Annonce
Annonce
Annonce
Musik

Bent Fabricius-Bjerre: »Jeg aner ikke, hvordan det er at være gammel«

Vi forsøgte at holde trit med landets nok travleste 88-årige, der i aften modtager en Æresbodil.

Gem til liste

Blå bog

Bent Fabricius-Bjerre
Direktør og komponist. Født 1924 på Frederiksberg. Uddannet pianist fra musikkonservatoriet i 1946.

Oprettede i 1950 selskabet Metronome, som han solgte i 1996. Siden har han virket som komponist og pianist.

Fik i 1962 sit internationale gennembrud med melodien ?Alley Cat?, som oprindelig blev skrevet til hans egen tv-udsendelse ?Omkring et flygel?.

Filmmusikalsk brød Bent Fabricius-Bjerre igennem med 'Poeten og Lillemor' i 1959, fulgt op af 'Forelsket i København', 'Bjergkøbing Grand Prix' og Olsen-banden. Har skrevet musik til en lang række tv-serier, bl.a. 'Matador' og kendingsmelodier til 'Jeopardy' og 'Go'morgen Danmark'. Han har også skrevet musik til musicalen 'Esther' (1988) med tekst af Paul Hammerich og balletmusik til fire eventyr af H.C. Andersen for Det Kgl. Teater.

Gift 1. gang 1948 med Harriet Dessau (død 1975). Gift 2. gang med Anne Fabricius-Bjerre i 1977 og tredje gang i 2005 med Camilla Padilla Arndt. Han blev i 2009 kåret som årets verdensdansker af Danes Worldwide, og i 2012 modtog han Wilhelm Hansen Fondens ærespris.

Det er koldt. Med Bent Fabricius-Bjerres ord er det faktisk »skidekoldt«, den fredag formiddag han kaster bandbussen, en personbil af mærket Volvo med et stort bagagerum, ind på parkeringspladsen foran de gamle lagerbygninger i Njalsgade.

For ham har dagen allerede været i gang længe. Tidligt i morges var han ude at ride i Dyrehaven sammen med sin yngste søn.

Og om en times tid går turen videre til Messecenter Herning, hvor han sammen med trioen De Græd både fredag og lørdag skal spille til gallashowet ’Hest og Rytter’, hvor temaet i år er figurer fra ’Matador’ og Olsen-banden. Der er bare lige et par numre, der skal spilles igennem i øvelokalet først.

Hvilket alt sammen lyder meget tilforladeligt. For et ungt talent på vej frem i livet. Men Bent Fabricius-Bjerre er 88 år. Et faktum, han tilsyneladende har overset i farten.

Trioen har han spillet med siden årtusindeskiftet. Dengang var de ti år yngre end ham. Til sammen. Han var til gengæld 76 år og tog på sin første turné nogensinde. Hele sidste efterår var de af sted igen, og jobbet i Herning i weekenden hører bare til blandt »de småting«, Fabricius-Bjerre med egne ord går og laver for tiden.

LÆS OGSÅBent Fabricius Bjerre hyldes af filmjournalisterne

»I øjeblikket har jeg sådan lidt en ... hvileperiode«, som han siger.

Hvilket i det fabriciuske univers betyder, at han er på kontoret alle ugens dage, har kalenderen fuld af håndskrevne arrangementer og aftaler, spiller tennis fire gange om ugen, rider hver fredag og er i gang med at genskrive musikken til den norske film ’Bjergkøbing Grand Prix’.

Det er nemlig så længe siden, han skrev den første gang, at den blev indspillet i mono. I mellemtiden er noderne blevet væk, så musikken skal skrives helt forfra.

At skulle interviewe Bent Fabricius-Bjerre er ligesom at interviewe et helt århundrede. Selv synes han, at hans liv har været »udramatisk«. Og egentlig ikke så fandens interessant at snakke om.

Måske fordi tilværelsen hele tiden byder på så mange nye muligheder, man kan fortabe sig i, at der slet ikke er tid til at lægge sig til rette i fortællingen om sig selv. At sætte sig ned og forsøge at stirre ind i Bent Fabricius-Bjerre giver derfor ikke den store mening. Man er nødt til at gå med ham ud i verden, for det er der, det hele foregår for ham.

