for længe på væggene.

»Det var noget møg. Men jeg syntes, det var et palads. For jeg kunne begynde at lave udstillinger. Så for mig var det en drøm, der var gået i opfyldelse ...«.

Men der gik en del år, før forretningen kunne balancere.

»Der var dengang et ekstremt provinsielt kunstmarked, som stort set kun købte lokale danske firserkunstnere. Der var også et marked for ældre ting, Kirkeby, Jorn og den slags, men det, vi kom frem med, var noget helt andet end nyekspressivt maleri fra 80’erne«, siger Wallner.

Hans kunstnere skabte installationer og performance og video og andre typer værker, som ikke lige var til at hænge op på væggen. Alle medier blev taget i brug.

Det var folk som Jens Haaning, Peter Land og Joachim Koester. De var medstiftere af galleriet og lagde alle 500 kroner ned i en cigarkasse. Og så var Wallner frontfigur.

Den irriterende knøs
Nicolai Wallner var 22 år og regnede med, at folk ville storme ind på galleriet for at se det nye.

På en af de første udstillinger havde Jes Brinch og Henrik Plenge omdannet galleriet til en udbrændt børnehave. Uhyggeligt realistisk. Det gav opmærksomhed.

Men museerne var ligeglade.

Spektakulært.  Det skabte en del opmærksomhed, da Wallner i 1994 udstillede en brændt børnehave af Henrik Plenge Jakobsen og Jes Brinch.»Jeg skrev lange og pæne breve til dem, men der skete ikke noget«, siger Wallner. »Prøv at forestille dig en direktør på et eller andet kunstmuseum, som bliver kontaktet af en 22-årig knøs, som mener, han har opdaget de vises sten ...«.

»De syntes, du var lidt irriterende«, spørger jeg.

»Ja, mildest talt, det tror jeg. Rigtig irriterende«, svarer Wallner.

»Kom de slet ikke hen i galleriet og kiggede?«.

»Nej, overhovedet ikke. Det skuffede mig virkelig grænseløst ... Jeg har også et meget antiautoritært gen. Hver eneste gang jeg møder en autoritet, som jeg ikke mener lever op til sine forpligtelser, ser jeg rødt«.

Så åbnede verden sig
Vreden gav ham endnu mere energi.

På det tidspunkt arbejdede ingen gallerier med kunstnerne på den måde, Nicolai Wallner gjorde. Han hjalp dem med alt det praktiske, og han hjalp dem ikke mindst med at blive synlige. Internationalt. Det var den afgørende forskel.

»Vi satte gang i en bevægelse, der boostede selvtilliden på kunstscenen enormt. Lige pludselig begyndte man at få soloudstillinger på nogle af verdens største museer ... Samtidig begyndte kunstnerne selv at rejse ud – til Berlin og til London«.

Wallner blev hurtigt inviteret med på kunstmessen i Köln, der dengang var en af de betydeligste i verden.

»De største kuratorer i verden kom hen til mig og sagde: Jeg har aldrig set det her før. Fortæl mig om det. De var nysgerrige, fordi de modsat herhjemme så det som deres job at følge med i det, som var spændende og interessant«.

Efter fem minutter på Köln-messen sagde Wallner til sig selv: »Det er jo her, vi skal være«.

Del af en bevægelse
Ude i verden begyndte nogen at tale om »det skandinaviske mirakel«.

Adskillige danske kunstnere blev internationale navne. Ikke alene på grund af Wallners indsats, siger han, men:

Frit.  I Helsingør står 'Han', en mandlig pendant til 'Den Lille Havfrue', skabt af den dansk-norske kunstnerduo Elmgreen & Dragset.»Vi startede den der bevægelse... Ligesom Noma har skabt betydning for hele den danske restaurationsverden. Vores samlere kommer flyvende for at spise på Noma. Når de så er i byen, besøger de også galleriet. Og hvis de har tid, tager de også op på Louisiana. Det er vildt«.

»Det virker, som om mange danske kunstnere er mere kendte i udlandet end i Danmark?«, siger jeg.

»Ja, 100 procent sikkert!«, svarer Nicolai Wallner. »Tro det eller ej, men der er faktisk folk i Danmark, der ikke ved, hvem Elmgreen & Dragset er. Og de har ligesom plantet et kæmpe stortværk på Trafalgar Square...«.

