Annonce
Mad 3. apr. 2009 KL. 18.23

Seje sild er stegte

Nordens svar på sardiner smager bedst, når de er stegt. Og så har man en sund, billig og nem aftensmad.

Se også

Sildetip

Det smager selvfølgelig allerbedst at spise friske sild. De er i sæson hele året, men efterårssilden går for at være bedst, større, federe og med mere smag.

Få eventuelt fiskehandleren til at filetere dem.

Tø helst frosne sild op natten over i køleskabet. Hvis du ikke kan nå det, så læg dem i ét lag på et fad, så tør de hurtigt op.

Se opskrifterne her:

Jeg kan simpelthen ikke komme på noget dårligt at sige om sild!

De smager godt, de er supersunde, de er billige, og de er nemme at lave. De fleste spiser dem marinerede, de færreste nok til aftensmad.

Når det sker, er det ofte som stegte sild. Resterne lægges i en eddikesukkerlage til frokosten næste dag, uhmmm.

Fiskehandleren lukkede
Jeg bor 15 km fra Roskilde, hvor jeg køber ind, men i Roskilde er fiskehandleren lukket. Der var ikke nok kunder i butikken i en by med 50.000 indbyggere. Trist …

På de to ugentlige torvedage kommer der en fiskevogn, men der når jeg aldrig hen, må jeg med skam beklage.

Der er ikke andet at gøre end at købe sine fisk frosne, og her er de frosne sildefileter en overset perle.

I Irma ligger sildene i flot emballage og koster 21 kroner per pakke med 300 gram.

I Coop ligger de i en knap så flot emballage og koster 17,95 kroner per pakke med 300 gram.

I begge pakninger er sildefileterne pakket enkeltvis i turkisblå plastik. Mon ikke vi snakker om de samme slags sild fra samme fabrik? Jeg betaler gerne lidt mere for mine sild i Irma – for indkøbsoplevelsen.

Varieret panering
Jeg synes, sild smager bedst stegte, også friturestegte eller grillstegte. Hverken ovnstegte, kogte eller dampede er de et smagsmæssigt hit.

Til gengæld kan man variere paneringen med alle typer grovmel. Klassisk er rugmel, men f.eks. groft speltmel og groft durummel er også godt.

I opskrifterne her kan du sagtens bytte rundt på meltyperne og bruge det, du har i skabet.

Man skal ikke vende sildene i æg, før de vendes i melet, det giver blot en tykkere panering.

De japansk inspirerede sild samt de friturestegte herunder vender jeg dog i æg før sesamfrø/mel, da frøene så hænger bedre på sildene, og det er lækkert med den sprøde dej omkring de friturestegte Japan-sild.

Nordens sardiner
Sild er også gode at grille. Tænk på Sydeuropas sardiner.

Sild er Nordens sardiner og kan grilles og serveres ligesådan:

Fold de rensede fileter sammen på tværs. Stik spyd igennem på skrå for at holde sammen på dem.

Pensl sildene med olie, og drys med salt og peber på begge sider. Grill sildefileterne ved (middel)høj varme direkte over gløderne i 7-9 minutter i alt.

De skal vendes, når skindet let slipper grillristen, er gyldenbrunt og ser sprødt ud.

Sundt og nemt
I opskrifterne her er sildene serveret med salat og dressing.

Der er større mængde dressing end normalt, da den også fungerer som sursød sauce til sildene. Du kan sagtens doble dressingmængderne op og give ekstra sauce til.

Brug gerne opskrifterne til at lade dig inspirere til at variere brugen af sildefileter. Så kan de sagtens spises f.eks. en gang om ugen.

Du får et skud af de sunde omega 3-fedtsyrer med i købet, som gør dig og dine (ufødte) børn eller børnebørn både sundere og klogere.

Er der nogen undskyldning for ikke at smutte ud efter de seje sild og stege dem på den mageløse måde?

Tina Scheftelowitz

Madskribent med mere, især kendt som kogebogsforfatter til adskillige kogebøger, bl.a. ’Suveræne Salater og Brillante Buffeter’ i samarbejde med Sonja Bock. Senest har Scheftelowitz udgivet ’Kvinde kend dine kul – vild med grill’, ’Drengerøvskogebogen’, ’Tøsekogebogen’ og ’Suveræne Smoothies’.

Hun er uddannet køkkenleder (økonoma) fra Suhrs Husholdningsskole i 1986 og stod bag kaffeimperiet Amokka, indtil selskabet blev solgt i 2005.

Tilmeld dig Politiken Mad Nyhedsbrev

Annonce
Annoncer
Annoncer