Det kørte ikke rigtig for hr. Hitler det år. Og så alligevel. Nazisternes kupforsøg i november 1923 var ganske vist slået fejl, men i retten, hvor den 34-årige fører stod anklaget for forræderi, fik han lejlighed til at demonstrere sine talegaver og give jøderne, kommunisterne og de svage politikere skylden for alle Tysklands lidelser. Og blev landskendt.
Dommen var mild og afsoningen i fortet i Landsberg bekvem. Hitler havde sin egen møblerede celle. Og her skrev han det første af to bind i sin selvbiografi ’Mein Kampf’. En meget usædvanlig bog, siger filosof Søren Gosvig Olesen, lektor ved Københavns Universitet og forfatter til en bog om Hitler.
»For normalt er bøger skrevet, men i forordet siger Hitler, at hans evne er talerens, og at verden ikke er blevet forandret med gåsefjer, men med det talte ord«.
Hitler skrev ikke. Han travede rundt og dikterede, mens hans sekretær og medsammensvorne Rudolf Hess klaprede løs på skrivemaskinen. Og det kan mærkes. Enhver, der kender til Hitlers taler, ved, at han på et tidspunkt synes at komme i en slags affekt eller trance, forklarer Søren Gosvig Olesen. Og det kan man i bogen se ved, at ord eller passager hyppigt fremhæves ved dobbelt afstand mellem bogstaverne. Nogle steder i hele afsnit. Enkelte steder over flere sider.
