Vi vælter os gennem klitterne i strid kuling og bliver næsten fejet op på ryggen af klinten. Vådt sand under støvlerne, marehalm, der ligger vandret i vinden. Så åbner sceneriet sig: himmel, hav og måger i modvind.
»Sådan kender vi Vesterhavet«, udbryder landskabsarkitekten, som er med på tur.
Og sådan har dansk lovgivning sikret, at Vesterhavet stadig ser ud, også i en moderne nutid med krav om vækst og byggetrang: Mursten og beton forbudt. Asfalt, nej tak. Toiletter og sommerhuse og hoteller lidt ind i baglandet. Og den, der har ønsket at placere så meget som en afbarket træstamme til et naturshelter, har måttet forføje sig op bag første række. Kysterne og strandene har ligget åbne og frit tilgængelige for alle.
Indtil nu. For lige før jul foretog Folketinget i relativ ubemærkethed en epokegørende ændring: Nu kan der bygges. Regeringen har åbnet for, at op til 10 kommuner kan søge dispensation og få lov at bygge i vandkanten.
