Hun gør det ikke let for sig selv med det cover.

Den hjemmeklippede kollage med et vampet portræt af Norah Jones i fesne retronuancer får hendes femte album til at ligne en af den slags slidte vinylplader, man kan finde i kasserne hos en marskandiser. Og bladre forbi uden at tænke over det.

LÆS OGSÅ Norah Jones forlader flinkeskolen

Det er ærgerligt. Den charmerende sangerinde har fordomme nok at kæmpe imod, fanget i ingenmandsland mellem letbenet jazz og behagesyg voksenpop, og hendes nye album er faktisk fuldt af overraskelser. Man burde stoppe op, glemme sine forbehold og nærme sig Norah Jones som andet end en kop dampende frugt-te.

De 12 sange på ’... Little Broken Hearts’ transformerer Norah Jones fra mellemfornøjelig til en mere modig sangskriver, der både bliver forløst af DangerMouse, men selv bider fra sig i teksterne. I det lys er coveret naturligvis Norah Jones’ måde at ridse i det altid kønne portræt, give det noget liv. Musikken leverer bare pointen så meget bedre.

Et lille bergmansk drama
Hvis man ikke lige fangede temaet i titlen, gør Norah Jones det klart med albummets venlige, men bestemte åbningshilsen:

»Good morning/ My thoughts on leaving are back on the table«.

Duften af svigt blander sig med det ristede brød, og der er dækket op til et lille bergmansk drama med hænder foldet som tavse bebrejdelser på køkkenbordet, mens en sutskoslæbende guitar og lyse cellostrøg under Jones’ luftige stemme smyger sig helt ind i øret på os med sin ulykke.

LÆS OGSÅ Norah Jones overstiger sine caffelatte-kvaliteter

Isnende bliver det dog aldrig, dertil er stemmen for kælen og de dryppende toner over det cirklende Fender Rhodes for lækre i den disede produktion. Men allerede i den næste skæring, hvor et cool hiphopbeat med små guitarvrid og en bugtende baslinje skaber et af albummets absolutte højdepunkter, viser den ellers så bløde stemme tænder igen:

»You don’t have to tell the truth, ’cause if you do I’ll tell it too«, synger Norah Jones, før hun destillerer den kyniske sandhed om kærlighed, når den ses gennem afskedens tåre: »Well it ain’t easy to stay in love if you can’t tell lies«. Godt nok er de sønderknuste hjerter små, men de har samlet knive op til kampen og simrer af hævnlyst.

En dyb og varm indånding
Norah Jones’ bittersøde sange spændes ud i feltet mellem følsom country, alternativ folk og kan sine steder minde om Aimee Manns sanger-sangskrivning.

Lidt for mange sange slumrer dovent hen og overlader for meget til DangerMouses iscenesættelse, men den er så til gengæld også fornem hele albummet igennem.

LÆS OGSÅ Norah Jones synger søbende følecountry

Musen har styr på tangenterne og skaber en lyd, der føles som en dyb indånding af 1960’ernes varmeste produktioner.

Det er på kanten til at være for designet i sin coolness, men stærkt forførende. Ikke mindst når Norah Jones’ suveræne poptræf og DangerMouses kattesmidige beat går op i en højere enhed som på ’Happy Pills’. Så glemmer man forestillingen om nydeligt pænt lydtapet og tænker ikke mere på det cover.