Ude. Hans Munk Hansen i eventyrerens mundering - rygsæk, travesko og shorts - anno 1954 i den libyske ørken.
Foto: Peder Studsgarth

Ude. Hans Munk Hansen i eventyrerens mundering - rygsæk, travesko og shorts - anno 1954 i den libyske ørken.

Arkitektur

Dansk verdensarkitekt oplevede det orientalske eventyr

Arkitekten Hans Munk Hansen har rejse og bygget huse overalt på kloden.

Arkitektur

»Na ja«, siger Hans Munk Hansen på lavmælt sønderjysk: »Så var jeg fanget i det net«.

Nettet var Mellemøsten, året var 1954, og endnu et halvt århundrede senere er den nu 82-årige arkitekt så lykkelig over fangenskabet, at det næsten ikke kan siges på sønderjysk.

Til gengæld skriver han på allerførste linje i bogen ’Arkitekt i fire verdensdele’, som nu udkommer, at »50 års virke som arkitekt står for mig som et næsten utroligt eventyr«.

Bogens beretning, ikke mindst i billeder, er et eventyr.

Legat på 900 kr.
Hans Munk Hansen har bygget overalt i Mellemøsten fra Den Persiske Golf til den algeriske ørken, fra Kairo til Abu Dhabi. Han har haft tegnestue i Teheran og kontor i Beirut, men han har også med base sit engelske rækkehus i Toldbodgade i København rejst ud og bygget huse de utroligste steder på den grønne Jord.

Et fåtal kan nævnes i flæng.

Safari-lodges i Uganda, ungkarleboliger i Tunesien, seks banker i Persien, en sheiks residens i Abu Dhabi, håndværkerskoler i Bangladesh, et medicinsk forskningscenter i Beijing, et kraftværk ved Tigris, boliger på Antigua i Det Caribiske hav og en ferieby på Malta, som har givet titusinder af danske gæster hos Dansk Folkeferie en stærk oplevelse af middelhavsområdets gårdhus, som Munk Hansen første gang arbejdede med dengang midt i det 20. århundrede, da Mellemøsten fangede ham.

Og det hele begyndte med et legat på 900 kroner fra Tuborgfondet til en 24-årig arkitektstuderende.

Ballon til børnene
Hans Munk Hansen fortæller sit eventyr en efterårsdag i tegnestuen i Toldbodgade. Solen vælter ind gennem de store vinduer med udsigt over Københavns Havn. I forgrunden ligger Det Gule Pakhus fra slutningen af 1700-tallet, som han selv har restaureret:

»Som oftest skulle jeg rejse kloden rundt for at følge mine byggerier, men her kunne jeg føre tilsyn fra sengen«.

Fik vi sagt, at Hans Munk Hansen har været professor i bygningskunst med restaurering som særligt fagområde ved Arkitektskolen på Kunstakademiet i København?

Han har været involveret i projekter fra Den Store Plads i Isfahan over Al Azar-moskeen i Kairo til Pantomimeteatret i Tivoli og spiret på Roskilde Domkirke.

Vi bænker os ved et af tegnebordene i stueetagen. Her råder en særlig ro, som efter vel overstået arbejde. Og en særlig orden, som arkitekter kan have omkring sig. I dag bebos de fire etager kun af Hans Munk Hansen og hans hustru, Birgit – engang var der 12 mennesker på tegnestuen og 4 børn på etagerne. Birgit tog sig af børnene, mens Hans arbejdede og rejste. Men han udpeger med stille lune en smukt bemalet papirballon, som hænger i entréen: »Sådan én fik jeg da tid til at lave med børnene«.

Vi kom væk fra legatet på 900 kroner. Birgit stiller et par smukke porcelænskopper og en kande kaffe på bordet. Hans Munk Hansen siger:

»Na ja, vi må i gang«.

Autostop til Benghazi
Det Kongelige Danske Kunstakademi fyldte 200 år i 1954, og i den anledning skulle Arkitektskolen på en stor studierejse til Grækenland.

»Rejsen kostede 900 kroner, og vi skulle selv betale. Jeg arbejdede på tegnestue om aftenen for at tjene pengene, men få dage før vi rejste, fik jeg pludselig et legat fra Tuborgfondet på 900 kroner. Så kunne jeg fortsætte fra Grækenland til Tyrkiet, men tænkte, at de 900 kroner nok snart var brugt«.

