Det er de færreste, der får lov at opleve karrieren blomstre på ny efter at have rundet de 60 år.

Men Patricia Lee Smith på 65 er også noget for sig. Og det har hun for så vidt alle dage været. Der er bare endnu flere, der ved det nu end for lidt over to år siden, da Patti Smith udsendte sine memoirer, ’Just Kids’.

Bogen handler om hendes unge år som sulten kunstnerspire i New York, hvor hun levede sammen med sin elsker og ven, fotografen Robert Mapplethorpe.

LÆS ANMELDELSEPunklegende vrider armen om på ryggen af lytteren

Bogen har i skrivende stund solgt et sted mellem fire og fem tusind eksemplarer i sin danske oversættelse, og den har katapulteret Patti Smith fra poetisk punkikon til prisbelønnet forfatter med en bred skare af nye læsere i sit følge.

En broget flok, der både tæller jævnaldrende, der selv husker de spæde 1970’ere, men også yngre læsere som jeg selv, der gennem Smiths lille bog ikke alene har fået et nærmest eventyrligt indblik i en verden af i forgårs.

Vi har også fået et ranglet forbillede, vi kan suge styrke fra.

Det er okay at tvivle
For i en tid, hvor uddannelsessystemet kræver, at ungdommen er målrettet, fokuseret og karriere-minded allerede fra midt i folkeskolen, har det været befriende og berusende at læse om inderlig og oprigtig tvivl hos et voksent menneske i en fortættet søgen efter sit kunstneriske kald.

Patti Smith har lært os, at det er okay at tvivle. Og hendes beskrivelser af hendes nysgerrige søgen efter den rigtige måde at bruge sin stemme på har gjort hende selv til en særdeles vægtig én af slagsen.

LÆS ARTIKELRocklegende mindes Amy Winehouse med sang

Og det er derfor, nye læsere – og dermed formentlig også nye lyttere – har fundet vej til Patti Smith. Med ’Just Kids’ har den ikoniske drengepige fra coveret af debutpladen ’Horses’ (1975) fået en ny stemme. Lyden af en klog kone, generøs med både visdom og varme.

»Jeg holder meget af min bog og var glad for at kunne skrive om Robert Mapplethorpe til folk. Men det er også en lettelse at være tilbage i the present tense«, siger hun med et skævt smil som en slags markering af, at fortiden trods alt er bag os.

Også idoler skal dø en dag
Hun er iført jeans og T-shirt. En rummelig blazer hænger over de slanke skuldre, og fødderne er solidt plantet på det mondæne Londonhotel i et par solidt udtrådte sorte støvler, hvor flappen ligger slapt ud over skaftet som tungen på en død hund. Håndtrykket er fast som blikket i de smalle, rolige øjne.

Men som hun sidder der i sin dybe stol, er der også klare tegn på porøs alderdom i hendes tynde krop.

Det kan godt give et lille stik i maven at få livets forgængelighed smækket op i fjæset på den måde. Også idoler skal dø en dag. Men det er samtidig hele pointen med Patti Smith og hendes forbilleder. At døden ikke er en dør, der lukkes for evigt.

I ’Just Kids’ var det Robert Mapplethorpe, der fik lov at leve videre. Og en vigtig bestanddel af hendes lyrik er hilsner til en række af hendes egne forbilleder, som hun genbesøger via sin musik.

Som da hun i 2009 rejste til Moskva med sit band for at besøge gravstedet for Mikhail Bulgakov, den russiske forfatter, der i 1967 skrev romanen ’Mesteren og Margarita’. I den er Banga navnet på Pontius Pilatus’ hund, og den begejstrede Smith i en sådan grad, at hun opkaldte sit 11. studiealbum efter den.

»Jeg var enormt fascineret af den hund«, smiler hun. »Den sidder ved siden af Pontius Pilatus i over 2.000 år, imens han venter på, at han skal tale med Jesus. Jeg tænkte: »Det er en loyal hund! Han har fortjent en sang«, siger hun.

For Patti Smith hænger poesi og rockmusik uløseligt sammen. Og har gjort det siden det forløsende øjeblik i 1971, da hun for første gang optrådte med en digtoplæsning tilsat vennen Lenny Kayes guitarskurren. Hun gik ofte til digtoplæsninger, men syntes, de tit var ret kedelige. Og det inspirerede hende til at gribe det anderledes an.

»Jeg fandt det virkelig forfriskende. Det føltes virkelig kraftfuldt at lade rock og poesi mødes på den måde«.

Afdøde idoler
Patti Smith tog sammensmeltningen mellem rock og poesi med sig på sit debutalbum ’Horses’, der udkom i 1975.

