Annonce
Vi guider 2. mar. 2008 KL. 13.37

Vi guider Råvareguide: Karry duer ikke uden bukkehornsfrø

Bukkehornsfrø er på en gang meget sjældent og meget hyppigt brugt.

Vi guider
  1. Råvareguide: Grim frugt smager fantastisk

    Den jamaicanske citrusfrugt ugli skal ikke bedømmes på sit rynkede, grønne ydre. Se flere detaljer

  2. Råvareguide: Okra deler vandene
  3. Råvareguide: Nyd kørvel i massevis
  4. Råvareguide: Kaffirlimeblade
  5. Råvareguide. Vilde ris er sunde
  6. Råvareguide: Drum sticks
  7. Råvareguide: Brug hørfrø med måde
  8. Mød verdens bitreste frugt
  9. Råvareguide: Kayote er med på den værste
  10. Råvareguide: Grill en butternut squash
  11. Råvareguide: Prøv den milde majroe
  12. Råvareguide: Nigellafrø til det søde og bitre
  13. Råvareguide: Ramsløg er det nye hit
  14. Råvareguide: Grønkål dur til meget
  15. Prøv Skorzonerroden
  16. Citrongræs skal have tæsk
  17. Kapers er en blomst
  18. Lær at bruge de fem grundsmage
  19. Eksplosive granatæbler
  20. Prøv casavaroden til salt og sødt
Se alle guider

De optræder sjældent på egen hånd i en opskrift, selv om man støder på dem her og der.

Til gengæld er frøene en fast bestanddel af enhver karryblanding. Faktisk er karry en utænkelighed uden bukkehornsfrø, for det er frøene, der giver karryen den karakteristiske karrylugt.

Bukkehornsplanten, Trigonella foenum graecum, gror i et bælte fra Middelhavet over Indien til Kina, og flere steder bruger man ikke kun frøene, men også bladene – især i det nordlige Indien er bladene en meget brugt smagsgiver.

Nogle mener, at det er et af verdens ældste krydderier: Egypterne, grækerne og romerne anvendte dem også, både i madlavningen og til medicinske formål – i dag er frøene stadig en stor artikel i helsekredse. Kogt til grød går bukkehornsfrø bl.a. for at være god til at hele betændte sår.

Rasende kras og bitter
Frøene er gullige, flade og ekstremt hårde. Smagen er rasende kras og bitter. Men også med reminiscenter af ahornsirup og brændt sukker. Det er ikke et krydderi, man indtager i store mængder, og i madlavningen skal det bruges med varsomhed.

Hvornår de så er mindst bitre – ristede eller uristede – er et af de store spørgsmål, der deler køkkenvandene.

Uristede har de en bismag af ærter, planten tilhører da også den ærteblomstrede familie. Det er ikke en smag af søde ærter, men nogle melede og bitre artsfæller, og den går tabt, når de kommer på panden. Og ja, de bliver lidt mere bitre, når de har været over varmen, men så længe man ikke rister hårdt og længe, er der ikke den store forskel.

En af fordelene ved ristning er, at de bagefter er lettere at knuse med en morter. Kunsten er at finde punktet, hvor de ikke bliver for bitre, men dog er blevet porøse. Det tager ikke meget mere end 10 sekunder på en rygende varm pande.

Utænkeligt med karry uden bukkehornsfrø
Skal man lave sin egen indiske curry-ret på den hårde måde, kommer man ikke uden om at frembringe sin egen karry – bukkehornsfrøenes klassiske element, hvor de indgår i en skønsom blanding med bl.a. koriander, spidskommen, sort peber, sennepskorn, nelliker, kardemomme, fennikelfrø og gurkemeje.

Alle krydderierne skal hele på panden, ristes og kværnes sammen.

I Indien tilbereder enhver husstand sin egen karry i små portioner, for frisklavet smager det bedst – en inder vil grine en færdigkøbt karry ud af køkkenet.

Tilmeld dig Politiken Mad Nyhedsbrev

Annonce
Annoncer
Annoncer