Vi var lettede den morgen. Aftenen forinden havde det libanesiske militær eskorteret de 22 danske journalister, vi havde haft på kursus, ud til Beirut Lufthavn. Det havde været en hård uge, og et stort ansvar. Journalisterne havde nu taget det roligt, også de to fra Jyllands-Posten. Men deres redaktører havde ikke accepteret, at de var på kursus, mens boykotten mod Danmark rasede. Så de var blevet sendt på arbejde, både i Kairo og Beirut.
Til gengæld havde jeg skullet optræde på arabiske tv-kanaler og forklare den danske position – temmelig forgæves. Og her i Beirut havde vi måttet ændre planer, da Danmarks modstandere strammede skruen og udråbte en ’vredens dag’. Af frygt for at blive misbrugt havde jeg aflyst et besøg på Hizbollahs tv-station Al-Manar. Og da der dukkede truende plakater op i gaden, havde den libanesiske efterretningstjeneste opfordret os til at flytte fra det muslimske Vest- til det kristne Østbeirut. Alt i alt lige lovlig spændende.
Vi besluttede os for at gå på nationalmuseet. Da vi kom ud på trappen mellem indgangssøjlerne, så vi sort røg stige op fra et sted inde i centrum. Vi gættede straks, at det var det danske konsulat. Dagen før var det gået ud over ambassaden i Damaskus.
Snart så vi også biler med hujende unge og børn på ladet med sorte pandebånd på vej derind. Hvad nu? Vi tog tilbage mod Østbeirut, men nu fik vi besked om, at en enkelt af journalisterne, der var blevet tilbage, var strandet inde i nærheden af konsulatet. Hanna, libaneseren, tog ind til ham og var senere nede for at se, hvad der skete foran konsulatet, hvis bygning var i brand. Jeg, danskeren, skulle ikke nyde noget af at blive udspurgt om min nationalitet af de fanatikere. Så jeg blev i stedet på den store Place Sassine og var vidne til, at ophidsede unge kristne samlede sig for at tage kampen op og forsvare territoriet:
