Lad være med at skabe dig.
Jeg har svært ved at komme i tanke om en sætning, som mere præcist sammenfattede grundstemningen i min opvækst. I skolen skulle man ikke stikke ud. At folk spillede elektrisk guitar, var med i bands eller spillede med i teater, måtte være noget, der fandt sted på en anden planet end planeten Buddinge. Eller i hvert falde nede på villavejene, hvor der nok var højere til lofterne. Vi spillede fodbold, og vi spillede op, og hvis man som jeg i særlig bitre tilfælde ikke kunne lade være med at tude af raseri, når jeg tabte i fodbold, ja, så var der kun én besked fra indre og ydre stemmer: Lad være med at skabe dig.




























