Over Rio de Janeiro svæver dragerne. Tynde sytråde, næsten usynlige mod himlens grå smog, forbinder dem med bjergsidernes slumbyer, favelaerne, der ligner stenskred af blikhuse og møg, og som ses alle steder fra i den brasilianske millionby.

»Hvis favelaerne er så visuelt fremtrædende, hvad sker der så, hvis man maler noget så smukt på bjergsiderne, at folk bliver nødt til at stoppe op og gentænke den måde, de ser favelaerne på?«, spørger Dre Urhahn, den ene halvdel af den hollandske kunstnerduo Haas&Hahn, der også består af Jeroen Koolhaas.

Spørgsmålet inspirerede de to kunstnere til at bruge blikhusenes grå flader som lærreder. De malede en dreng og hans drage på gavlene og skummende bølger på et gråt vandfald af størknet cement i favelaen Vila Cruzeiro, en af de mest berygtede slumbyer i Rio de Janeiro.

Favelaens gode mennesker
Favelaen er fæstning for en af byens tre største narkobander og skueplads for en tredjedel af millionbyens mord.

Et par år inden Haas&Hahn kom dertil, var en journalist blevet lemlæstet og brændt af lokale narkohandlere i ly af slummen. Det var et mord, der kom til at give genlyd i hele Rio og give brændsel til brasilianernes syn på favelaerne, som overalt driver ned ad bjergsiderne som trøstesløse steder i forfald.

»Men tager man derud og bruger tid sammen med folk, ser man, at favelaerne faktisk er enestående steder. Der er bestemt fattigdom og kriminalitet, men 99,9 procent af dem, der bor der, prøver bare at leve et godt liv«, siger Dre Urhahn.


Han og Jeroen Koolhaas mødtes med en hollandsk socialarbejder, der svor, at det var umuligt at få Vila Cruzeiro i medierne i en positiv sammenhæng.

Forvandling.  Slumbyer i Rio de Janeiro er kendt for vold og narkotika. Kunstnerne Haas&Hahn vil ændre fordommene ved at male dem smukke. De har malet huse som regnbuer (øverst)og givet farver til en størknet flod af cement, der er hældt ud på jorden for at undgå stenskred (th.). Foto: Haas&Hahn for Favela Painting Men det lykkedes med drengen, dragen og vandfaldet. Ikke bare i de lokale medier, men også i medier som britiske The Guardian.

»Jeg tror, de var interesseret i kontrasten mellem scenen og kunsten. Drengen med dragen er et interessant værk, fordi det er et upolitisk værk i et af de mest politisk betændte områder i verden. Hvis vi havde skrevet ’fred’, ville det ikke have haft samme effekt«, siger Dre Urhahn.

Ekkoet i medierne betød, at de kunne rejse penge til større projekter i Rio de Janeiro og i Philadelphia, og i dag lever de af donationer og sponsorater.

Fodboldspillere og modeller
Jeg møder Dre Urhahn på et lager i en skobutik i Berlin, fordi det hollandske skofirma HUB Footwear er et af dem, der donerer penge til Haas&Hahn.

Det er modeuge i Berlin, og den nye såkaldte Philly-sko, hvor hele overskuddet og lidt til går til projekterne, skal lanceres med pindemadder og flaskeøl, inden den bliver sat til salg i europæiske byer, blandt andet i København og Odense.

Med den form for velgørenhed i ryggen kunne Dre Urhahn og Jeroen Koolhaas vende tilbage til Rio i 2010. Denne gang boede de i slumbyen Santa Marta. De sov, spiste og drak i slummen, og de gik til fester, hvor børn dansede rundt med våben og skød vildt og beruset omkring sig.

LÆS OGSÅFattige tvangsflyttes før VM i Rio

Haas&Hahn ville male 34 bygninger i grøn, gul og lidt blå og pink. Men ikke for meget, for maler man blåt i Rio, ligner det for meget en politistation, og maler man pink, er det alt for bøsset. Og det går altså ikke med den slags i et råt kvarter som Santa Marta.

Dre og Jeroen ansatte lokale til at male, fordi de ville generere penge til lokalsamfundet og samtidig give de unge et alternativ til kriminaliteten. Børn, der vokser op i slummen, har ikke mange drømme, der er realistiske. De vil være fodboldspillere og modeller, fortæller Dre Urhahn.

»Så det er vigtigt, at man kan skabe i det mindste bare øjeblikke af alternativer«, siger han.

Optimisme.  I det nordlige Philadelphia står mange bygninger gabende tomme, ledigheden er høj og voldsproblemerne store. Foto: Justin Maxon for Philly Painting
Men bliver beboerne gladere og bedre mennesker af at bo i en farvet favela? Det kan Haas&Hahn ikke svare på, for det har de ikke kunnet måle. Men én ting står fast, slummen er blevet smukkere.

»Og dét betyder, at indbyggerne får mere respekt for den. Og det smitter af på, hvordan de ser sig selv. De får en stolthed«, siger Dre Urhahn.

Han håber også, at farverne vil få folk udefra til at få et nyt syn på favelaerne og deres beboere. At de måske vil behandle dem bedre og måske indse, at deres liv ofte bliver faciliteret af mennesker fra slummen.

