I ti år er sporadiske gæsteoptrædener det eneste, man har hørt fra David Bowie.
Netop som man så småt havde indstillet sig på, at han nok havde sluttet sig til pensionisterne, bryder Bowie tavsheden med sangen ’Where Are We Now?’ og nyheden om et album til marts.
Producer er Bowies gamle makker Tony Visconti. Ganske som tilfældet var, da Bowie sidst lod høre fra sig på det mesterlige ’Heathen’ i 2002 og på det noget mindre essentielle ’Reality’ i 2003.
LÆS OGSÅ David Bowie udgiver nyt for første gang i ti år
At dømme efter ’Where Are We Now?’ har ’The Next Day’ gode muligheder for at blive en prægnant udgivelse.
’Where Are We Now?’ er en melankolsk sang. Sprød og følsom i sit blik tilbage på Bowies legendariske berlinerdage.
Stednavnene er Potsdamer Platz, Nürnberger Strasse og Bösebrücke, hvor østberlinere som helte for en dag strømmede over 9. november 1989.
Enkelt og smukt
Hvem synger?
Måske »A man lost in time near KaDeWe« med det lidt fortabte spørgsmål ’Where Are We Now?’ Tiden gør stemmer, hud og minder tynde og sårbare.
På Tony Ouslers video går en mand tur med hunden, men det er noget andet, Bowie går tur med.
»Just walking the dead«.
Man når en alder, hvor man lufter minderne og sine døde med det ene ben i fortidens rendesten. Musikken med dens bund af følsomt murrende keyboards og spinkle mur af guitar, piano og trommer har den samme tyndhudede dobbelthed af sårbart nærvær og nostalgisk tilbageblik.
LÆS OGSÅ 'Ziggy Stardust' er glamrockpladen over dem alle
Men sangen hedder jo ’Where Are We Now?’, og efter det berlinske tilbageblik ender vi, hvor vi hele tiden har været. I nutiden, hvor de nu ældede ansigter er et stykke tidsrelateret installationskunst, og hvor forankringen som altid er i det bogstavelig talt elementære.
»As long as there’s sun«, synger Bowie med dæmpet vokal og fortsætter: ’Så længe der er regn, så længe der er ild, så længe der er mig, så længe der er dig’.
Så enkelt kan det siges. Så smukt kan det gøres.
fortsæt med at læse
