»I’d rather be high«, lyder det på sangen af samme navn fra David Bowies første album i ti år.
Jeg tror, jeg forstår, hvad han mener.
Det har ellers været alt andet end kedeligt at vente på nyt fra rockmusikkens rummand par excellence. Faktisk nåede man slet ikke at opdage, at man ventede, før manden selv tog teten og fejrede sin 66-års fødselsdag 8. januar i år med at sende en ny single på gaden ledsaget af nyheden om, at der ville komme et helt album.
LÆS MERE David Bowie overrumpler hele verden med sit comeback
Det første i ti år. Og en plade, som Bowies trofaste producer Tony Visconti i et interview med BBC kunne forklare, både ville have noget at byde på for folk med hang til classic Bowie, men også for dem, der foretrækker den innovative Bowie. Den sprælske Bowie, den nysgerrige. Shaken, not stirred Bowie.
»Nye retninger«, sagde Visconti.
Men hvor er det, vi skal hen, spørger jeg. Efter en forlænget weekend tilbragt i tilstræbt symbiose med ’The Next Day’, som pladen hedder, er jeg stadig i tvivl.
For som kronen på markedsføringsværket smed Bowie sin nye plade op på iTunes fredag morgen. Her kan man så lytte til den kvit og frit, indtil den udkommer fysisk på mandag i næste uge.
Veludført maskineri
Der er noget urørligt cool over måden, det hele er sket på.
Bare tanken om, at Bowie har indspillet en plade bag ryggen på hele verden, er sært besnærende i en tid, hvor alt ellers har fået for vane at blive delt med alle. Bowie har selv styret tøjlerne, og det virker, som om han har haft en fest med det.
Bowies comeback-single blev udelukket fra hitlisteSom i musikvideoen til andensinglen ’The Stars (Are Out Tonight)’, hvor han legede kispus med berømmelseskultur såvel som sin egen myte, og gjorde det via et visuelt overflødighedshorn, der lovede godt, også selv om sangen rent musikalsk virkede noget speget. Det centrale var, at Bowie virkede legesyg.
Det er musikken desværre ikke.
»Here I am / not quite dying«, synger han ellers med stor iver på titelnummeret. En påstand, det er svært at argumentere imod. For Bowie anno 2013 er i høj grad i live, og han synger for eksempel stadig absolut forrygende.
Ikonisk David Bowie-plade runder de 40Men jeg har stadig lyst til at finde en tyk, rød pen frem og skrive show it, don’t tell it! henover store dele af ’The Next Day’. Vis, at du ikke er ved at dø, i stedet for at synge det!
En sang som ’The Stars (Are Out Tonight)’ er et glimrende eksempel på hvad det er, der gør ’The Next Day’ til en veludført, men også lidt ligegyldig plade.
Maskinen er velsmurt, men åh, mekanik er så usexet.
Fyrtårnet i Berlin
Resultatet er en forbløffende straight rockplade, der – når den er bedst – lægger sig i forlængelse af Bowies forrige album ’Heathen’ fra 2002, der udmærkede sig ved en nærmest majestætisk ro.
Den var ofte nærmest vægtløs.
KRONIKREDAKTØR Da jeg var Bowie under hypnose
En karakteristik, som det i sagens natur er svært at imødekomme, når man spiller rockmusik, men som Bowie har mestret i mange år. Den har nu trange kår på ’The Next Day’, som buldrer af sted fra titelnummerets første anslag – på ’If You Can See Me’ går der ren U2 i den. Ud af min Bowie-plade, Bono!
Nej, det er albummets mere eftertænksomme og afdæmpede øjeblikke, der trækker stikket hjem.
Som albummets ukrænkelige fyrtårn, den mesterlige ’Where Are We Now?’ som med en helt usårlig blanding af vemod, nostalgi og et ukueligt melodisk overskud inviterer sin lytter med som blind passagerer i Bowies eget baghoved, imens han vandrer omkring i sit gamle Berlin og lufter fortidens spøgelser. »A man lost in time / near KaDeWe / just walking the dead«.
Kun Bowie kunne skrive den sang.
Og det er en følelse, man burde sidde tilbage med lidt oftere, når nu manden selv er vendt tilbage med så store armbevægelser.
fortsæt med at læse
