Det var ved juletid, at min far kom hjem med en pony til mig (...) Det var ikke en smuk hest – slet ikke – men jeg holdt af den, som jeg aldrig havde holdt af noget andet«.

At være eller ikke at være – hestepige. Ovenstående citat stammer fra en ægte en af slagsen, Kelly Klein, designer, modefotograf og konkurrencerytter.

Bladet, hun udtaler sig til, hedder The Horse Rider’s Journal og er netop udkommet for første gang. Et 160 sider tykt, glittet magasin i krydsfeltet mellem mode, livsstil og ridesport – en slags fordums Penny for voksne, stilbevidste kvinder.

Det ambitiøse danske magasins første nummer er trykt i 40.000 eksemplarer og sendt af sted til 20 lande.

Det er skrevet på engelsk, priserne på de mange luksuriøse rideaccessories er angivet i euro, og magasinet henvender sig til det købestærke publikum, der har råd og ikke mindst tid til at strigle, fodre, nurse og ride på hest. Og gerne vil have et lækkert hesteblad liggende på sofabordet.

Bag magasinet står Malene Malling, der med sit Malling Publications allerede udgiver modebladet Cover samt en række kundemagasiner.

Malling går nu ind på nichemarkedet for magasiner med The Horse Rider’s Journal og senere på året med et nyt magasin til unge moderne børnefamilier. Men først til hest:

»Der er 200.000 rideheste i Danmark, så der er et stort potentiale. Men læseren kan være alt fra den 14-årige pige, der drømmer om en halvpart, over hende, der har tyve heste stående, til moren, der troligt sidder og kigger på, når hendes døtre rider«, siger Malene Malling.

Opslag  fra magasinet / foto: Ditte Isager og Norman Parkinson ’Hende’ er nok kodeordet her, for det er mest kvinder og piger, der rider. Malling er selv gammel hestepige og kommer fra en ridegal familie.

»Min familie har redet i generationer, men jeg er selv en af dem, der stoppede med at ride, da jeg blev voksen. Men hele den verden kom tilbage til mig, da vi lavede magasinet. Med læder og duften af hest og det at komme hjem fra skole og hoppe i ridebukser og støvler og af sted ud til hesten. Det er det univers, vi gerne vil genskabe«, fortæller hun.

Malene Malling er ikke alene med kærligheden til den firbenede pruhest. Den britiske avis Financial Times har netop udgivet et særtillæg om ridesport. Overalt i moden er der tætsiddende taljerede jakker, stramme elastiskbukser og lædertasker inspireret af sadler og seletøj.

Og efter golfferien og singleferien kommer nu rideferien, hvor man enten kan ride rundt på en islænder i autentiske klippeomgivelser, lege cowboy i Rocky Mountains eller galoppere mod solnedgangen på ridesafari i Afrika.

Den folkekære springrytter Tina Lund, der har deltaget i ’Vild med dans’ og haft sit eget realityshow, er blevet en sporty mediedarling på linje med Caroline Wozniacki.

Den kulturradikale hest
Også journalist og forfatter Pernille Stensgaard er bidt af heste. Hun har netop udgivet bogen ’Den fantastiske historie om islænderen i Danmark’ om islænderhesten, som generelt er en lidt mere kulturradikal og langhåret hest end konkurrenceridepigernes velfriserede muler.

»Jeg rider oppe i nærheden af mit sommerhus i Tisvilde, og der er vi kun voksne kvinder (...) Vi er etablerede med børn og karriere og rider ikke for at præstere, men for at tømme hovedet for tanker og komme ud i skoven eller ned til stranden og lufte hjernen«, siger Pernille Stensgaard til The Horse Rider’s Journal.

Ellers er det nye hesteblad spækket med inspiration fra overklassen, fra britisk landadel til masser af artige piger med stramme fletninger, røde kinder og fnugfri, knivskarp rideuniform.

LÆS OGSÅTina Lund rider om vigtige point i Bernstoffsparken

Og den stil kan man lige så godt dyrke i Connecticut som i Skåne eller Klampenborgs dyrehave, hvorfor de store modehuse hugger med arme og ben fra ridepigerne.

