Annonce
Annonce
Annonce
Mad 25. apr. 2012 KL. 07.00

Kokkens køkken: Jesper Koch

Foto: Sara Galbiati

Foto: Sara Galbiati

Jesper Koch går meget op i at følge sæsonerne og tager ofte børnene med i skoven for blandt andet at plukke ramsløg. Men der er én grøntsag, som han absolut må have året rundt. Nemlig blomkål, som er den hyppigste gæst ved middagsbordet.

Jesper Koch

Født i 1974 og uddannet kok.

Sammen med sine to brødre driver han Restaurant Koch, Det Glade Vanvid og Brasserie Van Koch i Århus.

Han har desuden arbejdet på Molskroen, Fakkelgården, Saison samt flere to- og trestjernede michelinrestauranter i udlandet, blandt andet L‘Auberge de l’ill i Frankrig og Bagatelle i Oslo.

Jeg har altid sagt: Det er ikke nok at spise sig mæt. Mad skal smage af noget, så vi bruger rigtig meget tid ved komfuret herhjemme.

Det er som regel mig, der går i køkkenet, selv om min kone Birgitte også er god til at lave mad - og til at få køkkenet til at ligne en slagmark - og ofte får vi hjælp af vores tre børn.

Jeg har set mange skræmmeeksempler på kræsenhed, så det er vigtigt for mig, at ungerne får et ordentligt forhold til fødevarer. Af samme grund har jeg af og til taget dem med på michelinrestauranter, hvor de har fået kalvenyrer og grisekæber.

Børn kan lide alt, nogle gange skal de bare smage tingene 10-11 gange, før de godtager dem. Sådan har det i alt fald været hjemme hos os med ingredienser som ansjoser, kapers og oliven.

Forældre vælger ofte at servere 'det sikre' for deres børn, såsom spaghetti bolognese.

Men man kan jo prøve at bytte oksekødet ud med hakket lammekød og se, hvad der sker. For derfra er der ikke så langt til lammekølle med rodfrugter.

En af de retter, jeg ofte laver herhjemme, er lammekødboller i tomatsauce. Jeg plejer at røre lidt manchego-ost og brødkrummer i farsen.

'Frikadellerne' vender jeg på panden, hvorefter jeg tilsætter flåede tomater og eventuelt et lille stænk rødvin og lader det stå og småkoge, så alkoholen fordamper.

Det er en ret, der aldrig slår aldrig fejl. Den kan både serveres med pasta og kartoffelmos, og som regel laver jeg en stor portion, så mutter har noget, hun kan spise, når jeg ikke er hjemme.

Det betyder meget for mig at bruge gode råvarer.

Da jeg arbejdede på michelinrestauranten Bagatelle i Oslo, fik jeg engang besøg af mine forældre, som kom med en lille pose nye kartofler. Den havde kostet flere hundrede kroner, og folk omkring mig syntes, det var helt åndssvagt.

Men for mig hænger noget af glæden ved madlavningen sammen med at følge sæsonerne. Vi er heldige, at der er hele fire af slagsen herhjemme, for på den måde er der naturlig afveksling, så måltiderne ikke ligner hinanden.

Dog findes der én grøntsag, som jeg må have året rundt.

I min familie er der altid en blomkålssalat på bordet som supplement til det, vi ellers spiser. Her skærer jeg blomkålen ud i små, fine buketter, som jeg vender i en god smagfuld dressing rørt på fromage frais, soya, sød chilisauce, hvidløg og revet citronskal. Salaten er bedst, hvis den får lov til at trække ti minutter inden servering.

Den passer til alt fra kylling og svin til lam eller stenbiderrogn. Og skulle man få lyst til at variere smagen lidt, kan blomkålen byttes ud med andre sæsonvarer som jordskokker eller rosenkål. Det er en ret, jeg aldrig bliver træt af. Den sidder lige, hvor den skal.

FACEBOOKBliv ven med Politiken