Annonce
Mad 22. okt. 2008 KL. 08.33

Danskerne frygter giftige svampe

Bekymrede danskere søger i stigende grad eksperthjælp efter at have fyldt maven med fund fra skovbunden.

Læs mere

Frygten for opkast, diarré, nyresvigt og leverskade får i stigende grad svampeplukkere til at kontakte Giftlinjen efter et måltid med fund fra skovbunden, skriver Urban.

Sådan lyder meldingen fra Bispebjerg Hospital, hvor overlæge Peter Jacobsen, sammen med andre eksperter bag Giftlinjen, i efteråret modtager daglige opkald fra svampeplukkere med rumlende mave og bange anelser.

Dumdristig svampejagt
»Sidste år havde vi godt hundrede opkald fra pædagoger, forældre og svampeplukkere, som frygtede forgiftning. Det tal bliver med stor sandsynlighed højere i år,« siger Peter Jacobsen til Urban.

I hans øjne er det direkte dumdristigt at ribbe rådne stubbe og marker for fyld til flødesovsen, hvis det eneste værn mod alvorlig forgiftning er begynderheld og en håndbog med farvestrålende billeder.

Lever og nyre kan tage skade
For som han siger:

»En enkelt bid af den grønne eller hvide fluesvamp kan medføre skade på lever og nyre, hvis ikke giften i løbet af få timer bliver bundet med aktivt kul. Og selvom det kun er ganske få personer, der herhjemme er døde eller blevet organtransplanteret på grund af svampe, så er følgerne af en forgiftning så alvorlige, at vi for en sikkerheds skyld vælger at behandle flere, end der reelt set er syge.«

Godt svampeår i år
Hos Foreningen til Svampekundskabens Fremme oplyser bestyrelsesmedlem Henny Lohse, at dette efterår er været særdeles rigt på både spiselige - og giftige - svampe.

Alligevel vil hun ikke advare nybegyndere mod at jagte mad i naturens eget spisekammer med kurv og en god gør-det-selv-bog under armen.

Pluk med omtanke
»Man dør ikke af at røre ved en svamp. Der er fire-fem giftige sorter, vi skal være meget opmærksomme på, og derfor er det selvfølgelig klogest at følges med nogen, som ved hvad de gør første gang, man går på jagt efter svampe. For svampe skal plukkes og nydes med omtanke - ikke angst,« siger Henny Lohse til Urban.

ritzau

Tilmeld dig Politiken Mad Nyhedsbrev

Annonce
Annoncer
Annoncer