For nylig kunne den lille landsby Todbjerg i Østjylland fylde marker med parkerede biler. I forrige weekend holdt knap 8.000 mennesker i kø i timevis for at komme med Fanø-færgen. Og i den forgangne weekend var der fuldt hus i København.
Der strikkes derude som sjældent set. Ret og vrang, uld og hør, gobelinstrik og möbiusstrik, farvestrålende jacquard, etnisk og nordisk. Eller det hotteste fra garnkurven lige nu: tunesisk hækling.
I forrige weekend forvandlede kvinder fra især Danmark, men også Skandinavien, Holland, Tyskland og resten af verden den lille Fanø til et heluldent sammenvæv af strikkende kvinder, og om det så var en work in progress -strikkegudstjeneste i Nordby Kirke, var den der og gav ’garn’ en ny betydning på en ø, hvor det normalt forbindes med fiskeri.
Arrangørerne har foreløbig opgjort, at næsten 8.000 kvinder gladelig vil rejse til en lille vadehavsø og bo der en weekend for at se på mønstre, mohair og bambuspinde nr. 8 samt flerfarvet garn med anbefalet strikkefasthed på 23 masker per 10 centimeter.
