Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Kærlighed. Kernen i Patti Smith og Robert Mapplethorpes forhold var en tro på hinanden og den kendsgerning, at de udviklede sig sammen som kunstnere, fortæller Patti Smith i forbindelse med den bog, hun har udgivet om deres venskab. Arkivfoto: Jan Grarup

Kærlighed. Kernen i Patti Smith og Robert Mapplethorpes forhold var en tro på hinanden og den kendsgerning, at de udviklede sig sammen som kunstnere, fortæller Patti Smith i forbindelse med den bog, hun har udgivet om deres venskab. Arkivfoto: Jan Grarup

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Patti Smith kan synge en profetisk storm direkte ind i hjertekulen

I sidste uge vandt Patti Smith National Book Award for bogen 'Just Kids'.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Patti Smith og hendes trofaste guitarist Lenny Kaye har om eftermiddagen 1. juli lige åbnet årets Roskildefestival med en mindehøjtidelighed for dem, der døde i 2000.

LÆS OGSÅ

Med sin sjældne evne til at fremmane store følelser med en shamans værdighed er Patti Smith som skabt til rollen som bestyrer af en af rockens mere alvorlige ceremonier. Menneskemængden bevæges.

Røde roser til minde om rockens faldne kastes ud til publikum.

Kort tid efter sidder en halv snes musikjournalister backstage og venter på Patti Smith. Da hun og Lenny Kaye kommer afslappet daskende, udvikler det hele sig overraskende hurtigt til noget, der ikke minder særlig meget om et sobert pressemøde.

Patti Smith og Lenny Kaye står lige foran os med to akustiske guitarer. Få øjeblikke efter sidder vi og synger med på ’Because the Night’, som gjaldt det livet.

Patti Smith kan kunsten at synge en profetisk storm direkte ind i hjertekulen på sine tilhørere. En power, jeg allerede mærkede på hendes debutalbum ’Horses’, som stadig er mit favoritalbum.

35 år efter rammer det hver evig eneste gang en rå, blottet nerve. Så selv om jeg normalt ikke er en stor heltedyrker og ikke har mange nostalgiske ben i kroppen, så er dette et stort øjeblik.

Og så er det ikke engang pga. musikken, jeg er her. Årsagen er Patti Smiths selvbiografi ’Just Kids’ om hendes forhold til fotografen Robert Mapplethorpe.

En bog, hun har arbejdet på i ti år. Som har fået fantastiske anmeldelser i hjemlandet.

Patti Smith blev den store rockstjerne, som foranstaltede et himmelsk og jordisk ægteskab mellem punk og poesi, indtil hun pludselig forsvandt ind i rollen som husmor i Detroit.

Hvorpå hun mange år senere efter sin mands død i 1994 vendte tilbage til rockscenen som dens nu vindblæste, tidløse sibylle. Robert Mapplethorpe blev den berømte newyorkerfotograf, som blev endnu mere berømt, da han døde af aids.

Kunstnerne som unge hvalpe
’Just Kids’ fortæller om en tid, hvor to begavede og optændte unge mennesker begejstret forslugte sig på kunsten, storbyen og hinanden, men endnu ikke anede, i hvilken retning deres talenter ville føre dem.

Patti Smith ankom til New York midt i 60’erne med sin rørlige formue på 32 dollar og Rimbauds’ digtsamling ’Illuminationer’ i lommen og hovedet fuldt af Blake og Baudelaire, af Dylan, Dylan Thomas og Thomas Wolfe.

I New York mødte hun den unge student og kunstnerspire Robert Mapplethorpe. Han kom fra velstående kår og syretrippede. Hun sov på gaden, arbejdede i en boghandel om dagen, hvor de mødtes.

Først i ånden og i kødet. Senere kun i ånden. Mapplethorpe kom gradvis i kontakt med sin homoseksualitet. Penge havde de som regel ikke. Han trak. Hun stjal i butikker, når hun ikke kunne få arbejde. Hun var det mest intense, han havde mødt.

»Hvis ikke hun havde opdaget kunstens verden, ville hun være endt på den lukkede. Men hun havde en masse magi i sig«, er han citeret for.

Kort efter at Patti Smith har stillet guitaren til side, sidder vi ved siden af hinanden på en hvid træbænk under grønt sjællandsk løv.

