Han er noget for sig, ham Mark Kozelek fra hedengangne Redhouse Painters og nuværende Sun Kil Moon. En lige så følsom som kontrær skikkelse, der efterhånden ligner en stålværksarbejder med ølmave, som efter fyraften optræder med sange om at elske sin mor og sin far. Krydret med døde dyr, kærester, elegier for syge familiemedlemmer og berømte boksere i massevis.
Kozelek ligner også en blid skyggebokser på scenen, når han i spidsen for Sun Kil Moon holder rytmen i sine lange, ordrige sange med rytmiske slowmotionslag i luften, mens han skridter scenens boksering af. Gruppens sært poetiske navn er snuppet fra en koreansk letvægter ved navn Sung-Kil Moon.
Publikum lodder stemningen. Er Mark glad? Han lægger stilen ved at hylde Danmark som landet med det største pigeband i verden – Mew. Jo, Mark er vist godt tilpas i danske hænder.
Utraditionel tradionalist
»Hey You Bastards I’m Still Here« hilser Kozelek efter åbningen, ’Mariette’. Inden han glider over i ’Carissa’ fra ’Benji’. Sun Kil Moons mesterværk fra 2014, hvor Kozelek blander dagbog, familiekrønike og erindringskunst i uforlignelig sangskrivning.
48-årige Mark Kozelek er noget så sjældent som en utraditionel traditionalist, der med alderen bliver stadig mere radikal og original i sit udtryk og som digter stadig mere rodfæstet.
AC/DC kom med konfetti i stedet for torden og lynildNormalt er to trommeslagere tegn på stort bulder, men her er det de mere tyste og hviskende anslag, som den tidligere Sonic Youth-trommeslager Steve Shelley og hans yngre kollega skal duske op med. Nick Zubeck spiller en mellemting mellem bas og guitar, mens guitaristen Neil Halstead fra Mojave 3 spinder yndefuldt på fløjen.
Men i centrum står Mark Kozeleks ordrige sange. Lange snakkesange om det største og det mindste og det mest personlige, som ikke er spoken word eller hiphop, men Kozeleks helt eget poetiske bluecollar flow. Hans baryton kan løfte sig til et brøl, men det meste af tiden arbejder han med vekselvirkningen mellem følsomt drævende beskrivelse og formfuldendt harmonisk vokal.
Nick Caves ’The Weeping Song’ afbryder som den eneste det personlige stof.
’Dogs’ og ’Micheline’ fra ’Benji’ er højdepunkter, mens ’I Watched The Film The Song Remains The Same’ og ’Richard Ramirez Died Today of Natural Causes’ danner naturlig bro til de endnu mere ordrigt flanerende ’The Possum’ og ’This Is My First Day And I’m Indian And I Work At A Gas Station’ fra det nye album ’Universal Themes’. Hvor Kozelek nærmest har droppet almindelig sangstruktur og bare lader stoffet strække ud i en slags dagbogs stream-of-consciousness.
Smidt det sidste slør
Det er voldsomt mange ord at skulle kapere. Ordmusikken kræver stor koncentration, men belønner sin lytter. Faktisk synes jeg sangene fra ’Universal Themes’ fungerer bedre på scenen.
Som et møde mellem ord og instrumenter, hvor man på alle måder kommer tæt på en mand, der har smidt det sidste slør som sangskriver og træder frem med sit livs revl og krat.
Dianne Reeves var en vulkan af energi og musikalsk kraftManøvren fordrer nærvær i mødet mellem afsender og modtager. Hvilket man mildest talt får i løbet af en lang aften fuld af nerve, nærvær og afslappet attitude.
Hen imod slutningen sætter han sig på første række og synger duet med en dansk blondine. Mark var glad.
fortsæt med at læse