Her var sangen ’Land’ baseret på et hyldestdigt til Jimi Hendrix, ligesom ’Break It Up’ var dedikeret til Smiths ligeledes afdøde helt Jim Morrison. ’Birdland’ var en tribut til den spillevende Peter Reich, søn af psykiater og psykoanalytiker Wilhelm Reich. For der er ingen krav om, at hendes forbilleder skal være døde. Hun skal bare have noget at sige til dem.

LÆS OGSÅ Patti Smith kan synge en profetisk storm direkte ind i hjertekulen

»Jeg skriver af respekt – som en form for mindeord. Sådan har det altid været. De her poeter er mine muser! Hvis jeg levede for mange tusinde år siden, ville jeg sikkert skrive sange til Apollo og folk som ham«, siger hun, inden hun lynhurtigt retter sig selv med en gnæggende latter. »Altså, ikke folk, men guder som ham. Undskyld, Apollo!«.

Et digt til Amy Winehouse
På ’Banga’ begyndte sangen ’This Is The Girl’ som et digt til Amy Winehouse, der døde sidste sommer i en alder af 27. Patti Smith kendte ikke Amy personligt, men holdt meget af måden, den unge sangerinde fortolkede musikken fra Pattis egen ungdom på.

»Men som en, der er gammel nok til at være hendes mor, var jeg også meget bekymret over hendes livsstil, fordi det så ud til, at den ville destruere den smukke gave, hendes stemme var. Og det var jo sådan, det gik«.

Resultatet er en blid og stille sang, der står i skarp kontrast til den selvdestruktivitet, Patti Smith ser som den altafgørende forskel på sig selv og en sangerinde som Winehouse. For Patti tog en beslutning, da hun var i sine 20’ere.

Hun ville overleve. Modsat mange af sine nærmeste og modsat Amy. For hvor Winehouse brugte sjusserne og stofferne til at ødelægge sig selv, har Patti altid brugt sit arbejde til at komme igennem svære tider.

»Da min mand døde, da min bror døde, og da Robert (Mapplethorpe, red.) døde, havde jeg ikke lyst til at tage sovepiller og udslette mig selv fuldstændig. Jeg havde brug for at komme igennem de oplevelser og samtidig holde fast i mit klarsyn. Jeg skulle jo passe på mine børn, og jeg havde simpelthen for meget ansvar til at svælge i min egen sorg«, forklarer hun. »Jeg kan godt lide livet, og jeg holder af at arbejde. At se sej ud og være selvdestruktiv gør dig ikke til noget særligt«.

En trofast stemme
Patti Smith har altid set arbejde som en uadskillelig del af sit liv. Fra hun som 16-årig fik job i en boghandel i New York, til hun blev rockpoet på fuld tid, da hun var 29, gik hun på arbejde hver dag.

»Det fik mig ikke til at føle mig mindre som kunstner. Ligesom det at få børn ikke fik mig til at føle mig mindre som kunstner. Eller det at blive gift og gå hjemme og skrubbe gulve fik mig til at føle mig mindre som kunstner. Jeg stod stadig op hver morgen, læste og skrev og arbejdede. Det er ikke din livsstil der afgør, om du er kunstner«.

Patti Smith fik hug for at trække sig tilbage fra rampelyset for at blive husmor, da hun i 1980 giftede sig med MC5-guitaristen Fred ’Sonic’ Smith og flyttede med ham til Detroit. De fik to børn, og Patti Smith vendte ryggen til musikken, indtil hun i 1988 udgav comebackalbummet ’Dream of Life’.

Mod på at ændre verden
Siden da har hun været et fast element i amerikansk rockmusik. Som en trofast stemme, man altid kan regne med. Hun har spillet sammen med vennen Lenny Kaye i over 40 år nu, ligesom trommeslager Jay Dee Daugherty har været med siden ’Horses’.

Og hun gør da også en dyd ud af at fremhæve sine medmusikeres rolle, når det kommer til sangskrivningen. Ifølge hende selv er hun kun i stand til at spille et par akkorder på en guitar, og derfor er ’Banga’ også et album præget af bandet.

Bassisten Tony Shanahan har således skrevet de mere melodiske numre som ’Maria’, ’This Is The Girl’, Nikolai Gogol-hyldesten ’April Fool’ og ’Amerigo’, imens Lenny Kaye og Patti selv står bag de mere episke og udknaldede numre som ’Fuji-San’ skrevet til Japan efter jordskælvet og ’Constantine’s Dream’, som er tilegnet Frans af Assisi og maleren Piero della Francesca, som Patti studerede indgående under en rejse til Arezzo i Toscana med netop det formål.

Også de hører til blandt hendes muser, forklarer hun, der selv kendetegner sit nye album som »et eventyrlystent barn med et åbent sind … og mod på at ændre verden«.

FACEBOOKBliv ven med Politiken