Så tæt, at jeg kan se hvert eneste hår, der vokser på hendes overlæbe, tælle pletterne i hendes muntert-dybe indianerøjne og se, hvor næsten rastafarisk sammenfiltret hendes brune gråsprængte hår er blevet.

’Sex & The City’ er gået sporløst hen over Patti Smith. Det er ånden, der tæller. Ånden, der vandrer og kan springe mere end 40 år tilbage i tiden.

»Jeg kan godt skrive en anelse journalistisk, når jeg skal placere ting i en historisk kontekst«, fortæller Patti Smith om arbejdet med ’Just Kids’. For en forfatter, der hidtil har været kendt for sine højtflyvende digte, er ’Just Kids’ overraskende enkel i sin skønhed.

En historie, som i høj grad handler om tiden før berømmelsen. Dengang den senere så berømte fotograf var mest optaget af at lave smykker. Dengang rockstjernen troede, at hun skulle være maler eller måske digter.

Et afgørende skridt ud i lyset blev taget, da parret i 1969 indlogerede sig på Chelsea Hotel. Som det sig hør og bør for ægte bohemer i New York. Beatpoeterne boede der.

Tit sad Patti Smith i hotellets lobby i håb om at få et glimt af de residerende beatpoeter Allen Ginsberg og Gregory Corso. Engang prøvede Allen Ginsberg at score hende.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Han troede, hun var en mand. Hun ser nu også ret cool ud i hvid skjorte, slips og den sorte jakke slængt bag over skulderen på coveret af ’Horses’. Fotografen? Det var selvfølgelig Robert Mapplethorpe.

Op på hesten
Patti Smith vakte efterhånden opsigt med sine ildnende digtrecitationer i St. Marks Church, men tanken om at koble lyrikken med rockmusikken krævede nogle puf i ryggen.

Via en længere gæsteoptræden hos Television endte hun sammen med de musikere, der kom til at udgøre Patti Smith Group og udføre den unikke power, hun har beskrevet som »tre akkorders rock fusioneret med ordets magt«.

»Jeg blev selvfølgelig nødt til at placere det i en historisk ramme, når jeg skrev om vores band, men jeg havde ingen ambitioner om at skrive bandets historie eller om æraen på CBGB’s (berømt spillested i N.Y., red.). Det var kun for at give et indtryk af, hvilken atmosfære omslaget til ’Horses’ blev født ud fra. Jeg måtte finde en ny stemme til bogen. Jeg skriver normalt ret formelt. Det skyldes nok, at jeg har læst så mange klassikere, men til ’Just Kids’ måtte jeg finde mere uformelle stemmer. Da først jeg nåede dertil, hvor vi flyttede ind på Chelsea Hotel, fandt jeg en mere upbeat tone i bogen, fordi vores liv på det tidspunkt forandrede sig og blev mere offentligt«.

Det er jo mytologisk stof for mange, men du formår at gøre det til en historie om to helt unge mennesker med en glubende appetit på livet?

»Jeg mødte Robert, da jeg var 20, og jeg indspillede ikke ’Horses’, før jeg var 25. Så der gik nogen tid. På det tidspunkt tænkte jeg overhovedet ikke på at skulle lave plader. Jeg ville være kunstner. Jeg ville skrive en klassiker. Jeg ville skrive en bog som ’Pinocchio’ eller ’Alice i Eventyrland’. Jeg skrev digte og læste Rimbaud. Jeg skænkede det ikke en tanke at spille i et rock’n’roll-band. Robert drømte om at lave installationer som Marcel Duchamp«, husker Patti Smith, der i bogen fortæller, hvordan det var hende, der skubbede Mapplethorpe i retning af fotografiet.

»Vi vidste begge to, at vi gerne ville være kunstnere, men vores stier skiltes på en måde, vi ikke havde forestillet os. Vi gennemlevede de år uden penge. Uden meget at spise og ofte uden nogen som helst form for opmuntring og opbakning, ud over den vi gav hinanden. Men vi troede på vores vision, og vi gav ikke op«.

Kan du beskrive, hvad du følte, da det for første gang gik op for dig, at du nu var sanger i et rock’n’roll-band og at det var dér, det rykkede?

