Der er noget imponerende sejlivet over det danske Melodi Grand Prix.

Siden 1957 er sangkonkurrencen stædigt dukket op på skærmen en gang om året, selv om den er blevet hånet, hængt ud og skubbet til side af yngre tv-tornadoer som ’X Factor’. Og i aften zapper vi derhen igen og indgår et hurtigt væddemål i sofaen, før vi hyler, hepper og græmmer os gennem ni nye sange.

Bagefter sender vi vindersangen ud til en maratondyst mod den østeuropæiske musikmafia og glemmer det hele igen. Medmindre man er inkarneret nørd eller har klæbehjerne, kan man næppe huske ret mange af deltagerne eller bare de ti vindere, der har været, siden Brødrene Olsen tog røven på alle i 2000.

LÆS OGSÅ X Factor-idol er snæver grandprix-favorit

Måske er det netop den korte hukommelse, der er grandprixets sejhed. Måske er det den befriende glæde ved uforpligtende kitsch og ironiske grin, der trækker. Måske er det bare trygheden, der sender et postkort fra en fortid, hvor Melodi Grand Prix i fjernsynet var eneste alternativ til en blund i lænestolen med en tabt Isabella Allende-roman i skødet.

Uanset hvad, er vi der igen i aften, og alt er næsten ved det gamle.

Moderniseret melodifest
Den tidligere ’X Factor’-deltager Jesper Nohrstedt åbner ballet, og selv om han lidt modvilligt bliver trukket ud på provinsdiskotekets dansegulv med fire hårde gulvdunk i takt med tiden, holder han sig inden for genkendelighedens rammer med hårtørrerblæst pop.

Godt nok har Danmarks Radio gennem flere år prøvet at modernisere melodifesten og ladet nye generationer træde op på scenen. Relativt unge sangskrivere skærer melodier til endnu yngre sangere, mens et dommerpanel anført af dj og producer Kenneth Bager skal give det hele en snert af professionel dømmekraft og progressiv kant.

LÆS OGSÅ Sporhund og sexminister skal styre slagerfest

Kunsten er i virkeligheden at undgå radikal fornyelse.

Ikke som sang nr. 2, der som noget helt nyt er diskvalificeret, men i sang nr. 3 og de overrumplende fikse toner fra Aya. Med tilpas skæv stemme og fingerknipsende rytmer skiller hun sig ud fra de faste popskabeloner. Aya rammer lidt ved siden af skiven og lyser derfor op som sin egen.

Storladen lejrbålspop
I den modsatte ende af sanglisten står anonyme Kenneth Potempa og krænger sit hjerte ud i en storladen lejrbålspop med Limahl-krølle i omkvædet, mens Ditte Marie bagefter gemmer sang nr. 5 bag sit lidt for kraftige lån fra Robyns ’Dancing On My Own’.

Og så har vi balladen. En hvinende sød måneskinsduet fra Philip Halloun og Emilia, der søger hen i samme sikre havn, skibet sejlede fra en vis nat. Uden samme kvalitet.

Men lige bagefter vil kaffekopperne klirre desperat på kakkelbordene rundt om i landet, når den tidligere S.O.A.P.-sangerinde Suriya klemmer forvrænget bas ud gennem fjernsynets små højtalere. Den elektroniske dubstep forklædt som pop og som sådan interessant, men helt uden vinderchance.

På sang nr. 8 har Karen Viuff trukket håndbremsen. Trods fint pophåndværk lyder hun som en, der hellere vil kigge på stjerner end sabelhugge toppen af en flaske sejrschampagne, og lige så vigende er det originale i Soluna Samays karakterløse radiopop.

Den minder mest om en sang ud af de millioner i den evige radiosløjfe, der skal dulme sanserne og få dig til at glemme, at du allerede har siddet flere timer i kø på Ringvej 3.

De største vinderchancer
Det hele afsluttes af sangen, jeg vil spå de største vinderchancer. Big Brother-Christian Brøns og svenske Patrik Isaksson har støvet deres hitformular af og i en øm fletning af danske og svenske gloser skrevet en rockpotent popsang med brede guitarflader og arenabrølende omkvæd, alle kan synge med på.

Som alle ni sange (på nær én) overholder de reglen om at søge bred appel, lægge op til et smash i omkvædet og holde produktionen så ufarlig og pæn, at ingen skræmmes væk. De skal være friske, men ikke for friske.

LÆS OGSÅ X Factor-Jesper, S.O.A.P.-Heidi og Big Brother-Christian med i årets grandprix

Heller ikke i år får vi uforglemmelige melodier som ’Dansevisen’ i vores trav hen til kommoden og tilbage igen.

Det kræver nemlig, at man dyrker en sangs egenart.

FACEBOOKBliv ven med Politiken