Det stemmer ikke
»Det er ligesom New York, ikke«, griner han, da vi dukker os for at træde ind ad en rusten bagdør og tager trappen op.

Han puster varm luft ned i hænderne og stepper lidt fra det ene ben til det andet for at få varmen, da vi har forceret et virvar af vareelevatorer, smalle vindeltrapper og nedrivningsegnede altaner for at nå frem til øvelokalet oppe under taget.

Bent Fabricius-Bjerre slår sig ned ved det elektriske klaver, tæller »1-2-3-4« og vipper med hovedet i takt til temaet fra Olsen-banden, mens hænderne finder vej hen over tangenterne. Der går et par minutter. Så stopper han og vender sig halvt om i stolen.

»Det stemmer ikke«, siger han.

»Kender du Alicia Keys«, spørger trioens guitarist, David Springborg.

»Hvorfor?«.

»Det er hendes klaver, du spiller på. De har samplet det, så det er hendes lyd, der ligger i det«.

symfonien.  Med cirka alt på sit lange cv er Bent Fabricius-Bjerre stadig en smule ærgerlig over, at han ikke har tålmodighed til at skrive en symfoni. Foto: Martin Lehmann»Men det stemmer jo ikke«, svarer Fabricius-Bjerre.

»Det må du tale med hende om«, griner David Springborg og fortsætter med at brygge espresso på maskinen i hjørnet af det lille øvelokale.

De fire musikere fortsætter igennem ’Alley Cat’, som indbragte Fabricius-Bjerre både et internationalt gennembrud og en Grammy tilbage i 1962 under kunstnernavnet Bent Fabric. Og det er faktisk stadig svært at bevare sit dårlige humør gennem de to et halvt minut, instrumentalnummeret varer.

»Hold kæft, hvor vi kan!«, udbryder komponisten, da melodien klinger ud.

Til sidst skal de lige repetere ’Jukebox’, som Bent Fabricius-Bjerre lavede sammen med Remee og Infernal i 2004. Og nu er det pianisten selv, der ikke kan sidde stille i stolen, men må op og stå og dunke lidt med hovedet og vippe i knæene under omkvædet.

Lastet med stativer og instrumenter bevæger de fire musikere sig ned gennem labyrinten af trapper, altaner og elevatorer. Snakker om, hvem der skal køre, og hvornår de skal spise frokost undervejs til Herning. Så drager de af. Snakkende og grinende. Mens man selv står tilbage og ville ønske, man også kunne tage på turné med et eller andet.

En kedelig mulighed
Nogle dage forinden kommer Bent Fabricius-Bjerre ned ad trapperne til kælderrestauranten i den ejendom i Nyhavn, han selv ejer og har sit kontor i. I nypudsede sorte støvletter, grå cowboybukser, en tynd dunjakke og et klart blågrønt blik.

De mange års slid på stemmebåndene har gjort den landskendte stemme lidt hæs, hørelsen bliver hjulpet på vej af et høreapparat, men bortset fra det er det for gangs skyld ikke en tom kliche at påstå, at årene er gået relativt ubemærket hen over den slanke og lidt drengede skikkelse, der stadig er propfuld af latter.

»Jeg aner ikke, hvordan det er at være gammel, selv om det snart er min alder, jeg er mest berømt for. Årene betyder ikke noget særligt hos mig. Jeg synes heller ikke, at jeg har en enorm erfaring, selv om jeg har levet så længe«, siger han, da han har slået sig ned ved bordet og bestilt fiskefileter uden kartofler til.

Bent Fabricius-Bjerre er en mand, der rejser med en meget let bagage. Han har ingen fotoalbum eller scrapbøger og gemmer hverken sine noder eller sine gamle grammofonplader.

LÆS OGSÅ'Matador's musikalske far får flot hæder

I stedet har han konsekvent smidt alt væk for ikke at risikere at læne sig op ad fortiden. Det eneste, han bærer med sig, er det, der kan være i hukommelsen.

