Det ser underligt ud. Den sortklædte mand ligger på ryggen med armene ud til siden på fliserne. Udstrakt, som om han tager solbad. Men dette er det travle metrotorv ved Amagerbro nogle minutter i tre om eftermiddagen i den begyndende oktoberskumring. Ulla Miilmann er på vej fra sit arbejde og har andet at tænke på, men skikkelsen på jorden får hende til at stoppe op. Vinden tager i mandens hår. Ellers er han ubevægelig. Og ligbleg.
Hun nærmer sig forsigtigt og ser ud af øjenkrogen en anden person få meter væk, næsten bevidstløs. Han er lænet op ad et af de pyramideformede glastårne over metrostationen. Et grotesk syn, synes hun. Mange haster forbi. Da hun rusker i den udstrakte krop på jorden, kan hun mærke liv.
Den næste time vil Ulla Miilmann altid huske.
Da afrikanske Innocent med de store rastakrøller samme morgen ved 9-tiden møder sin ven Daniel på forsorgsinstitutionen Sundholm, er Daniel allerede meget fuld. Daniel har i den seneste måneds tid trappet sit alkoholforbrug drastisk op, og Innocent har bekymret flere gange sagt til ham, at han skal nøjes med at drikke bajere og lade den hårde sprut ligge. Innocent synes ikke altid, han kan kende sin humoristiske, kloge ven længere.
