Onsdag aften på dyrskuepladsen summer af forventningsglæde fra de tusindvis af AC/DC-fans, der er dukket op for at tilbringe tid med deres helte. Man kan få popcorn, bland selv-slik, stegt flæsk med persillesovs og fadøl i lange baner. Ved første øjekast minder det, der for et par uger siden var Roskilde Festival-pladsens knudepunkt, mest af alt om et kræmmermarked. I modsætning til Roskilde Festival med sin unge gennemsnitsalder, er det her en yderst familievenlig koncertbegivenhed med voksenrock på dagsordenen, men dog med lige dele plads til familiehygge og turbodruk.
Det er i denne stemning, AC/DC skal være gæster, og man kan mærke, at legenderne er velkomne her, hvor der overvejende er mænd og drenge, men dog flest mænd; mænd i AC/DC-T-shirts, granvoksne mænd i skoledrengekostumer, på bedste Angus Young-manér, eller med blinkende røde djævlehorn på hovedet.


