Hans mor blev 104 år. I år fejrer hans storesøster 90-års fødselsdag. Og selv synes Bent Fabricius-Bjerre, at det lyder som en »kedelig mulighed« at lade sig pensionere. I mange år har han omgivet sig med mennesker, der var yngre end ham selv – ikke kun i sit arbejdsliv.

Jeg sidder ikke og falder hen, vel. Der sker jo hele tiden noget nyt

Bent Fabricius-Bjerre

Via sine tre ægteskaber har han haft hjemmeboende børn og stedbørn i mere end 60 år. Og har indtil for ganske nylig måttet indrette sine ferier efter børnenes skoleferie, fordi han for snart 10 år siden giftede sig med den 40 år yngre Camilla Arndt.

»Men nu er også Camillas børn flyttet hjemmefra, så nu er jeg altså barnløs. Jeg har haft hjemmeboende børn, siden jeg var 23 år. Men de har sgu været søde alle sammen«.

I 2004 gjorde pophittet ’Jukebox’ Bent Fabricius-Bjerre landskendt blandt endnu en generation af danskere. Og dem, han ikke fangede der, nåede han formentlig med sin rolle i filmen ’Klovn’, hvor han spiller sig selv.

Med den tilføjelse, at han på lærredet også driver et luksusbordel i forbindelse med Skanderborg Festivalen, der kun holder åbent én aften om året. Og de, der hverken nåede det ene eller det andet, kan opleve ham til sommer, hvor den danske dj Kato netop har inviteret ham med til Grøn Koncert.

Eller som han selv siger:

»Jeg sidder ikke og falder hen, vel. Der sker jo hele tiden noget nyt«.

Negermusikken
Bent Fabricius-Bjerre er født ind i den akademiske middelklasse på Frederiksberg og var den første i familien, der ikke tog en universitetsuddannelse. I stuen på Dalgas Boulevard optog et brunt Blüthner-flygel det meste af pladsen sammen med nogle tunge chesterfieldmøbler.

Og til torsdagens familiemiddag hos farfaren spillede Bents far og hans søskende klaver, kontrabas og fløjte. Med Bent Fabricius-Bjerres ord var de »musikalske på blokfløjteniveau«, og selv fik han klaverundervisning fra 5-års alderen.

Det var, da han fik en Fats Waller-plade til sin 13-års fødselsdag, at jazzen fik fat i ham. Musikken var ukompliceret og »kørte bare derudad«. Og så havde jazzpianisten et swing, som gjorde, at han »spillede i trefjerdedelstakt i stedet for i punkterede ottendedele«.

Bent stod forrest i billetkøen, da Fats Waller i 1937 gav koncert i Odd Fellow Palæet. Han fik en god plads fremme i salen, og her sad han så og vippede med knæet og drømte om selv at blive jazzpianist, hvilket lå temmelig langt fra det medicinstudium, hans far havde tiltænkt ham.

For i de kredse, hvor Fabricius-Bjerre voksede op, var jazzmusik provokerende og blev kaldt for ’negermusik’.

LÆS OGSÅAqua-Søren og Bent Fabric skriver ventetone

Som teenager havde han selv et orkester sammen med brødrene Campbell, der var sorte. De øvede hjemme hos Bent, hvor hans mor serverede hjemmebagte boller i pausen. Og selv om Fabricius-Bjerre synes, han voksede op i »et frit og liberalt hjem«, blev Campbell-brødrenes tekopper alligevel vasket op i separat opvaskevand.

Skolen interesserede ham ikke. Så han fik sin søster til at underskrive sine fraværssedler og brugte i stedet dagene på at spille klaver i KB-Hallen og hænge ud på Jack’s Sodafountain i Studiestræde, hvor de solgte Coca-Cola , der ellers var forbudt i Danmark af sundhedshensyn.

Da Danmark blev besat i 1940, var Bent Fabricius-Bjerre stadig mere interesseret i musik end i verdenssituationen og spillede hele sommeren jazzmusik med sit orkester på et hotel i Tisvildeleje. Her mødte han sin første kone, Harriet, hvilket hendes familie nok gerne have undgået. For:

»Der var store klasseforskelle dengang, og musikere sorterede sammen med frisører og tjenere«.