»Det var de bare ikke. For i Tyrkiet mødte jeg en utrolig gæstfrihed hos alle de studerende og professorer og familier, der tog imod mig. Aldrig kom jeg til at betale for overnatning, jeg fik gratis måltider, ja selv jernbanen fik jeg foræret et kort til. Jeg blev ved med at have 900 kroner i lommen og tænkte: »Så fortsætter jeg Middelhavet rundt!««.

Rejsen kom til at vare fire måneder, fortrinsvis »på autostop« ned gennem Syrien, til Jerusalem, videre til Jordan, fra Akaba med skib gennem Det Røde Hav og rundt om Suez til Egypten: »Også her blev jeg konfronteret med den store arkitektur«.

Om natten standsede vi i ørkenen og sad ved lejrbålet, og jeg lærte dem virkelig at kende

Næste autostop gik med libyske bønder gennem ørkenen til Benghazi. Bønderne havde været i Kairo med en gammel italiensk lastbil for at sælge deres får og geder, og på hjemvejen var der plads på ladet til passagerer i to etager. Den unge dansker kom her i selskab med »en flok jævne arabere«, som gjorde så stort indtryk på ham, at varmen stiger Hans Munk Hansen i kinderne endnu i dag, når han fortæller:

»Om natten standsede vi i ørkenen og sad ved lejrbålet, og jeg lærte dem virkelig at kende. Jeg kunne ikke mange ord på arabisk, men vi gestikulerede. Der kan være en meget tæt kommunikation, selv om man ikke har meget sprog. Natten er hundekold i den libyske ørken, og vi sad helt tæt med tæpper omkring os. Alene forberedelserne af teen dér om natten ... jeg kan endnu mærke den særlige stemning. Araberne var dybt religiøse, de sang smukke sange langt ind i natten med vers fra Koranen«.

Den mellemøstlige hjertelighed Rejsen til Benghazi tog fem døgn, og den unge dansker havde ikke proviant med, for han havde naivt troet, at han kunne købe noget undervejs: »Men mine rejseledsagere tog sig aldrig en kop te eller et stykke brød uden at byde mig også. De drog mig ind i deres fællesskab og deres gensidige hensyn. Jeg havde lidt lange ben, og så indrømmede de mig bedre plads. Kun én gang rynkede de brynene, da jeg begik en stor bommert. Under lastbilen hang en vandpose af gedeskind. En morgen i ørkenen tappede jeg lidt vand fra posen og vaskede mit ansigt, men det kunne de ikke lide. Sådan sløser man ikke med drikkevandet!«.

Fra Libyen fortsatte turen ind i Tunesien og Algeriet, hvor oprøret ulmede mod de franske koloniherrer, og den unge dansker lærte noget om den politiske virkelighed. Han sejlede over til Spanien, tog på tommelfingeren op gennem Europa og stod efter fire måneders rejse, maj-juni-juli-august 1954, atter hjemme i København.

Parat til sit sidste studieår på Arkitektskolen med indtrykket af den mellemøstlige hjertelighed prentet dybt i sig.

Verdens værste klima
Knap havde han taget afgang fra Kunstakademiet, før næste kapitel af eventyret præsenterede sig i en annonce i avisen.

»Arkitekt søges. Må have fem-ti års erfaring, tale fransk og kende til islamiske forhold«, stod der. Afsenderen var det verdensomspændende ingeniørfirma Kampsax (med navn efter de to stiftere, ingeniør Kampmann og ingeniør Saxild), der i 1930’erne havde bygget den 1.000 kilometer lange Transiranske Jernbane fra Det Kaspiske Hav til Den Persiske Golf. Nu skulle firmaet bygge en havn i Bandar Shahpur ved Golfen.

»I dag hedder byen selvfølgelig Bandar Khomeini«, smiler Hans Munk Hansen, »og den har verdens værste klima – hede, fugtighed, insekter, alt det mest ubehagelige«.

Kampsax skulle bruge en erfaren fransktalende arkitekt til et boligprojekt i havnen, og den 25-årige nybagte arkitekt fra København søgte på stedet. Ganske vist var han hverken erfaren eller talte fransk, men han var bidt af Mellemøsten. Og samtalen i Kampsax’ imposante hovedsæde på Dagmarhus gik sådan set også fint. Bortset fra at han blev sendt hjem med et venligt smil og en høflig bemærkning om, at han jo altså ikke helt levede op til annoncens krav.