»Nok da vi indspillede ’Horses’ og jeg sang linjen »Jesus died for somebody’s sins but not mine«. Som jeg havde skrevet som 21-årig i subwayen på vej til arbejde. Nu stod jeg i Electric Ladyland-studiet, hvor Jimi Hendrix havde indspillet, og det var allerede et historisk sted. Så forstod jeg pludselig, at vi var i gang med noget vigtigt, og jeg følte mig meget privilegeret«.

Kærlighedens sommer
»Jeg mødte jo Robert i Summer of Love. Det var en eksplosiv tid i Amerika. En bevidsthedsudvidende tid. Stoffer var meget mere tilgængelige. Folk gik på opdagelse. De gik hjemmefra. Ungdomskulturen var meget stærk. Det var i den atmosfære, vi mødte hinanden«.

Det bliver ofte beskrevet som en lys og åben tid, men din beskrivelse er mere sammensat?

»Det var også en farlig tid. Man behøvede bare at overvære en Grateful Dead-koncert. Folk havde det skønt. De dansede, de følte sig frie og smed tøjet. Men nogle fik en overdosis. Det var livet i et mikrokosmos. Sådan er det at være opdagelsesrejsende. Nogle får hæder og ære. Andre fejler og dør i forsøget. Det var også en tid med voldsomt politisk opbrud. Vietnamkrigen var i fuldt sving. Tusinder af unge mennesker blev dræbt. Hundredtusinder blev lemlæstet og fik voldsomme psykiske mén. Det var politisk tumultarisk, men det var også samtidig en tid med en voldsom udladning af kunstnerisk energi. Fra de abstrakte ekspressionister sidst i 50’erne blev det til popkunst og så selvfølgelig musikken. The Animals, Bob Dylan, Rolling Stones og senere Neil Young. Beatpoeterne som Allen Ginsberg ledte os på vej. 50’erne blødte ind i 60’erne og skabte 70’erne«, siger Patti Smith.



»Det var tre forrygende tiår at vokse op i, og det var præcis, hvad jeg gjorde«, konstaterer Patti Smith, der som rockens sibylle har trukket kraftigt på beatgenerationens vokale, strømmende lyrik. Ikke mindst Allen Ginsbergs store digte ’Howl’ og ’Kaddish’.

Den kraftfulde fornemmelse af ånd og sjæl, som gennemstrømmer alt, hvad du laver, har du altid haft den?

»Jeg har haft smukke forældre og søskende. Vi var en ret rodet familie. Jeg fik bibelundervisning. Vi tilhørte ikke en bestemt kirke, men der var megen tro og energi i vores familie. Vi var ret fattige, men min mor var optimistisk og lærte os at få det bedste ud af tingene. Hun mindede os altid om, at uanset hvor dårligt det gik, så var der altid folk overalt i verden, som kendte til virkelig lidelse. Sådan noget kan hurtigt blive til en kliché, men det var noget, hun efterlevede. Jeg har på en måde selv levet ud fra det. Når jeg har oplevet modgang, har jeg lige taget en dyb indånding og mindet mig selv om de gaver, jeg har fået, og om, hvor hårdt andre har det. Selv er jeg en meget dårlig husmor, men min mor gav os god ånd«, siger Patti Smith og smiler.

»Jeg kan huske, da hun engang sendte mig et brev med én dollar i. Folk grinede ad det. Men i 1967 kunne en dollar købe 4 pakker cigaretter – hun var selv rigtig storryger! Eller købe to liter mælk og et brød. Så en dollar betød noget. Som servitrice tjente hun 4 dollar i drikkepenge på en rigtig god aften. Så det var en fjerdedel, hun sendte mig«, husker Patti Smith.

Måske var hendes mors nøjsomhed med til at skaffe Patti Smith helskindet igennem livet på Chelsea Hotel, hvor så mange gik til grunde i sprut og stoffer.

Ingen af delene blev i nævneværdigt omfang en del af hendes liv. Hun havde for travlt med at skrive og udtrykke sig og skrabe sammen til dagen og vejen.

Patti og Robert blev på en måde hinandens kreative rusmiddel.

»Jeg synes, det er helt fantastisk, at bogen udkommer på flere sprog. Det er en bog, jeg har arbejdet så hårdt på! Nogle af mine digte har været oversat til andre sprog, men når man kun er vant til at skrive digte, er man slet ikke forberedt på den varme velkomst og den store interesse, en ’rigtig’ bog kan blive modtaget med! Bogen har fået en vidunderlig modtagelse, og jeg ved, at Robert ville have været virkelig lykkelig over det«.