Efter rådslagning i Bents egen familie af professorer, direktører og civilingeniører blev det besluttet, at han kunne få lov at blive musiker. Men kun, hvis han gik på Musikkonservatoriet. Her blev han presset ned i stramme, klassiske rammer, for jazzmusik var noget, der hørte hjemme på værtshusene.

»Engang da jeg sad og øvede mig på en fed boogie-woogie, bad rektor mig lade være med at spille jazz på konservatoriets flygler. Det ødelagde instrumenterne, sagde han«.

Han griner.

»Det er sgu utroligt, ikke?«.

Muzak og fabrik
Konservatoriet var ikke rigtig nok for svigerfamilien, der gerne så, at Fabricius-Bjerre fik et borgerligt erhverv. Så han blev konsulent på et musikforlag, hvor han fik lov at kalde sig salgschef, selv om han egentlig sad og spillede noder igennem fra de engelske forlag for direktøren og diskuterede, hvad de skulle købe.

Siden begyndte han også at producere Leo Mathiesens og Svend Asmussens musik, som forlaget indspillede på grammofonplader.

I 1950 startede Fabricius-Bjerre selv grammofonselskabet Metronome, som senere udvidede med filmproduktion, biografer og tv. Og har siden været mindst lige så meget forretningsmand som musiker.

Det var også ham, der siden var ved at sætte sit gode navn over styr ved at udstyre Børge Olsens Irma-forretninger – og siden resten af landets butikker – med muzak, der skulle stimulere købelysten.

I løbet af et par år havde Metronome over 2.000 abonnenter tilsluttet deres musiknet, og over en million mennesker kom dagligt i kontakt med den samme muzak i indkøbscentre, ventesale og lufthavne.

En givtig og enkel forretning for Metronome, indtil der blev dannet en forening med det formål at få udryddet muzakken, som man kaldte musikforurening. Og så blev der slukket for muzakken.

LÆS OGSÅBent Fabricius-Bjerre: »Klovn er ikke porno«

»Set i bakspejlet var vi nok for dygtige med vores markedsføring«, siger han.

»Det blev for meget til sidst. Man kunne dårligt opholde sig et sted, hvor der ikke blev spillet den samme musik«.

Sideløbende lavede Bent Fabricius-Bjerre musikprogrammer i DR. Eksempelvis udsendelsen ’Omkring et flygel’, hvilket også var en udmærket forretningsmodel. Her inviterede og promoverede han nemlig de kunstnere, han selv udgav plader med – til irritation for resten af branchen.

Det betød blandt andet, at landets to grammofonpladefabrikker nægtede at trykke Metronomes plader. Men som han siger:

»Så byggede vi bare en selv«.

Det tog ham kun en halv time at skrive programmets kendingsmelodi. I øvrigt under navnet Frank Bjørn, fordi han syntes, det var pinligt, at han blev krediteret som både vært, tilrettelægger og komponist i rulleteksterne.

Det var den melodi, der i 1962 blev udgivet i USA under navnet ’Alley Cat’ og skaffede ham både en Grammy og et internationalt gennembrud.

En af de kunstnere, han både udgav på plade og hev med i tv, var den engelske sangerinde Petula Clark, der i 1960’erne hittede på de amerikanske hitlister med nummeret ’Downtown’.

Jeg er sådan set også ligeglad med eliten

Bent Fabricius-Bjerre

Under optagelsen af udsendelsen stod han ved siden af hende i teknikerrummet og hørte en indspilning, de lige havde lavet. Og opdagede pludselig, at han holdt hende i hånden.

Næste dag afleverede han hende i lufthavnen med et kys på kinden og var »helt tom indeni«, da hun forsvandt bag paskontrollen.

»Det var svært at vende hjem til familien. De daglige oplevelser med børnene blev trivielle, og arbejdet på Metronome havde heller ikke min store interesse. Det var voldsomt det par år, det stod på, men jeg må rose min daværende kone for, at hun tog det pænt. Vi havde fire børn på det tidspunkt, så det blev ikke til andet end en romance«.

»Yes, yes«, tilføjer han. Hvilket man efter nogle timer i hans selskab ved skal oversættes til, at nu må vi videre.