»Men 14 dage senere ringede telefonen. Der var ikke nogen som helst andre ansøgere med Mellemøst-erfaring til stillingen, så de ville gerne se mig igen! Og nu fik jeg minsandten tilbudt jobbet – på betingelse af, at en samtale på fransk med selveste ingeniør Saxild gik godt. Men den morgen, han skulle interviewe mig, blev det meddelt, at ingeniør Saxild desværre var syg, så de havde sat en anden til at afløse ham. Og denne anden kunne lige så lidt fransk som mig, så jeg fik jobbet«.

Gårdhuse
Opgaven lå i Kampsax’ persiske firma, som kaldte sig Consulting Architects and Engineers, en noget overdrevet titel med arkitekter i flertal, for der var kun én arkitekt blandt 300 ingeniører.

»Og det var mig. Opgaven i Bandar Shahpur var i første omgang at forflytte en flok slumbeboere væk fra det område, hvor havnen skulle anlægges, og bygge nye boliger til dem. Perserne havde kastet et blik ud over bliktagene og mente nok, at det drejede sig om ca. 2.500 mennesker. Men det kunne jeg ikke få til at passe, så jeg startede med at iværksætte en folketælling sammen med en gruppe iranske medarbejdere. Vi konstaterede, at der boede 4.500 mennesker i det berørte område«.

Hans Munk Hansen byggede så traditionelle gårdhuse til dem efter at have lært om deres levestil under folketællingen.

»Den udendørs gård i midten af huset var det centrale rum med køkken (et cementbord) og toilet (et hul i jorden). Det var her, familien samledes og levede sit fælles liv. I hvert hus var der desuden to rum, et til kvinder og børn og et til mændene. Disse rum skiftede funktion i løbet af dagen, alt efter om der skulle soves, arbejdes eller spises. Der var altid et lille lagerrum i tilknytning til de større rum, så for eksempel madrasser kunne stuves væk, før der blev fundet et klæde frem, som blev bredt ud på gulvet til spisning«.

»Det var primitive huse, vi byggede til disse slumbeboere, for der var ikke mange penge. Men der var en vandhane i hvert hus, og det endte med, at der blev rift om dem blandt bedrestillede iranere, så slumbeboerne delvis blev fortrængt«.

Tegnestue i Teheran
Hans Munk Hansen ved godt, hvorfor det var en 25-årig nyuddannet arkitekt fra København, der byggede disse primitive huse ved Den Persiske Golf.

»Mine kolleger i Teheran var nogle fornemme herrer, der ikke ville røre ved den slags«, siger han.

Men buddet kunne ikke have passet ham bedre. Han arbejdede med persisk slumfornyelse i forlængelse af det engagement, han som student havde haft i sanering, byfornyelse og Vesterbro-aktioner hjemme i København. Og glæden ved at sætte sig ind i lokal levevis rundt omkring i verden skulle blive selve hans metode det næste halve århundrede. En metode, han frygter, at nutidens globaliserede arkitekter har glemt.

Men Munk Hansen vil heller ikke gøre sig mere hellig end som så.

»Jeg har da også tjent kapitalen«.

»Min mand i Teheran«
Da husene i Bandar Shakpur stod færdige i 1956, skulle han egentlig hjem. Men så begyndte alle mulige andre opgaver at dukke op.

»Også opgaver, der stod i skærende kontrast til slumbebyggelserne i Bandar Shahpur. For eksempel havde den danske ambassade i Teheran erhvervet et palæ i anglo-indisk kolonialstil, så ambassadør grev Moltke-Hvidtfelt kunne bo standsmæssigt«.

»Til istandsættelse af palæet skulle de bruge »Mellemøstens bedste arkitekt«. Og igen var der ikke andre end mig. Det endte med, at jeg slog min egen tegnestue op i Teheran og fik lov at køre den sideløbende med mit arbejde for Kampsax. Sådan er det for resten fortsat for mig hele resten af livet: Jeg har altid haft mere end én ansættelse ad gangen«.

Det travle arbejdsliv i Mellemøsten havde varet i tre år, før Hans Munk Hansen rettede blikket mod nord igen.

»Jeg havde ingen som helst kontakt med det danske arkitektmiljø og sagde så til mig selv, at nu rejser jeg hjem og ser mig lidt om«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce



Men ferien hjemme i København var knap slut, før telefonen ringede, og Hans Munk Hansen havde Jørn Utzon på linjen.

Vi skriver 1958. Den 40-årige Jørn Utzon (11 år ældre end Munk Hansen) havde året før vundet konkurrencen om operahuset i Sydney, og verdensberømmelsen havde allerede trukket adskilligt med sig. Blandt andet havde shahen af Persien bedt ham bygge en ny nationalbank i Teheran.

