Først er det en smal, men dog asfalteret vej, der snor sig opad – langs mandellunde og marker, der er forbløffende grønne, fordi efteråret på den østlige del af Mallorca har været så usædvanlig regnfuldt.
Så forsvinder asfalten, og efterhånden bliver grusvejen trangere, indtil den til sidst kun er et hjulspor, over hvilket træer og buske hvælver sig til en tusmørk tunnel. Den lille udlejningsbil stønner i gearene, mens vi langsomt kravler op mod lyset. Kør til kirkepladsen i S’Horta og ring, havde Lin Utzon sagt i telefonen, så ville hun sende sin assistent ned i bil for at vise vej. »For I finder det aldrig selv«. Ind bagfra Sandt nok. Vi havde aldrig nogensinde fundet op til Can Feliz – Lykkens hus – uden en vejviser. Vi drejer ind på et lille plateau, hvor der i forvejen holder en bil parkeret, en gammel Rover, som livet har tildelt mange knubs. Bagsiden på huset er tillukket. Det er muret i elfenbensfarvede sandsten, tagstenene er gule. Bagfra er det umuligt at bedømme husets størrelse. Vi banker på. En lille hund giver hals som besat. Det er, skal det vise sig, Luchu, en dværgpincher med et nervøst gemyt. Lin Utzon dukker op og byder velkommen ind i den halvmørke entre. Hun gelejder os straks videre ind i den ene af husets to stuer. Vi stivner som to saltstøtter. »Hold da kæft«, hvisker fotograf Peter Hove Olesen ud gennem tænderne. Usynlige vinduer Rummet er i to planer. Vi befinder os på det øverste, der er møbleret med et meget langt arbejdsbord. Fire-fem trin nede står en hvid sofa, lige så lang som arbejdsbordet, og fem helt enkle gyngestole, polstret med hvidt stof.
