Sjældent har hjerte rimet så konsekvent på smerte som på svenske Lykke Lis tredje album ’I Never Learn’.
Det er jo klassisk stof i popmusikken, og en klassisk tilgang er også, hvad Lykke Li og hendes faste producer, Björn Yttling, har valgt at tage udgangspunkt i sammen med den amerikanske producer Greg Kurstin på albummet, der er produceret ’hjemme’ i Californien.
Hvis popkærlighed skal gøre ondt som en lussing og være så smækkert som et kys, er det logisk at tage udgangspunkt i Phil Spectors gamle produktion af ’He Kissed Me and it Felt Like a Kiss’ med The Ronettes.
Hjertet har hovedrollen
Spectors mur-af-lyd er idealet for ’I Never Learn’ med dets svulmende og bragende flotte rumfornemmelse.
Her kan det knuste hjerte slå sine smertefulde slag i grandiose omgivelser. Og det gør det.
Der er næppe en sang på ’I Never Learn’, hvor det stakkels blå og bulede hjerte ikke har hovedrollen.
Går catwalk som designersmerte
Men ved at træde så målbevidst ind i 60’ernes tradition begiver Lykke Li sig også ind på et absolut kitsch-mineret territorium.
Lykke Lis andet album, ’Wounded Rhymes’, med bl.a. ’I Follow Rivers’ var i 2011 intet mindre end et moderne popmesterværk.
Lige så smukt og iørefaldende, som det var uforudsigeligt og gribende i sin gennemført personlige udfoldelse, opfyldte det alle de store løfter fra den purunge sangerindes nu efterhånden seks år gamle debutalbum, ’Youth Novels’.
Lykke Li rejser sig triumferende fra kærlighedens landevejPå ’Wounded Rhymes’ blev hjertesmerten kommunikeret.
På ’I Never Learn’ bliver den postuleret, pakket og leveret ved øregangen i perfekt iscenesat tilstand.
To år efter at Lykke Li skrev kontrakt som fotomodel, går hendes knuste hjerter nu catwalk som designersmerte i en lidt for sømløs sammensmeltning af pop og mode med en omhyggeligt fremhævet kant, ikke en kat kan skære sig på.
Et blæret stykke svensk pop-eksport
’Ulykke Li’ nærmer sig en ufrivillig kliché på et album, der er produceret i ét blankt sortklædt stykke uden sprækker.
Ubetinget flot, men slet ikke så bevægende annorlunda som tidligere. Lykke Li lyder på ’I Never Learn’ mistænkeligt som endnu et blæret stykke svensk pop-eksport i Abba og The Cardigans-traditionen.
Hvilket selvfølgelig slet ikke er så ringe! Især når man tænker på, at albummet rummer to bragende fuldtræffere i skikkelse af ’No Rest for the Wicked’ og ’Heart of Steel’ og et ’Gunshot’, der er pokkers tæt på at ramme lige så meget i plet.
Også de mere stilfærdige ’Silver Line’ og radioballaden ’Never Gonna Love Again’ er velgjorte popsange.
Lyder som 'popkongelig'
Men jeg synes ikke, at Lykke Li denne gang på samme måde kommer ind under huden.
Hun får ikke som tidligere boret sig befrugtende dybt ind i min musikalske fantasi med sine ret vilde bud på, hvad popmusik kan rumme og afstedkomme, hvis man både kommer fra Sverige og fra sin helt egen planet.
På ’I Never Learn’ lyder Lykke Li for første gange som ’popkongelig’. Statuarisk og traditionsbevidst.
Eftersom samtlige ni sange på det kun 33 minutter lange album handler om kærlighedens smerte – om ensomhed, længsel og fortrydelse – må man opfatte det som en krønike om det knuste hjerte.
En saga om, hvordan man synger, mens man måske kommer videre, når man nu åbenbart aldrig bliver klogere.
Hjertet af sten
Det burde gøre ondt. Men det lyder bare godt.
Oh, som det knirker af fortrydelse og drypper af honning fra det knuste hjerte, der samtidig er så bange for at være lavet af sten.
LÆS OGSÅ Svenskerne kom, så og faldt sammen
Måske af sortpoleret marmorpop anrettet med et stort stilfuldt slag på kitsch-tamburinen.
Jeg synes simpelthen, at det særlige ved Lykke Li bliver klemt mellem Phil Spectors lydmur og den store svenske poptradition, og er af samme grund lige så professionelt imponeret som personligt småskuffet.
fortsæt med at læse
