Tillykke. I dag fylder Den Lille Havfrue på Langelinie 100 år. Vi vover ikke at bringe et billede.
Foto: Illustration: Jacob Ehrbahn

Tillykke. I dag fylder Den Lille Havfrue på Langelinie 100 år. Vi vover ikke at bringe et billede.

Annonce

Annonce

Annonce

Folkene bag pornofilmen 'Live in Copenhagen' fra 1988 kom til at slippe 75.000 kroner at vise fruen på filmens omslag.

Året efter var det Folkebevægelsen mod EF, der blev dømt til at betale over 80.000 kroner for at have afbildet skulpturen i vand til halsen i en annoncekampagne.

Og i 2009 fik bystyret i den lille amerikanske by Greenville i Michigan sig et chok, da Edvard Eriksens arvinger præsenterede dem for en regning på over 20.000 kroner, fordi byen i 15 år i en park havde haft en skulptur, der ligner den danske havfrue.

SE FOTOS

Et krav, de dog senere frafaldt.

Det dansk-norske kunstnerpar Elmgreen & Dragset indhentede selv tilladelse, før de i 2008 satte et spejl op ved Den Lille Havfrue for at skabe fotoværket ’When a Country Falls in Love With Itself’. Og gav 3.800 kroner for tilladelsen.

Mens billedkunstneren Bjørn Nørgaard afslog at betale erstatning, fordi han i en kollage til en kalender med illustrationer fra H.C. Andersens eventyr havde brugt et billede af skulpturen – og fik medhold, da arvingerne slæbte ham i retten.

»Fuldstændig absurd«
Juraen er klar. Ifølge Ophavsretsloven må man ikke uden tilladelse erhvervsmæssigt bruge et kunstværk som hovedmotiv på et fotografi.

Og da Edvard Eriksens arvinger har rettighederne indtil 70 år efter kunstnerens død, kan havfruen først fotograferes frit i i 2030. Indtil da skal man spørge om lov.

Sådan er det i princippet for al kunst opstillet rundt om i kongeriget. Ifølge kilder med indsigt i ophavsret og offentlig kunst er der tilsyneladende bare ikke andre, der håndhæver deres ophavsret så trofast som Edvard Eriksens arvinger.



Professor på Kunstakademiet Christoffer Harlang kender eksempelvis ikke til andre offentligt opstillede kunstværker eller bygninger, som ikke i praksis kan fotograferes frit.

»Når kunstneren afleverer et værk til placering i et offentligt rum og har taget penge for det, overgår værket jo til fællesskabet. Vi spejler os i det. Værket bliver en del af os. Og så skal man ikke bagefter komme og have meninger om, hvem der må fotografere det og i hvilken afstand, og hvor mange japanere og kinesere der må være på billedet«, siger Christoffer Harlang, der kalder situationen omkring havfruen »fuldstændig absurd«.

»Tænk, hvis ingen uden særlig tilladelse måtte bringe billeder af Kristus-figuren i Rio de Jainero. Og Sydneyoperaen er nok den mest fotograferede bygning i verden. Den har været med til at brande hele Australien. Forestil dig, at familien Utzon sagde: Nej, de må ikke fotografere fars hus«. Arvingerne svarer igen


Den gipsmodel, som havfruen blev støbt efter, står i dag på KØS Museum for kunst i det offentlige rum i Køge. Heller ikke her fotograferer man den uden først at hente tilladelse fra familien Eriksen.

»Det er en meget særlig situation omkring Den Lille Havfrue, fordi familien er så engageret. Det er langtfra alle arvinger efter kunstnere«, siger museets direktør, Christine Buhl Andersen, der understreger, at arvinger er i deres gode ret til at afgøre, hvordan et værk fremstår på billeder.

»Men den ret kan forvaltes på forskellige måder. Og her har Edvard Eriksens arvinger en stærk holdning til, hvordan skulpturen formidles«.

Spørger man kunstnerens barnebarn Alice Eriksen, der bestyrer selskabet Edvard Eriksens Arvinger I/S fra sin villa i Klampenborg, hvorfor familien ønsker at bestemme, hvordan havfruen præsenteres i medierne, lyder svaret:

Vi følger bare loven i landet



»Havfruen skal fremstå, som den er derude. Det kan jo ikke nytte noget, at hun pludselig sidder med sommerhat eller en cigar i munden«.

Og på spørgsmålet, om ikke et nationalt symbol burde kunne gengives kvit og frit alle steder:

»Vi følger bare loven i landet«.

Og dernæst:

»Jeg kan ikke forstå, at man skal snakke så meget om det. Jeg læste forresten lige i dag, at Beatles tjener jeg ved-ikke-hvor-mange millioner. Det gør vi slet ikke. Men det er ligesom royalty, når et musik stykke bliver spillet. Eller på en bog eller på dansk design«.

Vil ikke oplyse beløb
På selskabet Edvard Eriksens Arvinger I/S’s hjemmeside kan man købe kostbare bronzekopier af havfruen og læse, at man skal søge tilladelse, hvis man vil afbilde damen i annoncer, på T-shirts og til kongresser.

Hver gang havfruen sælges som souvenir, modtager familien et mindre beløb. 3 kroner for en figur til 100, har et familiemedlem engang sagt til en avis. Men ...

»Nej, slet ikke engang så meget«, lyder Alice Eriksens kommentar.

»Nej, nej. Glem det. Hold da op. Nej«.

Men kinesiske børn læser H.C. Andersens eventyr i skolen, og mange danske firmaer er interesseret i at bruge det nationale ikon til at brande deres produkter, forklarer hun.

Hvor store beløb rettighederne årligt indbringer, vil hun ikke oplyse.

Misundelse er en grim ting

»Vi lever i et lille land. Og ved du hvad, misundelse er en meget grim ting. Folk har så ondt. Så det taler vi ikke om. Men leve af det kan vi i hvert fald ikke. Vi har alle sammen helt almindelige job«, siger Alice Eriksen, der selv er skolelærer og ville ønske, at aviserne i stedet ville skrive om det unikke ved skulpturen. »I Weekendavisen er der lavet noget, jeg ikke synes er særlig pænt. Det er alt det negative, havfruen har været udsat for. Alt det med hovedet. Og det er jo gamle nyheder. Hvorfor ikke fokusere på nuet? At det er en festdag. I stedet for billeder uden hoved og i burka, og jeg skal komme efter dig«. I stedet burde vi fortælle, at havfruen faktisk er halvanden menneskestørrelse. »Vidste du det? Nej. Fordi man siger jo ellers, at hun er så lille«. Eller at det i 1913 var helt nyt at lade natursten indgå i et kunstværk. Og at anbringe det i havet. »Det bekymrede også Carl Jacobsen, som først ville have hende opstillet i en sø«, siger hun. »Det synes jeg da er mere interessant end alt det med, at hun har fået hugget hovedet af«.











Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Mest læste

Annonce

Forsiden

    Onsdag 7. december

    Jakob Nielsen

    Redaktionschef

    Velkommen til det nye Politiken.

    Som du måske har bemærket, har Nobels Fredscenter givet Politikens fotograf Mads Nissen mulighed for at følge årets prismodtager, Colombias præsident Santos, på allernærmeste hold. Se mere her.

    Vi glæder os også til at vise dig flere gode historier fra Football Leaks-lækagen.

    God fornøjelse!