»Det sker jo for os alle sammen. Det har du sikkert også været igennem«, siger han så og vender opmærksomheden mod resten af sin fiskefilet.

Har Bent fået ny kæreste?
Tirsdag morgen er – som de fleste morgner i Bent Fabricius-Bjerres liv – tennismorgen. »Du skal holde med os«, beordrer han og peger på mig med sin ketsjer, inden han tager opstilling i shorts og pullover sammen med Eddie Skoller i den ene ende af banen.

For det godt nok utrænede øje ser han ud til at nå imponerende mange bolde i løbet af den næste times tid.

»Det er fandeme godt spillet, ’Bimme’«, råber Eddie Skoller.

Han er en af de 5-6 mennesker, der har skriftlig tilladelse til at kalde Bent Fabricius-Bjerre for ’Bimme’. Et kælenavn, en af hans steddøtre gav ham for mange år siden.

LÆS OGSÅEddie Skoller: »Jeg er her endnu«

Nogen kalder tennis for en gentlemansport. Og luften flyder da også med »godt spillet«, »synd« og »godt taget« på kryds og tværs mellem de fire gråsprængte herrer, der udgør morgenens double.

»Har han været ude i går«, spørger Fabricius-Bjerre fornøjet sin makker, da bolden et par gange i træk går i nettet på den anden side af banen. Det går godt. Rigtig godt. I hvert fald i første sæt. Eller som Eddie Skoller siger:

»Så god er han altså ikke ellers. Men når der er kvindeligt publikum, så kører det«.

Så vender heldet. Så meget, at Eddie Skoller begynder at svede og må smide den blå sweatshirt med et ’Skoller i Tivoli ’94’ trykt på ryggen. Og de ender med at tabe med to sæt ud af tre.

HIK’s baner er et af overklassens befærdede steder sådan en morgenstund. Hallens træner kommer forbi og spørger, om »Bent har fået ny kæreste igen«, siden der er en tilskuer på bænken i dag.

Og på vej ud støder vi ind i Mikael Bertelsen fra Radio24syv, der er vært ved lørdag aftens bodiluddeling, hvor Bent Fabricius-Bjerre skal modtage sin æresstatuette.

De taler lidt om ’Bjergkøbing Grand Prix’, og hvor langt hans indslag på lørdag skal være, inden Mikael Bertelsen klapper komponisten på skulderen. »Vi ses«, siger han. Og tilføjer med sin sædvanlige blide uforskammethed: »Du må lige holde dig oprejst – i hvert fald indtil på lørdag«.

Der er ikke tid til at vente
I 1996 solgte Bent Fabricius-Bjerre Metronome. Og tog som 72-årig med sit barnebarn Miver på surfferie i Australien og sov i ugevis i et gammelt folkevognsrugbrød. Mest for at komme væk fra det vakuum, der opstår, når man forlader et firma, man har drevet i 45 år.

»Jeg tænkte, at jeg kunne gøre overgangen blødere ved at tage på en udlandsrejse. Men Metronome var ikke mit livsværk, så derfor var det ikke følelsesmæssigt at skille sig af med det«.

Hvad betragter du så som dit livsværk?

»Mit liv«.

Og hvordan er det gået med det?

»Jamen, det er gået meget godt«.

Måske også, fordi tvivl aldrig har været den store spiller i Fabricius-Bjerres tilværelse. Han er mere drevet af utålmodighed end af perfektionisme – både som musiker og som forretningsmand.

Da han i sin tid købte sig ind i det nu hedengangne Scala, traf han beslutningen på et øjeblik over telefonen. Og når han skal lave musik, følger han som regel også sin første indskydelse.

»Det bliver ikke bedre af, at man går og vender det. Jeg træffer beslutninger hurtigt, for så er det ude af sindet. Følelsesmæssigt er jeg næsten altid med det samme klar over, hvad jeg vil. Der er nok nogen, der synes, det går lidt hurtigt, men der er ikke tid til at vente«.

sort  og hvidt. Som teenager havde Bent Fabricius-Bjerre et jazzorkester sammen med brødrene Campbell, der var sorte. De øvede hjemme hos Bent, og selv om han voksede op i »et frit og liberalt hjem«, vaskede hans mor brødrenes tekopper op i separat opvaskevand. Foto: Martin LehmannDet var efter salget af Metronome, at Bent Fabricius-Bjerre begyndte at spille musik igen. Egentlig ikke, fordi han savnede det. Men fordi han havde underskrevet en konkurrenceklausul om, at han ikke måtte lave noget i den branche, han forlod.