De bærbare guder

Og det lyder ikke, som om hun bare spekulerer. De døde spiller en stor og levende rolle i Patti Smiths liv og bærbare panteon. Hun har sin helt egen kunstneriske shintoreligion, hvor de døde kunstnere som åndelige forfædre lever videre.

Når hun er på rejse, opsøger hun deres grave, som var de helligsteder. Hun siger selv, at hun har direkte adgang til de døde i sin omgangskreds.

Når hun er på turne med sit band, lyder den stående joke, at Historiens vogtere snart selv vil blive belønnet med at få lov til at indtræde i Historien.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

LÆS OGSÅ De døde har mange måder at leve videre på. Mapplethorpe er gået skridtet videre. Som sommerens koncert på Roskilde Festival beviser, er Patti Smith stadig iblandt de endog særdeles levende. Da du og Robert forlod hinanden som kærester, forblev I tæt knyttede som venner. Hvordan gjorde I det?»Vi elskede hinanden. Vi havde nogle gange andre forhold, som var meget fysiske og nydelsesrige. Men det gennemlevede vi. Vi kom til at kede os og fandt hinanden igen på den anden side. Robert og jeg havde et vidunderligt fysisk forhold sammen, men kernen i vores forhold var vores tro på hinanden og den kendsgerning, at vi udviklede os som kunstnere sammen. Det, vi havde sammen, var for dyrebart til, at vi havde lyst til at opgive det«. »Vi følte os begge to forstørret af den anden. Vi havde en intens opfattelse af hinandens værker. Vi var ikke på udkik efter smiger. Det kan man få alle steder. Men at få ros fra en, man opfatter som sin lige, er det mest tilfredsstillende, der findes. Han følte ikke, at en ting var færdig, før jeg havde set den. Det var ikke noget, vi havde lyst til at opgive. Jeg har stadig ikke opgivet det. Han er stadig hos mig«, konstaterer hun. Arbejdet med at skrive ’Just Kids’ har ikke gjort vennens tilstedeværelse mindre levende. »Nogle gange var det et behageligt arbejde, fordi jeg fremmanede Robert så klart, at det næsten var som at gå ved siden af ham på byens gader. Jeg fokuserede så meget på ham, da jeg sad og læste mine gamle dagbøger og vores gamle breve. Jeg så på fotografier, huskede tilbage på alle disse øjeblikke. Nogle af dem var smertefulde, fordi jeg savnede ham så meget. Nogle af dem bare betydningsmættede«. »Det var som at sidde sammen med ham, som jeg nu sidder her med dig. Jeg havde egentlig lovet ham, at jeg ville skrive bogen om os, før han døde. Det fik jeg ikke gjort. Så mange svære ting skete for mig i mit liv, efter at jeg havde afgivet mit løfte. Men jeg er så glad for, at jeg nu har fået det gjort. Jeg har altid vidst, at jeg ville holde, hvad jeg lovede, men jeg anede ikke, at der skulle gå så lang tid«, siger hun og smiler stille, mens hun kniber øjnene sammen i den skrå eftermiddagssol.










På en lille hvid bænk, der et øjeblik står stille i verden.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • 
    Folkemødet åbner. Statsminister Lars Løkke Rasmussen holder tale. Winni Grosbøll Borgmester. 
Christian Falsnæs performenskunstner får publikum sat i gang.

    Du lytter til Politiken

    14. juni: Kommer der snart en regering? Nååå nej... der er Folkemøde!
    14. juni: Kommer der snart en regering? Nååå nej... der er Folkemøde!

    Henter…

    Kristian Madsen og Amalie Kestler udpeger ugens vigtigste politiske begivenheder. Om regeringsdannelse og om Toga Vinstue. Og møder de politikere, som ellers burde bruge tiden på at danne en regering. Samt en der gik, og en der kom.

  • Du lytter til Politiken

    13. juni: Folkemøde - Hey, Danmark? Vi skal lige ha' en snak...
    13. juni: Folkemøde - Hey, Danmark? Vi skal lige ha' en snak...

    Henter…

    I dag begynder fire dage med Folkemøde på Bornholm - uden den slags debatter, der normalt vækker de store følelser. På Folkemødet diskuterer man De Store Ting. Alt det, som det organiserede Danmark synes er væsentligt at snakke om. Men hvad er dét så?

Forsiden