Det var derfor, Utzon ringede til Hans Munk Hansen og sagde: »Du skal være min mand i Teheran!«.

Utzon
Munk Hansen slog til med det samme, og de rejste sammen til Teheran og Isfahan.

»Utzon og jeg sad i basaren fra morgen til aften og talte overhovedet ikke om banken. Vi talte om lys og skygge og rumforløb. Vi talte om klimaet og om, hvordan folk bevægede sig i basaren. Utzon havde sin ungdoms fulde kraft, han var så umådeligt inspirerende«.

»Den måde, han på ... det har påvirket mig meget. Jeg opfatter ham stadigvæk som den mest geniale danske arkitekt i det 20. århundrede. Og så var han så utrolig venlig og ligefrem over for alle mennesker. Han kom straks i kontakt med alle og enhver, også perserne«.

Hjemme i Danmark havde Utzon sin tegnestue i en villa i Hellebæk, og her fik Hans Munk Hansen sit eget rum.

»Ved siden af sad der nogle og tegnede på operaen i Sydney, og i et andet rum sad de med hans ’Romerhuse’ i Fredensborg. Hans gamle far, som var skibsbygger, lavede modeller. Til mig sagde han: »Det dér med banken, det har vi jo talt om, så du går bare i gang«. Det gjorde jeg så, selv om vi sådan set overhovedet ikke« ...

Hans Munk Hansen tager sig i det:

»... Nej, jeg vil overhovedet ikke tage æren. Det var hans byggeri, jeg var bare hans højre hånd, jeg var sagsarkitekt«.

Persiske penge
Nu kom en årrække, hvor Munk Hansen pendlede mellem København og Teheran, hvor han somme tider opholdt sig halve år ad gangen.

»Perserne betalte. Der var kommet et vældigt skub i alting med shahen. Der var penge i det. Og den bank, vi arbejdede med, symboliserede også, at selve pengevæsnet skulle moderniseres. Nede i basaren sad den lille pengeudlåner stadig i sin lille bod, som han havde gjort i århundreder, men nu ville de have moderne banker, og det skulle afspejle sig i arkitekturen«.

»De ville have store glaspaladser. Men det ville Utzon ikke, og heller ikke jeg. Vi ville gerne arbejde med et moderne udtryk, men orienteret efter stedet, de lokale skikke, det lokale klima«.

Det lykkedes heldigvis at holde den ellers almægtige bank i tøjlerne



»Da vi havde bygget nationalbanken i Teheran, og Utzon rejste til Australien, fik jeg alene ansvaret for at bygge seks provinsfilialer af banken. Igen ville de have en ny tids glashuse alle vegne, og de blev sure på mig, da jeg insisterede på at bygge forskelligt, alt efter om det var i det fugtige område oppe ved Det Kaspiske Hav – skrå tage – eller i et tørt område ude i en ørken – flade tage«.

»På Den Store Plads i Isfahan havde banken erhvervet seks fag af de historiske arkader ud til pladsen. Dem ville de have mig til at rive ned, så der kunne blive plads til en gloriøs indgang til et nyt palads, der kunne måle sig med pladsens historiske pragtbygninger. Men jeg ville ikke være med til at skære sådan et hul i pladsens facade. Jeg tegnede i stedet et projekt med indgang gennem arkaderne til et byggeri bagved«.

»Det lykkedes heldigvis at holde den ellers almægtige bank i tøjlerne«, siger Hans Munk Hansen tilfreds.

Letbenet Beirut
Fremme i 1962 blev Hans Munk Hansen opsøgt af en gruppe danske arkitekter, som ville have ham til at hjælpe sig med arkitektureksport til den arabiske verden.

Det førte til, at han slog sig ned i det »lystige og letbenede Beirut på toppen af et højhus med udsigt over Middelhavet« og herfra berejste Mellemøsten ud til de yderste hjørner. Det var dengang, der ikke var et eneste hotel i Dubai, og han måtte sove på en madras hos nogle bekendte.

Men efter nogle år med dette mellemøstlige rejse- og ungkarleliv vidste han, at nu skulle der træffes et valg: Enten kom han aldrig mere hjem til Danmark, eller også måtte han rejse hjem nu. Det hører nok med til historien, at en persisk kærlighedshistorie var blevet sit helt eget lærestykke i mødet mellem kulturer, men dét eventyr skal der mere end ti vilde araberheste til at trække ud af Hans Munk Hansen.

Hans danske kærlighedshistorie, som varer endnu, havde taget sin begyndelse, da han mødte Birgit Carøe under et ophold i Danmark i 1961.