LÆS OGSÅRio skal i gang med storoprydning

»Måske vil de sætte mere pris på ham, der henter deres skrald, eller hende, der passer deres børn. Vi kan ikke løse alle problemer med en spand maling, men vi kan skabe dialog«, siger Dre Urhahn.

Killadelphia
Sidste år tog Dre Urhahn og Jeroen Koolhaas til Philadelphia. En industriby i forfald, der har mistet sit økonomiske grundlag. Tilbage er ledighed og tomme bygninger med sprængte ruder, der gaber kulsort. Her malede de sammen med lokale en boulevard, der strækker sig ind i flere af byens fattige kvarterer, og dokumenterede det hele i en dokumentarfilm.

»Kunstens boulevard, mine damer og herrer. Vi kigger på et stykke historie«, siger en ung afroamerikansk mand med en smøg i kæften og en høretelefon i det ene øre til fotografen, der filmer dokumentaren. Han svinger dovent fra side til side uden at løfte fødderne ret meget fra den varme asfalt.

Han fortæller, at han er fra et råt kvarter, der alt for godt kender til stoffer, vold og teenagegraviditeter.

Det er da heller ikke for ingenting, at Philadelphia bliver kaldt Killadelphia. Alene i årets første to uger var der i byen 10 mord, 32 voldtægter, 248 røverier og 290 tilfælde af grov vold. Sidste år, i 2012, blev 331 mennesker myrdet i byen, ifølge Philadelphias politi.

Kvartererne i det nordlige Philadelphia har en historie af brudte løfter. Derfor var det underligt, da der pludselig kom to hvide kunstnere fra Europa og ville male mere end 50 huse uden at kræve penge. Faktisk ville de lige det modsatte. De ville skaffe penge til de lokale i samarbejde med The Philadelphia Mural Arts Program, der arbejder for at fremme offentlig kunst i Philadelphia.

»Det var sværere at overtale folk i Philadelphia til at være med i projektet. Mange reagerede ved at sige: Endnu et dødt løfte. Bare begynd at male, vi vil se det, før vi tror på det«, siger Dre Urhahn.

Arbejdsløshed i generationer
Et af de største problemer i Philadelphias fattige kvarterer er, at dem, der ejer bygninger her, ofte bor i andre og mere velstående dele af byen eller i helt andre stater. Derfor ved ingen, hvordan man lejer de tomme huse, der i stedet får lov til at forfalde.

»Det smadrer kvarteret. Hvis et sted står tomt, dør det. Det er næsten som dårlige tænder, der ikke bliver børstet. De rådner langsomt og falder ud. Man ender med flere spørgsmål, end man startede med sådan et sted. Hvorfor er der problemer i det her kvarter? Hvorfor er der ledighed? Fattigdom? Nedgang? Frygt?«, siger Dre Urhahn.

Hvor han og Jeroen Koolhaas i Brasilien gav hånd på en aftale og gik videre til næste hus, var det svært at få tilladelse til at male i Philadelphia. I Santa Marta tog det en dag, i Philadelphia et år. Nogle steder måtte de endda opgive at male, simpelt hen fordi de ikke kunne opspore ejerne.

Men det sværeste var at lære folk, hvordan det egentlig er at have et arbejde. Nogle af dem, Dre Urhahn og Jeroen Koolhaas ansatte, kom fra familier, der i generationer havde været arbejdsløse. Deres forældre havde været arbejdsløse, og deres forældre før dem havde været arbejdsløse.

Optimisme.  Dre Urhahn (tv.) og Jeroen Koolhaas (th.) har malet en boulevard i det fattige område I Philadelphia for at gøre opmærksom på problemerne.
Men hvad hjælper maling egentlig, når der stadig er slum bag facaderne?

»Man skal ikke se malingen som et dække over problemer. Det er ikke en farverig bandage. Det tvinger derimod folk til at kigge, og når de gør det, så ser de flere problemer. Før kørte man bare igennem det nordlige Philadelphia. Nu kigger man, og så ser man også alle de tomme huse og ledigheden. Selvfølgelig vil der altid være slum inde bag det. Men det inviterer folk til at komme og se på slummen. Lære og observere, hvad der sker, og lytte til historierne«, siger Dre Urhahn.

Haas&Hahns næste og største ambition er at male en hel bjergside af slum uden for Rio de Janeiro. Der hvor de flyver med drager.

LÆS OGSÅStreet art-kunstnere gør oprør mod OL-forskønnelse i London

Hvis de kan skaffe penge til det, vil de gøre det på en måde, så kunsten ikke med tiden krakelerer, forfalder og forsvinder. Derfor arbejder de på at etablere en malingfabrik midt i slummen og dermed hjælpe beboerne til selv at producere og sælge maling og skaffe penge til at male og vedligeholde kunsten.

»Hvis det lykkes, vil det være det første selvforsynende kunstværk. Et kunstværk, der skaber sig selv. Det er et interessant eksperiment, og et eksperiment, man let kan kopiere. Hvis det virker dér, hvorfor skulle det så ikke virke i hundreder af favelaer?«.