Det er aften på Københavns Hovedbibliotek. Der er masser af mennesker, men ingen af dem låner bøger. De står i en halvcirkel i midten af biblioteket og kigger op mod et hvidt sejlsportssejl, der strækker sig fra gulv til loft, bag en scene.
Bagerst på scenen står en mand i en hvid skjorte med en synthesizer og drejer på knapper. Forrest står en anden mand klædt i sort ved et mikrofonstativ. Til venstre for ham står en tredje mand. Han tager sin hvide skjorte af, sine bukser og så sine underbukser. Så går han et par skridt og stiller sig op på et lille bord og stirrer med mørke øjne ud over mængden af mennesker.
Der er høj musik. Noisemusik. Det lyder, som om man står under en helikopters roterende rotorer. Manden i sort begynder at brøle utydelige ord ind i mikrofonen, mens han vandrer frem og tilbage foran publikum. På hans højre lillefinger sidder en ring af guld.
Musikken forsvinder, og den sortklædte tager sin jakke af og stiller sig foran den nøgne. Han lægger sig på knæ med hovedet mellem hans nøgne ben. Så kysser han hans skinneben og gnubber sit ansigt mod hans lem og hårløse mave, mens den nøgne hælder vand ud over sig selv.
