Oppe for enden af trappen står en mand med fremstrakt hånd. Jeg har stive ben, fordi regnen har sølet mine bukser til gennem en lang cykeltur, og jeg når at tørre regndråberne væk fra det ene brilleglas tilstrækkeligt til, at jeg kan se, at manden bærer borgmesterkæde til omkring navlehøjde, og at han har tænkt sig at hilse på hver enkelt af os. Velkommen hertil«, siger han og griber om min hånd med begge sine. Jeg må ligne en lokal skatteyder, og faktisk er jeg her under falske forudsætninger, for det er kun kommunens ældre over 65, der er inviteret. Ikke folk på 51 fra Frederiksberg.
Bag borgmesteren, inde i den enorme sal i Gentofte Rådhus, og jeg kan skimte det over hans venstre skulder, sidder der allerede knap 300 pensionister og venter. Kaffen er gået rundt én gang, det bløde brød venter i kulissen. Ligesom Eddie Skoller.
