Patti Smith lever af den nære kontakt til publikum. Er den der ikke, er Patti Smith der heller ikke. Og da hendes band også var fraværende til mandagens koncert, måtte det gå helt galt.
Derfor var det allerede et skidt tegn, at balkonens sidepladser var tæt pakket, mens der var pænt med plads nede på gulvet, da Patti Smith trådte ind i Falconer Salens atmosfæreløse rum.
Knæene er nok ikke, hvad de har været hos den gråhårede del af kernepublikummet, og dem, der trak op til scenen, for at høre, hvad den kloge kragekvinde havde at sige, gjorde heller ikke meget væsen af sig.
De skuttede sig mageligt i mørket med et glas vin eller en fadøl, mens en ellers smilende Patti Smith kæmpede med at komme ud over scenekanten og få gang i den kemiske blanding af eufori og forstand, der er hendes signatur.
LÆS OGSÅ Patti Smith har stadig hjertet fuld af punkrock og et stemmebånd svøbt i saltsyre
Falconer Salens rungende lyd var ualmindelig lav, bandet sjoskede gennem både ’April Fool’ og ’Kimberly’, og kampgejsten var helt fraværende, da Patti Smith ellers havde kylet sin hue væk og under ’Privilege’ bedende sang: 'Set me free'.
Urkraften er stadig intakt
Der var ingen, der slap tøjlerne eller satte nogen fri denne matte mandag aften, der var ingen forbindelse til publikum og koncerten kom sig aldrig over den katastrofale start.
Patti Smith, hendes faste wingman Lenny Kaye og resten af bandet fik ellers rusket op i nakken på sig selv undervejs. Der føg et par gnister fra ’Beneath The Southern Cross’,
Smith skreg sig hæst ind på livet af ’Banga’ og med en velkendt salve fik Smith til sidst endelig væggene til at skælve et øjeblik. Først under frihedens hyl på ’Because The Night’ og til sidste med en uimodståelig version af ’Gloria: In Excelsis Deo’.
Patti Smith kan synge en profetisk storm direkte ind i hjertekulenMen der var hun også nået til ekstranumrene. Her fik ’Dead City’ stemningen til at klaske sammen igen, før ’Rock N Roll Nigger’ mindede alle om, at den 66-årige Patti Smith med knyttede næver stadig har en urkraft af energi gemt i det skælmske blik under det tjavsede hår.
Ni milliarder tragedier i verden
Intensiteten kom i for få og for korte glimt i løbet af de små to timer. Måske er problemet, at Patti Smith har pacificeret sit publikum ved at påtage sig rollen som den rebelske poet, der fodrer folk med indsigt. Altid på udkig efter uretfærdighed, i kronisk oprør mod magthaverne.
Der blev automatjublet, så snart ypperstepræstinden sang en lille sang med sympati for Edward Snowden, eller da hun skældte den danske regering ud over rovdriften på naturen i Grønland.
Selv begejstringen for Christiania og forbindelsen til Sods blev afspillet endnu engang, men det fulgte bare skabelonen og var nærmest rituel mekanik på linje med risalamande og kirsebærsovs juleaften.
Ubalancen mellem Patti Smith skepsis over for magten og en lige så ukritisk som magelig menighed blev udstillet, da en fra publikum råbte om Trayvon Martin, for hvad synes Patti Smith om dén sag?
Her var Patti Smith kvik nok til at spørge tilbage: »Hvad synes du selv«, hvorefter hun ikke kunne lade være med at droppe et par kyniske visdomsord, der fastholdt rollefordelingen: den livskloge kvinde gav de passive tilhørere lidt sandhed:
»Det er en sørgelig tragedie, og dem er der 9 milliarder af her på jorden«.
Fortsætter kampen for en bedre verden
Det er svært at bevare den anti-autoritære glød, når man selv for længst er en herskende autoritet. Det er svært at være i opposition, nå man sidder med magten.
Det dilemma har Patti Smith kæmpet med i mange år, hvor hun er blevet kanoniseret som poetisk punkpioner, sangskriver og forfatter. Det er længe siden, at hun selv var en af de udstødte, de marginaliserede, de anderledes.
Det er længe siden, Patti Smith var en rock’n’roll nigger.
LÆS OGSÅ Patti Smith vinder popmusikkens nobelpris
Men selv om hun i dag er en del af New Yorks ældre kunstaristokrati, fortsætter hun kampen for minoriteter, hvilket trods alle de overvintrede rutiner aftvinger en vis respekt. Men mandag aften i Falconer kæmpede hun ikke engang.
Og det var mere komisk end poetisk, da hun på et tidspunkt sagde:
»Jeg er her slet ikke, jeg sidder ude på Christiania«.
Jo tak, fraværet var totalt.
I en tidligere version af denne anmeldelse stod koncerten til at være bedømt til tre hjerter. Det korrekte antal er to. Vi beklager fejlen.
fortsæt med at læse