Hvilket vil sige stort set hele underholdningsbranchen. Men han måtte gerne spille og komponere.

»Og så tog jeg på turne med De Græd. Men musikken var ikke noget, jeg længtes efter. Jeg har altid skrevet musik på bestilling, ikke fordi jeg havde en indre trang til at udtrykke mig. Det er stykke arbejde, der skal leveres til en bestemt tid og til et særligt formål«.

Så man kan måske kalde din musik for brugskunst?

»Det kommer an på, hvordan man definerer kunst. For mig er man kunstner, hvis man formidler en oplevelse, tanke eller sindsstemning til andre«.

Men hvad er så forskellen på underholdning og kunst?

»Underholdning er noget, der kommer og forsvinder igen. Man er underholdt, mens det står på, og når det er væk, har man ikke noget. Men det, der har en blivende værdi, er kunst. Erik Balling var en stor kunstner, for Olsen-banden kan du vende tilbage til. Jørgen Leths film om Andy Warhol, der spiser en burger, holder de næste 1.000 år. Mens en film som ’Klovn’ er sjov, harmløs og grænseoverskridende underholdning. Den tror jeg sgu ikke, folk griner af om 1.000 år«.

Selv mener han aldrig, at han har været folkelig, selv om han har skrevet musikken til mange folkelige succeser.

»Det er jo takket være Erik Balling, som jeg begyndte at samarbejde med, da jeg lavede musik til ’Poeten og Lillemor’ i 1959. Og så blev jeg jo bare hængende og var i mange år huskomponist for Nordisk Film. Jeg er slet ikke folkelig som Grethe Sønck eller Kim Larsen. Men jeg er heller ikke intellektuel«.

LÆS OGSÅBent Fabric bag nye dut i telefonen

Men hvis du hverken er folkelig eller elitær, hvad er du så?

»Det ved jeg sgu ikke«, klukker han.

»Jeg har vel haft et heldigt øre for samklang, ikke«.

»Og så har jeg været meget opmærksom på, hvad musikken skal bruges til. Digteren Jørgen Gustava Brandt har skrevet en salme, der hedder ’Tænk at livet koster livet’. Det er en verdslig salme, men den er alligevel dybt religiøs følelsesmæssigt. Hvis du forstår, hvad jeg mener«, siger han og tjekker med blikket, om pointen er blevet registreret på den anden side af bordet.

Men der blev sat musik til, som ikke kunne synges. Så digteren bad Fabricius-Bjerre om at skrive en ny melodi.

»Nogle gange tænker komponisten mere på sin melodi end på, at den skal bruges. Du kender godt de sange, der på et tidspunkt går så højt op, at halvdelen falder fra. ’I østen stiger solen op’ for eksempel. Man skal passe på, at melodien ikke løber af med en. Så jeg lavede bevidst en meget enkel melodi«.

»Og nu bliver den salme sunget«.

Der bliver stille lidt.

»Fik du noget ud af dét«, spørger han så.

Det ville jeg sgu gerne have lavet
Efter sin tennisaftale når Fabricius-Bjerre lige et par timer på kontoret i Nyhavn, inden han skal mødes med et tv-hold derhjemme for at lave en reklame for teaterkoncerten ’Jukebox’, der i maj spiller et udvalg af komponistens enorme bagkatalog i Tivoli.

Det er tre måneder siden, at han og Camilla Arndt solgte deres villa på Hambros Allé i Hellerup og rykkede til et mindre hus i nærheden. Den ene halvdel af underetagen er skærmet af med plastik og vrimler med håndværkere, der skal bygge et nyt køkken.

Der bliver stillet lamper og kameraer op ved Steinway-flyglet i spisestuen, mens hovedpersonen leder efter sin iPad og skifter sin pullover ud med en nystrøget hvid skjorte, der passer bedre til konceptet.

