Det kræver sin kvinde at holde et teltfuld tilskuere fængslet alene ved hjælp af akustisk guitar, stemme og en sangsamling, der i grundstrukturen er mere folk end rockbaseret. Martha Wainwright kan. I Pavilion brugte hun både guitaren og stemmen som instrumenter til at skabe personlig dynamik i sine fortællinger. På sit album 'MarthaWainwright' spiller hun sammen med et band og får en anelse korhjælp fra sin indtil videre mere berømte bror Rufus Wainwright. Live er hun et enmandsorkester, der understreger sangenes indhold af identitetstvivl, udlængsel og seksuelle frustrationer med hele kroppen. Rod i 70'erne Sangskrivningen er beslægtet med forældrene Kate McGarrigles og Loudon Wainright IIIs musik. Martha Wainwright har rod i 70'ernes singer/songwriting, men ligesom forældrene har hun blik for at se små ting, større sammenhænge og ikke mindst sig selv fra skæve vinkler. Og om hun sang om talkshows, 50-er biler eller dårlig sexkemi, fik man lov til at høre stemmen brede irritationerne og begejstringen langt ud. Der er en fed, tvetydig klang af irret kobber i hendes vokal, når hun synger igennem. Og der en sund, tvetydig udstråling over en kvinde, der synger følelsesladet folkrock iklædt små ternede shorts og sylespidse sorte stiletter
Kritik Jordnære sange på høje stiletter
Lyt til artiklen
