Jeg står uden for banken og tænker på Tove. Jeg kunne låne lige præcis 0 kroner til en andelsbolig for min kulturelle kapital. Klokken er 10 om formiddagen, det er tirsdag. I den ene ende af Trianglen sner det lidt, i den anden står solen ned.
Jeg bærer Tove med mig, hun har fulgt mig, siden jeg lærte at læse. Hun stod altid uden for det almindelige liv. For at kunne træde ind i det bar hun en maske.
Først den unge og yndige forfatterindes maske, senere husmoderens maske, så i de år, hun selv kaldte for herskabsårene, den berømte og verdensvante kvindes maske, en, der boede i stor lejlighed med en avisredaktør og antikviteter. Hen mod slutningen af sit liv gik hendes ansigt næsten i stykker, hun begyndte at drikke, og den drevne Vesterbro-dialekt vendte tilbage. Men den krakelerede maske skjuler endog stadig ansigtet, har stadig vægt. Masken at give slip på det hele, at give fanden i det.
