Det hele begynder med et ti minutter langt stykke musik, titelkompositionen ’Gefion’, spillet med en langsommelighed og en melodisk fokus som i slowmotion.
En frirytmisk flyvetur over et nordisk klingende landskab, måske det Sjælland, som gudinden Gefion i myterne pløjede frem med sine okser?
Det forunderlige er ikke blot den klarhed, hvor med guitaren, bassen og trommerne står i den fremragende lydoptagelse fra Rainbow Studio i Oslo med fornemmelsen af tredimensionelt rum, men også, at man virkelig spores ind på at lytte med på denne lydrejse med mange delikate detaljer.
Folkrockens spirituelle shaman udgiver imponerende værk’Gefion’ er Bro i en nøddeskal. Men det er en plade, der mere bekræfter end overrasker. Samtidig passer musikken som hånd i handske ind i den velkendte æstetik på det prestigiøse ECM-selskab, hvor luftighed og åbne strukturer dyrkes.
Pløjet struktur og melodisk bevægelighed
Bro har igennem årene opbygget et internationalt ry bl.a. som medlem af ECM-musikerne Paul Motians og Tomasz Stankos grupper og via hele ti pladeudgivelser i eget navn siden debuten ’Daydreamer’ i 2003, heriblandt den smukke trilogi med veteranen Lee Konitz, som sidste år var nomineret til Nordisk Råds Musikpris.
Det er således en ikke helt overraskende begivenhed, at Bro nu ’debuterer’ på ECM, hvor det hidtil kun er Marilyn Mazur, der som dansker har udgivet i eget navn inden for improvisationsgenren. Og pladen dokumenterer triosamarbejdet med den amerikanske bassist Thomas Morgan og den legendariske norske trommeslager Jon Christensen.
Bro selv ligger i frasering og harmonik tydeligt i sporet efter sit nok vigtigste forbillede, Bill Frisell. Jon Christensen agerer med sårbar luftighed og tilbageholdenhed. Thomas Morgan derimod spiller en mere markant rolle.
Verdensfjern folksangerindes nye album er et lille mirakelFor skulle man have misset, hvad der gør denne umiddelbart uegennyttige kontrabassist til noget særligt, så bør man lytte og lægge mærke til, med hvilken levende kombination af dybt pløjende struktur og melodisk bevægelighed Morgan bidrager til musikken.
Det slående eksempel er her den rytmisk ildevarslende ’And They All Came Marching Out Of The Woods’, et mesterstykke, der sammen med titelnummeret ’Gefion’ udgør pladens store attraktion.
Siden bliver temaerne mere anonyme, og det minder om, at Bros musik somme tider bevæger sig faretruende tæt på det stillestående.
Effektfuld i kvartet
Man kunne på ’Gefion’ have ønsket sig mere kontrast, for i sine bedste stunder er Bro en ’Lyskaster’ (titlen på et andet af pladens temaer), der på meget personlig vis formår at fremhæve musikalsk essens.
Noget af den knasende kant og farlighed, som Bro faktisk også besidder, anvender han med stor effekt på en af det forgangne års smukkeste danske jazzudgivelser, trompetisten Jakob Buchanans ’Some People & Some Places’ med undertitlen ’Sketches for a Requiem’.
En plade, der i skandinavisk stil og kvalitet knytter an til ECM-musikken, og som aktuelt næsten kan høres som et requiem til en af Buchanans vigtigste inspirationskilder, den britiske trompetist Kenny Wheeler, der døde i september 2014.
Nikolaj Nørlund-genopførelse var højdepunktet til digteraften i VegaHer bliver nogle skønne, andægtigt melankolske og folkemelodisk prægede melodier i den grad vakt til live af en dansk stjernebesætning med Buchanan selv på trompet, Marilyn Mazur på slagtøj og Jonas Westergaard på bas.
Og altså Jakob Bro, der leverer det mest dristige og mesterligt effektbårne guitarspil i pladekarrieren bl.a. med mørkt skurrende, elektronisk overstyring på ’Kornhultsvägen’ og forrevent, tremolovibrerende bluesspil på ’Buchanans Armchair Gospel’.
Denne frigjorthed klæder ham umådeligt.
fortsæt med at læse
