Der er noget særligt ved den tavshed, der omgiver børn, som lever under negativ social kontrol. Det er ikke en almindelig stilhed. Det er en stilhed, der er lært, trænet, indøvet. Den fungerer som et skjold mod konsekvenser, barnet ikke selv har valgt, men som det alligevel bærer ansvaret for.
I den offentlige debat taler vi om ære, skam og parallelsamfund, som om det er abstrakte størrelser. Men for de børn, jeg møder i mit arbejde, er det ikke abstrakt. Det er hverdagen.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