LÆS OGSÅDansk-norsk kunstnerduo erobrer Trafalgar Square

»Er der noget dansk mentalitet i det her, snorksover vi eller hvad«, spørger jeg.

»Blandt museer og private samlere andre steder i verden er der en enorm prestige i at være den første, der køber en bestemt kunstner ... I was the first one to buy ... I Danmark er det fuldstændig omvendt. Der ligger prestigen i at være den sidste, der køber. Folk har det bedre med, at deres nabo også har købt det her maleri, og det skal også helst hænge på alle danske museer, så alle gæster kan genkende det ... Der ligger en tryghed i at have det, som alle andre har«, siger Wallner.

Han tilføjer, at museerne og også de danske fonde i hans øjne er blevet en del kvikkere til at købe nye værker de senere år.

»Men den danske kunstverden er stadig på mange måder provinsiel. Og den har stadig et stort udviklingspotentielle«, siger galleristen.

Tilbage til garagen
Nå, vi skal også se at komme i gang med at tale om kulturministeren.

Men vi bliver enige om at tage ind til galleriet på Vesterbro og fortsætte samtalen dér. Wallner plejer at cykle, men i dag tager vi en taxi. Med cyklen bagpå.

Tyve minutter senere træder vi ind ad døren til galleriet på Carlsberggrunden.

Wallner giver mig en hurtig rundvisning. I kontorer ud mod parkeringspladsen sidder et par af hans medarbejdere ved deres computere. Vi passerer det største hvide udstillingsrum og går ud på lageret bagved, hvor malerier og anden kunst står i hobetal.

Jeg bladrer lidt i en stander med grafiske værker. Wallner peger på et stykke grafik af David Shrigley og siger, han lige har solgt et eksemplar til en journalist. Billedet ligner en avisspiseseddel. Der står: ’NEWS: NOBODY LIKES YOU’.

»Sådan!«, griner Wallner. »Så kan man hænge den over sin seng og kigge på den hver dag, når man står op«.

På vejen tilbage til kontorafdelingen passerer vi et farverigt strygebræt, der læner sig op ad en væg. Jeg kommer i tvivl:

»Er det kunst, eller er det ...«, spørger jeg.

»Nej, det er ikke kunst. Nogle gange er et strygebræt bare et strygebræt... Men det er fair nok at spørge«, siger Wallner.

Vi sætter os ved mødebordet på hans kontor og får serveret cappuccino. Der ligger ægte tæpper på det grå betongulv.

Den fandens minister
Det er så her, vi begynder at tale om Uffe Elbæk, som på onsdag har været kulturminister i præcis et år.

Wallner har egentlig altid betragtet ham som en visionær og innovativ type, en igangsætter.

»Men indtil videre skuffer han fælt. Det virker, som om han er blevet syltet ind i ministerielt bureaukrati. Sådan noget bureaukrati er ekstremt konsensusorienteret, og kunstens værste fjende er konsensus«.

Nicolai Wallner synes ikke, at Uffe Elbæk gør nok for kunsten. Han lader til kun at gå op i events og festivaler og kultur i bredere og mere forbrugerorienteret forstand. Og det er helt ude i hampen, mener galleristen.

En event eller en festival har aldrig frembragt stor kunst eller store personligheder, påpeger Wallner.

Kunstneren Olafur Eliasson er ikke udsprunget af en festival eller en event. Det er den internationalt berømmede arkitekt Bjarke Ingels heller ikke. Eller mesterkokken René Redzepi fra Noma.

»Se på de personer, hvis betydning forplanter sig ned gennem et system. De personer, som har været med til at skabe paradigmeskift inden for vores kunst og kultur. Se, hvor de kommer fra, og vurder så, hvor pengene skal ligge henne ... Jeg er heller ikke kommet ud af en festival eller en event ...«.

Dengang Paris var kulturby
Danmark bugner af events og festivaler. For film, foto, homoseksuelle, jazz, gadekunst, mode, gamle dage, elektronisk musik ... fortsæt selv listen.

»Det er så visionsløst, så kortsigtet, så meget fra hånden til munden. Du skyder en kæmpe stor raket op ...«, han laver en raketlyd: »Puuuhhh ... så forsvinder den igen ... Kan du huske, da Paris var kulturby«, spørger han.

»Det er der da ingen, der kan huske«, svarer jeg.

