At tælle op, hvor mange plader den nu 75-årige Quincy Jones har produceret, arrangeret og komponeret, er en uoverkommelig opgave.

Og nu er han der igen. Med pladen ’Soul Bossa Nostra’, som han selv har produceret, men samtidig tager imod med taknemmelighed, da den er en gruppe af tidens største kunstneres hyldest til ham, deres store idol, verdens vel nok største nulevende legende inden for jazz, soul, pop, disco og blues.

LÆS OGSÅMegastjerner genindspiller 'We are the world'

Derfor sidder Politiken, som det eneste danske medie, på et fornemt hotel i centrum af Berlin og venter på at komme ind i mr. Jones’ suite. Syv til otte journalister fra hele Europa kommer ind efter tur, timerne går, og programmet skrider med flere hundrede minutter.

Men man tilgiver det. For Quincy Jones er en ældre herre, for hvem det er en kraftanstrengelse at give så mange interview på række.

»Han er træt. Han halvt ligger, halvt sidder i sofaen«, fortæller udenlandske kolleger, efterhånden som de kommer tilbage til foyeren.

Legenden er sulten
Bekymringen for at komme tomhændet hjem stiger.

Men da det endelig bliver Politikens tur, spørger de to pr-jakkesæt fra London, om det er i orden, at manden – denne legendariske multikunstner, der af Time Magazine er kåret til et af det tyvende århundredes mest indflydelsesrige jazzmusikere – får noget at spise først. Om det er! Giv manden et måltid mad!

Stegte nudler med lam og spinat samt et par glas kølig rosévin giver Quincy Jones fornyet energi. Han tager imod siddende rank på det yderste af sofaen, i skjorteærmer, veltilpas og med en særdeles venlig interesse for denne danske journalist, som mere ligner en brasilianer, synes han.

Halvt egypter, er forklaringen, hvilket straks fører os til Egyptens land:

»Jeg har været meget i Egypten og har mange venner der. Sammen med præsidentfruen, mrs. Mubarak, har jeg været med til at oprette nogle fonde til velgørenhed. Sidste år holdt hun en fest for mig«, fortæller Quincy Jones ivrigt.

Nogle spørger til råds
Men det er jo musikken, vi skal tale om.

Den nye plade, hvor nogle af Quincy Jones’ yndlingsmusikere og sangere inden for pop, r&b og især hiphop hver giver en ny fortolkning af et gammelt Quincy Jones-nummer, som de selv holder særlig meget af.

LÆS OGSÅNy Amy Winehouse-sang dukker op på YouTube

Blandt andet står den populære hiphopsanger Akon for en nyfortolkning af Brothers Johnsons 70’er-hit ’Strawberry Letter 23’. Sangen har været ude som single siden marts, og originalsangen har Quincy Jones selv produceret.

Har du selv været med til at vælge, hvilke sange der skulle med på pladen?

»Nej, dem har sangerne helt selv valgt. Nogle har spurgt mig til råds, mens andre vidste, hvad de ville vælge. Nogle har valgt at lave en helt ny fortolkning, mens andre har lagt sig tæt op ad originalen som for eksempel Jamie Foxx, der synger ’Gimme Me The Night’«.

I don’t give a shit
Musikvideoen ’Strawberry Letter 23’ med Akon ligger på YouTube, hvor nogle af dine fans raser over den nye version af et gammelt og elsket hit med Brothers Johnson. Hvad mener du om det?

Fire vigtige fra Quincy Jones

’Sinatra at The Sands’ (1966), Frank Sinatra med Count Basie & The Orchestra, dirigeret og arrangeret af Quincy Jones. Liveoptagelse fra Sands Hotel and Casino i Las Vegas med Frankieboy og Count Basie i absolut topform – suverænt styret af Quincy Jones’ mesterhånd. State of the art-bigbandmusik med sanger, 76 minutter og tre sekunders perler på en snor.

’Thriller’ (1982), Michael Jackson, produceret af Michael Jackson og Quincy Jones. Verdens bedste popalbum nogensinde? Verdens bedst producerede popalbum nogensinde? I hvert fald verdens bedst sælgende album nogensinde. Samarbejdet mellem Jackson og Jones slog ind imellem gnister, men spørgsmålet er, om det overhovedet kan gøres bedre.

’Back on the Block’ (1989), Quincy Jones – og et hav af kunstnere, blandt andre Ella Fitzgerald, Ice-T, Dionne Warwick, Ray Charles, Miles Davis, George Benson, Herbie Hancock og Barry White. I alt står der 105 mere eller mindre verdensberømte musikere og komponister på credit-listen. ’Back on the Block’ er 1980’erne inddampet til ét eneste album.

’Q’s Jook Joint’ (1995), Quincy Jones – og igen i rollen som musikalsk godfather for en sand mælkevej af stjerner på rejse ind i genrerne: jazz, rap, funk, pop, soul og r&b. Første nummer er ’Let the Good Times Roll’ med Stevie Wonder, Bono og Ray Charles i den vokale forgrund, og så er der ellers linet op til Nancy Wilson, Phil Collins, Babyface og hit på hit på hit på...

(udvalgt af Kim Faber)

»Folk brokker sig over, at vi laver den, når nu Johnson Brothers har lavet den. Men undskyld mig: Det var faktisk mig, der lavede den dengang også! Ha ha. Men helt ærligt: I don’t give a shit. De må mene, hvad de vil, men de har ingen ret til at fortælle mig, hvad jeg kan og ikke kan. Jeg fortæller heller ikke dem, hvordan de skal leve deres liv, vel! Det var mig, der fandt den sang«.

Lanceringen af ’Soul Bossa Nostra’ er samtidig en lancering af dit samarbejde med firmaet AKG, som laver lydudstyr, og som har opkaldt deres nye høretelefoner efter dig. Hvilke overvejelser har du gjort dig, før du gik ind i et sådant kommercielt samarbejde?

»Der er ingen modsætninger i det her. De er glade for alliancen, og det er jeg også. Det handler om lyd, det her. Først laver man en sang. Så finder man en sanger, man finder musikerne, korsangerne, et studie og studieteknikere. Sidste led i kæden er det udstyr, som leverer lyden til folks ører og hjerte: høretelefonerne og højttalerne! Det er den eneste måde, du kan modtage musikken på. Du kan ikke smage eller røre eller se lyden. Jeg har brugt AKG’s høretelefoner i hele mit liv, fordi de er de bedste. Længere er den ikke«.

Lyd betyder meget for dig ...?

»Darling, that’s all we have«.

Men har du tænkt over, om et sådant kommercielt samarbejde kan afføde kritik?

»Hør her, honey! Dette firma donerer en helvedes masse penge til min fond, der hjælper fattige børn i hele verden – fra Barbados og Brasilien til Soweto, Rwanda, Cambodja og New Orleans. Det er dét, som betyder noget for mig!«.

Hvordan har lyden udviklet sig, siden du for 50 år siden startede med at producere musik for folk som Frank Sinatra og Ray Charles, og til de plader, du har produceret for Michael Jackson og nu senest Soul Bossa Nostra?

»Teknologien har naturligvis udviklet sig helt enormt, men maskinerne er kun et værktøj. For at lave god lyd skal du stadig kende og forstå den musik, du arbejder med. Ellers bliver det teknologien, der styrer dig og ikke omvendt. Det er ikke maskinerne, der laver de gode numre. Hvis du tager nogle af de gamle sange, jeg har produceret for Michael Jackson, for eksempel ’Don’t Stop Till You Get Enough’ fra 1979 og ’Billie Jean’ fra 1982, så bliver de stadig spillet på dansegulve over hele verden – fra Shanghai til Rio til Abu Dhabi. Og det gør de også om 30 år, tro mig!«.

USA skal have en kulturminister
Nu vi taler om Michael Jackson: Du har produceret hans tre bedst sælgende plader, ’Off The Wall’, ’Thriller’ og ’Bad’. Var du klar over, at de ville blive så store succeser?