»Alle de store designere er også selv vokset op med at ride. Det sidder i deres dna, og det kan man ikke løbe fra. Derfor går modehuse som Gucci ind og sponserer store ridestævner. Men det er selvfølgelig også, fordi det er en attraktiv målgruppe. Det er ikke nogen billig hobby, men det er mere kvalitetsbevidstheden, vi er fascineret af i magasinet«, siger Malene Malling og nævner andre store luksusmærker som Hermès, Ralph Lauren og Céline som hesteinspirerede.

Modehuset Hermès, der blev grundlagt i 1837, startede som saddelmagere, og først senere kom de feterede tasker og tørklæder i den absolutte luksusklasse til. I dag sælges der stadig håndsyede sadler fra Hermès’ sortiment. De tager op til et halvt år at producere og koster gerne en 30.000-50.000 kroner.

Kald det kærlighed
For alle os, der gik til noget med bold eller musik som børn i stedet for på rideskole, er det her lidt en verden, det er svært at sætte sig ind i.

Bladrer man i magasinet, er det let at føle sig udenforstående, når der annonceres for foderblandinger, seletøj og sågar en ’hestemaler’, der både gør sig i »groft naturalistiske« og »ekspressivt abstrakte« portrætter.

De blander sig med high fashion-annoncer for luksusmærker som for eksempel Shamballa-smykker og Polo-parfume, som vi er vant til fra mere almindelige modeblade.

Men det er tydeligt, at ridning ud over at ose af gammel aristokrati på en måde, som hverken golf, jagt eller sejlsport helt kan hamle op med, også – og måske endda mest af alt – handler om noget, der starter med kær og slutter med hed.

»Det starter jo som regel i 11-12-års alderen, hvor pigen taber sit hjerte til en hest. Og så varer det enten til hun dør, eller indtil hun skifter heste ud med mænd i 14-15-års alderen. En anden slags hest kan man sige ... Senere er der mange, der tager hestene op igen, når de selv har fået børn og pludselig igen skal ud at ride morgen, middag og aften. Jeg plejer at sige: En gang hest, altid hest«, siger livsstilseksperten Christine Feldthaus, der ikke selv er ridepige, men er omgivet af veninder, der elsker heste.

Hun sammenligner kvinders forhold til heste med nordjyske mænd over 60 års samlermani med motorcykler. Der nørdes og samles udstyr og prioriteres utrolige mængder af tid til hobbyen.

»Det er selvfølgelig kvinder i en vis indtægtsklasse. Men der er også en masse nostalgi og en venden tilbage til naturen og autenticitet i det her. Det bliver en modvægt til det iPhone-liv, vi ellers lever – at komme op på den krikke, og så er der ro på«, mener Feldthaus.

Opslag  fra magasinet / foto: Ditte Isager og Norman ParkinsonPå de smukke sider i The Horse Rider’s Journal lyser kærligheden til hestene ud af de mange billeder.

Der er stribevis af lårkorte piger overskrævs på en hest eller letpåklædt med en hest som en slags partner i strandkanten.

Eller siddende på knæ, mens de omfavner hesten eller læner sig frem til et kys – trutmund mod mule. Her er det, man som ikkehestepige begynder at spekulere i, om det ikke også handler lidt om sex?

Der må da være en grund til, at kvinder i alle aldre er så betagede af de der store muskuløse dyr? Hvorfor er det ellers, at kærligheden til heste starter i de hormonplagede preteen-år?

»De unge piger rider, indtil de finder noget andet at kneppe, hvis du vil undskylde mit sprogbrug«, griner den bramfri Christine Feldthaus.

Fotografen Kelly Klein, der i 2008 udgav mammutfotobogen ’Horse’ med hestebilleder fra hele verden, nævner dog true love, som årsagen til hendes livslange nære forhold til heste.

»Kærligheden til heste er en uforklarlig følelse i mig. Jeg kommer aldrig helt til at forstå den. Hvad er det dog, der får unge piger til at stå op klokken fem om morgenen for at få lidt tid med deres hest inden skoletid? (...) Det er som en drift, du ikke kan kontrollere ... Min kærlighed til heste har været den eneste konstante faktor i mit til tider hektiske liv. Jeg elsker alt ved dem. Deres dufte, temperament, de store venlige øjne, deres varme ånde, deres muskler, alt«, siger hun til The Horse Rider’s Journal.

En gang hest, altid hest.