Så slår han sig ned på klaverbænken ved flyglet og får på syv-otte måder budt velkommen til ’Jukebox’ i Glassalen i Tivoli, inden kameraholdet er tilfredse og pakker sammen.

»Der er vel heller ikke mere, jeg kan gøre for dig?«, siger han, da vi sidder ved spisebordet med iPaden imellem os og kigger på de to plakater for teaterkoncerten, han snart skal vælge imellem.

Næh, det er der vel ikke. Det skulle da lige være, om der er et eller andet, den 88-årige komponist stadig går og drømmer om at få gjort. Med cirka alt på sit flere meter lange cv er han egentlig kun en lille smule ærgerlig over, at han ikke kan tage sig sammen til skrive en symfoni, der kunne skaffe ham anerkendelse hos et nyt publikum.

Engang da jeg sad og øvede mig på en fed boogie-woogie, bad rektor mig lade være med at spille jazz på konservatoriets flygler. Det ødelagde instrumenterne, sagde han

Bent Fabricius-Bjerre

Det rev i hvert fald lidt i forfængeligheden, da han for nogen tid siden læste, at jazzpianisten Carsten Dahl havde skrevet symfonien ’The Fifth Dimension’.

»Han er en fremragende jazzpianist og har ikke skrevet klassisk musik før. Det havde taget ham seks uger at skrive den under en dyb depression. Men jeg har ikke motivationen til det«.

Men sådan en ville du også gerne have skrevet?

»Ja, det ville jeg sgu gerne have lavet, ikke? Og pludselig blive anerkendt af en helt anden gruppe mennesker. Det kunne være meget sjovt at vise, at det kan man også«.

Men det har du det ikke dårligt nok til?

»Nej, jeg er ikke deprimeret nok. Sådan én springer jo ud af en enorm trang til at komme ud med et eller andet. Og det tager så lang tid, hvis man ikke er rutineret – jeg har ikke tålmodig til det«.

Ligeglad med eliten

Vi sidder lidt.

»Jeg har fået både anerkendelse og udfordringer, og så kan man ikke rigtig nå mere. Medmindre man altså for at tækkes eliten gerne vil til at skrive symfonier«.

Han smiler.

»Men på den anden side: Jeg er sådan set også ligeglad med eliten«.

»Yes, yes«, tilføjer han så, nærmest for sig selv.

LÆS OGSÅBent Fabric er stadig let til bens

Hvad går dit liv ud på nu om dage?

»Det tænker jeg ikke på. Gør du«, spørger han og retter blikket tværs over bordet.

Inden han selv besvarer spørgsmålet med en lille hæs latter.

»Det kan jo være ligegyldigt, ikke?«.

»Man er her bare«.

PolitikenPlus
  • Ilt Fuck genbrug, fuck el-biler, fuck energibesparende fucking el-pærer! Medmindre uddannede, omsorgsfulde mennesker som os holder op med at lave børn, så er verden totalt fucking fucked.

    Pluspris 80 kr. Alm. pris 130 kr. Køb
  • Brahms & Sjostakovitj Den franske violinvirtuos Renaud Capucon er solist i Brahms' romantiske Violinkoncert. Sjostakovitjs 1. Symfoni er et af historiens mest overlegne debutværker, skrevet af et nyskabende og flabet geni.

    Pluspris fra 128 kr. Alm. pris fra 180 kr. Køb
  • Favntag En storbykomedie om håb, tab og frihed.

    Pluspris 80 kr. Alm. pris 195 kr. Køb
  • Asteroiden Oplev den internationale teaterfestival Asteroiden i den hyggelige natur på spidsen af Refshaleøen.

    Pluspris 225 kr. Alm. pris 300 kr. Køb
  • Anne-Cathrine Riebnitzsky Erotiske noveller, global kamp for demokrati og tolkning på russisk. Den forfatteruddannede Anne-Cathrine Riebnitzsky har været genremæssigt vidt omkring inden hun i 2013 fik De Gyldne Laurbær.

    Pluspris 156 kr. Alm. pris 195 kr. Køb