Annonce
Annonce
Annonce
Mad 19. dec. 2010 KL. 06.00

Æbleflæsk

James Prices julefavorit er æbleflæsk, der skal serveres lunken med rugbrød til.

Se også
  1. Her er Prices og Puglisis julefavoritter

    Få opskriften på Carsten Kyster, Tine Scheftelowitz, James Price og Christian F. Puglisis yndlingsjulemad. Se flere detaljer

  2. Norske krumkager
  3. Jublende julesalat
  4. Sylte med sennep og rødbeder
Se alle guider

Ingredienser

Til 4 pers.

6 æbler, afhængig af størrelsen, gerne madæbler eller cox orange
8-12 skiver flæsk,
let saltet og ikke for tykke skiver
sukker



Det er mormors opskrift, og i min barndom lavede hun den i hvert fald en gang om måneden til søndagsfrokosten – det var et krav, at hun lavede det – og der blev spist op.

Der er nogle, som synes, at skrællen skal blive på æblerne, og at der skal være hele æblebåde nede i æbleflæsket, men sådan er mormors opskrift ikke. Der er også nogle, der serverer stegte løg til, men det synes jeg er for meget.

Det er jo kombinationen af det salte og sprøde med den sødmefyldte syre i æblerne, der gør det så godt. Den har alle smagskombinationer i sig, og serveret med det let syrlige rugbrød, er det en utrolig heldig kombination.

Jeg plejer at skære sværen af flæsket. Det er ikke altid, at sværen er til at stege helt sprød. Nogle gange bliver den meget elastisk. Det kan også godt betale sig at gå til slagteren efter flæsket. Det fra supermarkedet kan godt være så pumpet med vand, at det ikke vil lykkes. så sejler flæsket i vand for derefter at blive hårdt og kedeligt.

Vi spiser som regel æbleflæsk anden juledag. Jeg har aldrig lavet en julefrokost uden æbleflæsk, og tallerknerne er altid støvsuget. Det er total afsætning på det. Både til store og små. Kvinder og mænd.

Sådan gør du
Æblerne udkernes og skrælles og skæres i mindre stykker. Flæsket steges på tør pande, til det er helt sprødt. Læg flæsket på fedtsugende papir, og hæld lidt af fedtet fra.

Kom æblerne på panden og steg, indtil de falder sammen. Smages til med sukker – det er en smagssag hvor meget, men retten skal ikke være sur og heller ikke sød som marmelade.

Serveres lunken med rugbrød til.