Fem mænd med hver sit batteri af flasker i favnen. Hiphophistorien på 5 minutter, fra KRS One til Eminem, spillet på flaskerne som panfløjter. Eller ’pantfløjter’, som en veloplagt Per Vers kaldte dem, mens han satte sig i hjørnet og overlod scenen til Bottle Boys.
De kan bookes til ethvert arrangement som et festligt indslag. Og det havde den danske rapper gjort her til sin release-koncert i Pumpehuset for sit nye album ’DNA’.
LÆS OGSÅ Lykke Li's blødende hjerte kan ikke mærkes på overdådigt album
»Det her er den privatfest, jeg altid har drømt om at holde«, sagde landets flinkeste rapper, mens han festede som en af vore egne.
Per Uldal, som er navnet bag aliasset, slog sit navn fast som uovervindelig kamphund i freestyle-konkurrencer, men fik sit gennembrud som hverdagspoet på de to soloalbum ’Vers 1.0’ og ’Ego’, hvor han forholder sig 1:1 til sit eget middelklasseliv.
Et liv med problemer som kaffebrygning og ufrivillig abort. Selvoplevede knæk, som de fleste kender dem. Han gør det med en ligefrem lyrik, fattig på fremmedord, men rig på rytmisk metrik. Når han er bedst.
DNA: Forudsigeligt og anstændigt
Det er han ikke på ’DNA’, hvor han er trådt et skridt tilbage som en antropolog, der forholder sig til evolutionen, kulturkristen etik og samfundets strukturelle overgreb på den lille mand. Det er et opråb om næstekærlighed og tolerance, men leveret så anstændigt og forudsigeligt, at det minder om en annonce i Samvirke.
Hør blot denne linje i ’Det var midt i julenat’, hvor Jesus genopstår som hjemløs i København og søger ly i et herberg: »Desværre, vi tager ikke imod udlændinge – kun lokale gamle kendinge«. Som en partisang til et SF, der er fanget i ideologiske klicheer.
Endnu mere tilbageskuende bliver det på det mærkværdige nummer ’Tre breve’, hvor han sigter mod noget så bedaget som Irakkrigen: »Og jeg tror ikke der ville være en eneste soldat/ her omkring, hvis Irak ikke var en oliestat«. Eller »Bush tabte valget men blev præsident alligevel«. Det er uoriginalt skrevet, som en kalkering af en nyhedsartikel fra november 2000.
Serien af banale humanistiske standpunkter er lang, og rimene er ofte overraskende svage fra en rapper, der ellers fik Dan Turèll Prisen i 2013. Til gengæld demonstrerer han sit velkendte potente flow, sproglige punch og mikroskopiske nærvær, når han vender tilbage til det private rum på albummets to bedste numre, ’Gennem væggen’ og ’Afskyelige snemand’.
Forvirret flab langer ud efter Rihanna, Gaga og Katy PerryHer leverer den svenske producer DJ Large også de bedste instrumentalspor, især på den sidste, hvor det lykkes at få Curtis Stigers’ sax og Elton Johns klaver til at mødes under et krast beat.
Releasekoncert: Fællesdans og freestyle
Der er to dominerende spor i dansk hiphop. I den ene lejr pisser man på alle for at pisse territoriet af. I den anden tisser man på brættet og joker om, at kæresten bliver sur. Per Vers tilhører den sidste og er bedst som observatør i en konkret verden, hvor hans humor og sproglige tæft kan forvandle privatliv til fællesskab. Og gøre en torsdag til festdag.
Som i Pumpehuset, hvor hans fysiske tilstedeværelse overskyggede klicheerne i de nye sange. Som når han freestylede mod sin egen hånd på åbningsnummeret ’Big Bang’ eller spillede luftpik på scenen til ’Gokkejern’. Og så er han bare en utrolig dygtig live-rapper, der ligger tungt og skridsikkert på hver en stavelse, mens en hidsig finger udpeger rytmikken i syntaksen.
LÆS OGSÅ Nyt album fra Leth, Toksvig og Simpson er en milepæl i spoken word-genren
Til en releasekoncert er det nye materiale i sagens natur ukendt for publikum, og det var da også klassikere som ’Ironman’, ’Englefjæs’ og ’Black Power’, som den selvironiske Per Vers kaldte »mit eneste hit«, der fik salen og scenen til at smelte sammen i fællesdans. Og når han flere gange freestylede over indfald og tilfældige ord fra publikum, var vi vidne til en mester i aktion, som performede situationistisk kunst.
»Det her er ikke nogen blues/ Det er en sejrssang for det Pumpehus«, lød det fra en lykkelig Per Vers.
Det var i hvert fald et godt comeback i forhold til det skuffende album.
fortsæt med at læse