Så i 1965 fløj han til København, købte sit hus i Toldbodgade, slog tegnestue op i stueetagen og fik familieliv fra 1. sal og opefter sammen med Birgit, som i 1966 fødte deres første af fire børn.

Ferieby på Malta
Det var nybyggeri at bo i Toldbodgade dengang i 1960’erne. De nu så eksklusive engelske rækkehuse var dengang dårligt vedligeholdte bygninger beliggende tæt ved en frihavn, hvor rotterne løb frem og tilbage. Og Hans Munk Hansens tegnestue fik heller ingen nem start.

»Jeg troede, at kunderne ville komme, men ingen ringede på døren. Der skete intet som helst i forhold til Danmark. Men så begyndte mit gamle netværk heldigvis at melde sig. Snart byggede jeg igen i Mellemøsten, dernæst i Afrika, og så forskød det sig mod øst, Burma, Kina. Mennesker af en ny type, andre kulturer. Man taler anderledes med en ugander end med en kineser«.

En række opgaver med feriebyer i Nordafrika for den franske Club Méditerranée førte først i 1970’erne til, at Dansk Folkeferie fik øje på Hans Munk Hansen og bad ham bygge den ferieby på Malta, som så mange danske kender. I bogen ’Arkitekt i fire verdensdele’ beskriver Hans Munk Hansen selv husene:

»Feriebyens grønne oase fortsætter i husenes individuelle gårdhaver, og herfra fører en udvendig trappe videre op på de flade tage med udsigt over havet og til det omkringliggende landskab. Husenes tre værelser og spisekøkken åbner sig alle ud mod gårdhaven, som det er skik og brug i regionens jævne byggetradition«.

Den jævne byggetradition, som arkitekten havde øvet sig på nede i slumområdet ved Den Persiske Golf som purung helt tilbage i 1955.

Underordne sig stedet
Det jævne ligger Hans Munk Hansen på sinde. Det jævne og det ydmyge.

»Jeg har altid forsøgt at underordne mig stedet, klimaet, kulturen, traditionen. Jeg har altid prøvet at holde mig selv tilbage. Så de danske arkitekter, der nu bygger i Mellemøsten, vil ryste på hovedet, når de ser min bog«.

»Ligesom jeg ryster på hovedet, når jeg ser, hvordan de arbejder. Alt det, som jeg brugte mange år på at sætte mig ind i, kan de klare ved at invitere mig til at holde et par timers foredrag på deres tegnestue. De har ikke levet i de lande, som de bygger i. De har ikke haft en lokal kæreste, de er ikke kommet i de lokale hjem«.

Det var jo ikke noget afsavn for mig at komme til Mellemøsten

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce



»Men de nyrige i Mellemøsten i dag vil jo også først og fremmest have noget spektakulært. De ønsker sig en arkitektur, hvor alt er muligt – sådan som arkitekternes arbejde med computerne lægger op til. Der er ingen grænser, hverken teknisk eller økonomisk. Husene kan være lige så skæve, krumme og buede, som være skal. Og ligesom materialerne kan være hvad som helst, er økonomien grænseløs«.

»Vi andre satte os først ind i, hvilke lokale materialer der var for hånden, og det generede os egentlig ikke at være under økonomisk pres med begrænsede resurser. Vi havde heller ikke så meget teknik at arbejde med. Det var bare en lineal, en trekant, en blyant og en tegneplade. Hos Utzon i Hellebæk havde vi kun én telefon«.

Intet afsavn

Pengene er blevet et problem, fordi der er for mange af dem, mener Hans Munk Hansen. Det begrænser mulighederne for tidens unge arkitekter, som Hans Munk Hansen kender godt, fordi han ved siden af sine talrige andre aktiviteter også var knyttet til Arkitektskolen på Det Kongelige Danske Kunstakademi, de sidste ti år som professor. Hans Munk Hansen rejste verden rundt med de studerende. 22 studierejser blev det til gennem årene, men: »På en treugers studierejse kan de ikke trænge særlig dybt ind i en kultur«. Og hjemme i København har de unge allerede problemet: »De er meget materialistisk orienteret i en tidlig alder. De gifter sig, bor i rigtig lejlighed og laver fin mad. Hele denne høje levestandard gør det svært for dem at rejse ud. Vi andre havde bare et lille værelse. Selv boede jeg i Ballonparken med vandpumpe i gården og langt til toilettet«. »Na ja. Det var jo ikke noget afsavn for mig at komme til Mellemøsten«.







FACEBOOK

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce