Da mOOnbird var en lille dreng, plejede han at samle alle husets potteplanter oppe på sit værelse.

Hvis han stillede dem tæt sammen i en klynge, kunne det godt minde lidt om. Så lå han derinde under de grønne blade og kiggede op. Børneværelset i Haderslev forsvandt omkring ham, og frem trådte en summende regnskov med dyr i alle farver, hyl, larm, myldren og varme.

Han var indianeren der i sin potteplanteskov. Indianeren, der havde hørt en helt fantastisk fugl, set en basken og nu var på jagt for at få et glimt af de hemmelige fjer.

Halvt fugl, halvt mand
På mange måder er der ikke ændret det helt store, trods Jonatan Bengtas nu 29 år. Der bliver stadig leget indianer i stedet for cowboy. På vinyl og in real life. Til fest og hverdag. mOOnbird hedder musikerens nye alter ego, halvt fugl, halvt mand, en fantasifigur, der springer ud i en fuld fjerpragt og synger om sine tropiske distraktioner.

»Figuren mOOnbird er en antihelt. For mig handler det om mod. Mod til at lukke op for sine legende sider. mOOnbird er for mig en stor leg. Jeg ved godt, at det er meget naivt, men det er en måde for mig at åbne op for kreativiteten og glemme blufærdigheden«, siger han som forklaring på, hvorfor han transformerer sig til fugl i musikken.

For en måned siden udgav mOOnbird albummet ’Tropical Distractions’, med seks numre, der kredser om troperne, naturen og evolutionen. Men især om fugle. Ikke spurve, ænder og duer, men farverige, voldsomme og sære paradisfugle, som de findes i Borneo og Fransk Guyana og den slags varme steder.

mOOnbird har rejst verden rundt og optaget fugles sang og parringslyde, og i sin musik synger han sammen med dem. Looper, twister og vrider dem, så de bliver tilstedeværende, selv her i en frostklar februar i Skandinavien.

»I en lang periode kom jeg ude på Det Naturvidenskabelige Fakultets bibliotek og var helt fortabt, når jeg læste om paradisfuglene. Tag f.eks. clown-laughing kookaburra, en lille fugl, der fanger slanger på helt op til en meter med sine kløer og flyver op og hamrer dem ind i en træstamme, hvorefter den sluger dem hele! Hvor meget drama er der ikke lige i det?«, siger han som forklaring på, hvorfor der pludselig dukker sådan en snedig rovfugl op i en af hans sange.

Junglemusik og tropeklima
Indenfor i mOOnbirds lille lejlighed på Vesterbro er der en indianer, der synger. Fra en knasende vinylplade kommer soundtracket til denne tirsdag, og i glassene er der fem år gammel rom fra Barbados. Her bor han med sin kæreste Mea og hunden Otto, de har adopteret fra Grækenland.

Rundt omkring på væggene hænger smukke kostumer og en japansk bryllupskimono. En fjerpryd og en fuglemaske med tænder. Hatte, udstoppede ravne og ikke mindst palmer.

Engang havde mOOnbird så mange palmer og planter i sin lejlighed, at man næsten ikke kunne komme ind i den. Det går ikke længere, fordi han er begyndt at gå i søvne og går ind i stammerne. Så nu er der kun to.

Til hverdag hedder han Jonatan Bengta og tjener til huslejen ved at passe en autist ved navn Frederik og arbejde lidt på en kaffebar. Men når han går på scenen, er det i fuld krigsmaling, fjer og makeup.

Hans mor er spirituel pioner inden for mindfulness, et fokus, der smitter af på mOOnbird og hans musik. I lydkulissen tamper en shaman løs på en tromme, dybt og langsomt.

Musikalsk er han beslægtet med Fever Ray og Björks ’Medúlla’-album, men nævner selv junglemusik, gammel calypso, Harry Belafonte, Fela Kuti, Tony Allen og Mulatu Astatke som inspirationskilder.

LÆS ANMELDELSEKarin fra 'The Knife' udgiver storslået solo-album

Hans sange bærer titler som ’Crusoe On A Shore’ og ’Charles Darwin For Modern Radio’ og tager lytteren med på en rejse tæt på Ækvator, tæt på paradis.

Sydpå med fuglene
»Jeg tænker tit over noget, Troels Kløvedal engang har sagt: »Nogle gange kan jeg vågne op fra det mareridt, at Jorden ikke er paradis«. Det synes jeg er virkelig smukt. En mand, der rejser jorden rundt som budbringer både i overført og bogstavelig betydning. For Jorden er paradis, hvis man kan åbne op for det. Jeg har set det«.

mOOnbird har rejst meget. Ikke ligesom os andre: henslængt i liggestole på hoteller. Han har besøgt jungler og fugleparker, trekket og camperet, og han befinder sig bedst i tropeklima. Hver vinter flyver han sydpå med de andre fugle og er netop kommet hjem fra Hawaii.

»Som barn ville jeg være gartner og var i praktik i Botanisk Have. Jeg har altid været besat af junglen og naturen. Det er især evolutionen og spillet mellem det vilde og det civiliserede, der interesserer mig. Det med at vi alle sammen går og føler os så skide civiliserede, mens der ligger de her urdrifter lige nedenunder. Vi er jo aber, grundlæggende«.

