Patti Smith og hendes trofaste guitarist Lenny Kaye har om eftermiddagen 1. juli lige åbnet årets Roskildefestival med en mindehøjtidelighed for dem, der døde i 2000.
LÆS OGSÅ
Med sin sjældne evne til at fremmane store følelser med en shamans værdighed er Patti Smith som skabt til rollen som bestyrer af en af rockens mere alvorlige ceremonier. Menneskemængden bevæges.
Røde roser til minde om rockens faldne kastes ud til publikum.
Kort tid efter sidder en halv snes musikjournalister backstage og venter på Patti Smith. Da hun og Lenny Kaye kommer afslappet daskende, udvikler det hele sig overraskende hurtigt til noget, der ikke minder særlig meget om et sobert pressemøde.
Patti Smith og Lenny Kaye står lige foran os med to akustiske guitarer. Få øjeblikke efter sidder vi og synger med på ’Because the Night’, som gjaldt det livet.
Patti Smith kan kunsten at synge en profetisk storm direkte ind i hjertekulen på sine tilhørere. En power, jeg allerede mærkede på hendes debutalbum ’Horses’, som stadig er mit favoritalbum.
35 år efter rammer det hver evig eneste gang en rå, blottet nerve. Så selv om jeg normalt ikke er en stor heltedyrker og ikke har mange nostalgiske ben i kroppen, så er dette et stort øjeblik.
Og så er det ikke engang pga. musikken, jeg er her. Årsagen er Patti Smiths selvbiografi ’Just Kids’ om hendes forhold til fotografen Robert Mapplethorpe.
En bog, hun har arbejdet på i ti år. Som har fået fantastiske anmeldelser i hjemlandet.
Patti Smith blev den store rockstjerne, som foranstaltede et himmelsk og jordisk ægteskab mellem punk og poesi, indtil hun pludselig forsvandt ind i rollen som husmor i Detroit.
Hvorpå hun mange år senere efter sin mands død i 1994 vendte tilbage til rockscenen som dens nu vindblæste, tidløse sibylle. Robert Mapplethorpe blev den berømte newyorkerfotograf, som blev endnu mere berømt, da han døde af aids.
Kunstnerne som unge hvalpe
’Just Kids’ fortæller om en tid, hvor to begavede og optændte unge mennesker begejstret forslugte sig på kunsten, storbyen og hinanden, men endnu ikke anede, i hvilken retning deres talenter ville føre dem.
Patti Smith ankom til New York midt i 60’erne med sin rørlige formue på 32 dollar og Rimbauds’ digtsamling ’Illuminationer’ i lommen og hovedet fuldt af Blake og Baudelaire, af Dylan, Dylan Thomas og Thomas Wolfe.
I New York mødte hun den unge student og kunstnerspire Robert Mapplethorpe. Han kom fra velstående kår og syretrippede. Hun sov på gaden, arbejdede i en boghandel om dagen, hvor de mødtes.
Først i ånden og i kødet. Senere kun i ånden. Mapplethorpe kom gradvis i kontakt med sin homoseksualitet. Penge havde de som regel ikke. Han trak. Hun stjal i butikker, når hun ikke kunne få arbejde. Hun var det mest intense, han havde mødt.
»Hvis ikke hun havde opdaget kunstens verden, ville hun være endt på den lukkede. Men hun havde en masse magi i sig«, er han citeret for.
Kort efter at Patti Smith har stillet guitaren til side, sidder vi ved siden af hinanden på en hvid træbænk under grønt sjællandsk løv.
Så tæt, at jeg kan se hvert eneste hår, der vokser på hendes overlæbe, tælle pletterne i hendes muntert-dybe indianerøjne og se, hvor næsten rastafarisk sammenfiltret hendes brune gråsprængte hår er blevet.
’Sex & The City’ er gået sporløst hen over Patti Smith. Det er ånden, der tæller. Ånden, der vandrer og kan springe mere end 40 år tilbage i tiden.
»Jeg kan godt skrive en anelse journalistisk, når jeg skal placere ting i en historisk kontekst«, fortæller Patti Smith om arbejdet med ’Just Kids’. For en forfatter, der hidtil har været kendt for sine højtflyvende digte, er ’Just Kids’ overraskende enkel i sin skønhed.
En historie, som i høj grad handler om tiden før berømmelsen. Dengang den senere så berømte fotograf var mest optaget af at lave smykker. Dengang rockstjernen troede, at hun skulle være maler eller måske digter.
Et afgørende skridt ud i lyset blev taget, da parret i 1969 indlogerede sig på Chelsea Hotel. Som det sig hør og bør for ægte bohemer i New York. Beatpoeterne boede der.
Tit sad Patti Smith i hotellets lobby i håb om at få et glimt af de residerende beatpoeter Allen Ginsberg og Gregory Corso. Engang prøvede Allen Ginsberg at score hende.