»Nej, for Paris er kulturby hver evig eneste dag! Man skal selvfølgelig cut the crap og satse på kontinuitet, på det, som også er der om 10, 20, 30 år Jeg ved ikke, om det er, fordi vi ikke tror nok på kunsten, at vi bliver nødt til at omklamre den med fyrværkeri og dans i gaden, eller om det er mangel på tillid til folks interesse for kunst, at vi bliver nødt til at sylte det ind i alt muligt«.

»Hvordan kunne Elbæk helt konkret støtte kunsten«, spørger jeg.

»Han kunne for eksempel gøre den tilgængelig. Jeg synes, det er tankevækkende og skræmmende, at det skulle være en radikal kulturminister, der fjerner den gratis entré til Statens Museum for Kunst«, svarer Wallner.

»If your’e in trouble, you double!«
Han ved godt, at Uffe Elbæk ikke er nogen central minister i regeringen. Og han ved godt, at der er krise og skal spares.

»Men hvis jeg var minister, ville jeg kæmpe mere for min sag eller aflevere nøglerne og sige: Sorry folks, så kan jeg ikke være med. Selvfølgelig er det svært at konkurrere med knæoperationer eller kræftforskning, men kæmp mere for de småpenge, der skal til!«, siger Wallner.

LÆS OGSÅKunstscenen har ændret karakter under krisen

»Hvordan får vi noget godt ud af at være i krise«, spørger jeg.

»Vi sætter alle sejl«, svarer Wallner uden tøven. »If your’e in trouble, you double! ... Det er selvfølgelig det, man gør«.

»Hvorfor er det en selvfølge?«.

»Fordi det kan styrke selvforståelsen, booste selvtilliden og hjælpe med at positionere sig på et tidspunkt, hvor alle andre går i ly... Altså i 2009, da vi åbnede her, der skal jeg love dig for, at andre gik i ly. Gallerier lukkede eller flyttede fra Bryggen ind til Bredgade, fordi de troede, der var ly for stormen. Vi gjorde det modsatte. Vi rykkede herud. Og så tredoblede vi galleriets størrelse«.

Drop de luftige initiativer
En ung medhjælper går i gang med at anrette frokost på det bord, vi sidder ved.

Men ordene strømmer stadig ud af Wallner. Jeg forsøger at kile et spørgsmål ind. Han skærer mig af med en bemærkning om, at han lige vil gøre Elbæk færdig.

»Har du hørt om det der fuldstændig latterlige Team Culture 2012«, spørger han.

Jeg nikker bekræftende.

»Det er så provokerende... De kalder det en europæisk task force, som skal vise os nye veje til, hvordan kultur kan bringe os igennem den her økonomiske krise ... Kulturministeriet skal være glad for, at det er så tyndbenet et projekt, at ingen rigtig gider tage det op. For de skulle have en røvfuld for det. Det er den tyndeste kop te, jeg nogensinde har smagt«.

LÆS DEBATEr kulturministeren fra forstanden?

I stedet for alle disse luftige initiativer burde ministeren styrke kunstens institutioner, mener Nicolai Wallner.

»Og de institutioner, som ikke gør det godt nok: Luk dem! Simpelthen«, siger han.

Lad os bygge en ny kunsthal
Og nu er han fremme ved noget andet, der ligger ham voldsomt på sinde:

»For eksempel er der fem forskellige steder i København, som kalder sig kunsthal ... Man kunne måske kigge på, hvilke roller de udfylder. Hvis to udfylder samme rolle, så luk den ene ...«.

Alle fem kunsthaller – Charlottenborg, Kunstforeningen Gl Strand, Nikolaj Kirke, Overgaden og Den Frie Udstillingsbygning – vil gerne være steder, der viser samtidskunst af international kaliber.

»Hvis jeg sad i en af de institutioner, ville jeg forsøge at definere mig selv som noget, de andre ikke er. Så du bliver unik«, siger Wallner.

LÆS OGSÅCharlottenborgs øverste chef har stadig internationale ambitioner

Men det må de selv ligge og rode med, tilføjer han. Imens knokler han selv med at stable en helt ny kunsthal på benene. De fem eksisterende holder alle til i gamle bygninger og egner sig dybest set ikke til at præsentere samtidskunst i, mener Nicolai Wallner.

»Vi har brug for et moderne rum, der er lavet til den måde, kunsten ser ud på i dag. I stedet for at bygge til og bygge til på de gamle huse, der kalder sig kunsthaller, bør man sige: Skal vi blive ved med at reparere den her bil, eller skal vi købe en ny?«.