Den neonblå forfører
Han fortæller om endnu en paradisfugl. En lille neutral han, der, når han puster sig op over for hunnen, pludselig ligner en alien, når dens hoved pustes ud af proportioner, og fjerene bliver neonblå og selvlysende, mens den basker med vinger og siger en sær tik-tik-tik-lyd.

»Når jeg er ude som dj, kan jeg se det samme på dansegulvet. Hvordan vi puster os op over for hinanden for at finde en mage. Vi bliver helt primitive. Den måde, kvinderne strutter med rumpen. Og jeg ser, hvordan mændene ville se ud, hvis de havde vinger og hale, når de står der i baren, sådan tik-tik-tik og hamrer løs og skal have noget på krogen«, griner han.

En anden af mOOnbirds yndlingsfugle er en vogelkop bowerbird, der bruger årevis på at bygge den helt rigtige rede for at tiltrække en hun. Hans drift til at parre sig er imponerende, og han er en stor forfører.

Han samler farverige bær og blomster, pynter op på noget, der ligner en pavillon med farvesorterede svampe, blomster og dyrelorte, for at lokke hende indenfor.

»Han er en imitator og sidder og gemmer sig inde i reden og imiterer fuglefløjt og lyde fra skovens andre dyr. Han kan endda imitere de mejetærskere, der er i gang med at udrydde regnskoven tæt på. Hvis hunnen så synes, det ser fedt ud eller lyder spændende, kommer hun ind og kigger, og så tager det ham et sekund, så er hun befrugtet. Det er jo den stærkeste drift. At bygge op i årevis for det ene korte øjeblik«.

Ligesom sine bevingede venner har mOOnbird også pyntet op i reden i årevis og forsøgt at lokke hunnerne indenfor. Han ved godt, at han er en drømmer, en romantiker fanget i Københavns, til tider, kolde civilisation.

»Engang inviterede jeg en pige op på mit tag og danse. Jeg syntes selv, det var helt rigtigt. Selv om vi ikke havde noget musik, begyndte jeg at danse. Hun blev helt stiv og sagde: »Jeg HADER romantik!«. Jeg blev helt ude af den og vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Lige pludselig slog det mig, at det var ligesom med fuglene. Jeg havde også pustet mig op, for at vi skulle finde hinanden i magespillet«.

Måske er en del af den naturlige forklaring, at Jonatan mOOnbird Bengta faktisk er i familie med romantikeren og eventyreren H.C. Andersen?

»Hvem har fortalt dig det? Hvor pinligt!«, udbryder han på spørgsmålet. Men den er god nok. mOOnbird vender, pludselig lidt blufærdig, siden til og hiver op i sin hue. Og faktisk kan man godt se det på profilen, det lange ansigt, den høje pande, den lidt krogede næse, de begyndende høje tindinger. Hvis man ved det.

»Man kan vel godt sige, at jeg også er lidt bøsset og lever i mit eget fantasiunivers? Måske skal jeg ikke fornægte det«, siger han og forklarer, at hans familie nedstammer fra eventyrdigterens halvsøster.

Robinson Crusoe-drømme
Mens han var på Hawaii, kunne mOOnbird sidde i flere timer og stirre ud på en lille øde ø og fantasere om, hvordan det ville være at være Robinson Crusoe.

Hvor ville han bygge sit hus? Hvordan ville han overleve? Ville han have lyst til at komme tilbage til civilisationen?

»Det er så tæt på, det vilde. Og det er det, mine tropiske distraktioner går ud på. At vi mennesker tror, vi har kontrol over naturen i dag og har puttet den i reservater. Men vi er jo netop ikke herrer over den, for pludselig slår den tilbage, og måske bliver Danmark en opvarmet tropisk regnskov en dag. Men sker det, vil også det være en del af evolutionen«.

Holder halefjeren højt
mOOnbird fortæller endnu en af sine yndlingshistorier om ’det vilde’:

»På en lille ø ved New Zealand i 1960’erne sendte man en mand ud for at passe et fyrtårn. Han tog sin kat med som selskab. Katten blev ved med at komme rendende med nogle mærkelige papegøjelignende fugle, som den fangede i græsset, hvor de løb rundt, fordi de ikke kunne flyve. Manden sendte et eksemplar til zoologisk institut i New Zealand, der telegraferede tilbage, at det her var stort, at de ville komme, og at han endelig ikke må lade katten dræbe flere af denne hidtil ukendte fugl. Hvad de ikke vidste, var, at det var den sidste fugl af sin slags overhovedet. Katten havde udryddet den sårbare fugl, der jo ikke kunne flyve væk, når der pludselig kom sådan en farlig kat udefra«.

»Det er jo både en sørgelig og en opmuntrende historie. Evolutionen pustede den simpelthen i nakken«.

Om evolutionen også en dag puster mOOnbird i nakken, vil tiden vise. Indtil videre synger han med de andre fugle og holder sin halefjer højt.