»Jeg var klar over, at de ville blive en succes. Men ikke på det niveau, som de blev. Slet ikke! Det var hårdt arbejde at producere de plader, men det føltes godt, og jeg havde det godt med at lave alle tre plader«.

Dit og Michael Jacksons samarbejde ophørte i 1987 efter ’Bad’. Hvorfor?

»Han havde lyst til at gå i en anden retning, og det var okay med mig. Jeg havde altid et nyt job, der ventede, og vi havde jo haft vores tid. Hans død var noget af det mest triste, jeg har oplevet i mit liv. Ligesom da min ven Ray Charles døde. Vi lærte hinanden at kende som 14-årige. I ghettoen i Chicago«.

LÆS OGSÅFanget mellem King of Pop og 'Wacko Jacko'

Ja, du er vokset op på gaden og er i dag meget engageret i velgørenhed og hjælp til fattige og udsatte børn i verden. Er du nået til et punkt i livet, hvor velgørenhed spiller en større rolle for dig end musikken?

»For mig er det to sider af samme sag. Det handler alt sammen om kærlighed. Netop fordi jeg selv er vokset op i den største sorte ghetto i Chicago under depressionen, så ved jeg, hvor svært det er for de børn og unge og deres familier. Jeg vil bare gerne gøre børn gladere og give dem bedre vilkår. Intet gør mig mere glad end det, og derfor bruger jeg min profession, min musik, til at etablere fonde og netværk. Musik er et stærkt redskab«.

Synes du, at musikere, der har tjent gode penge, er forpligtet til at hjælpe andre?

»Jeg har ikke nogen mening om, hvad andre skal gøre. Jeg gør det, som er vigtigt for mig. Jeg kom fra gaden, og musikken blev min redning. Jeg vil aldrig kunne vende ryggen til de unger, som lever på gaden. Det er ikke deres skyld, at de har problemer. Det er de voksne, som skaber problemerne«.

Intet kulturministerium
Du er også optaget af kulturpolitik. Siden Obama blev præsident, har du opfordret ham til at etablere et kulturministerium i USA, og du har indsamlet over 80.000 underskrifter til formålet. Hvorfor det?

»Fordi vi er det eneste land i verden, som ikke har et kulturministerium. Men Obama har rigeligt at se til, så efter et råd fra min gode ven Colin Powell (tidl. amerikansk udenrigsminister, red.) er vi selv gået i gang. Vi, det er blandt andre Herbie Hancock, Santana og Emilio Estefan, har oprettet en musikforening med 400 af de kvikkeste hoveder i landet inden for it, musik og undervisning, og sammen vil vi opbygge et helt nyt undervisningsområde til de amerikanske skoleelever, især de sorte, for ingen har nogen sinde lært dem om deres musikalske rødder«.

LÆS OGSÅHey Obama – hvad med en kulturminister?

Hvorfor er det vigtigt at kende sine musikalske rødder?

»Fordi det er kulturen, der giver dig din sande identitet. Alt for mange unge sorte i USA aner intet om deres rødder, om jazzens og bluesmusikkens historie og udvikling. De aner ikke, hvem de selv er, og derfor er de pisseligeglade med det samfund, de lever i. Derfor slår de folk ned og brænder kirker ned. Jeg tror på, at musikken og musikkens historie kan give disse unger en identitet«.

Er der nogle musikere, som du beklager, at du ikke har fået arbejdet sammen med?

»Marvin Gaye, kunne jeg godt nævne. Han ville gerne have mig med på sin plade ’What’s Going On’, men pladeselskabet mente, jeg var for jazzy. Det sagde de også til Stevie Wonder, som jeg har kendt, siden han var 12 år. De mente også, jeg var for jazzy til Michael Jackson. Det skammer jeg mig ikke over. Tværtimod. Alle de store navne, som Marvin Gaye, Earth, Wind & Fire og Stevie Wonder, har hentet ekstremt meget fra jazzen, og det er grunden til, at de blev stjerner. Jazz er Amerikas klassiske musik!«.

Politiken var inviteret til Berlin af AKG.