Svineren er stor lige nu. På de sociale medier giver det tusindvis af delinger, når Mikael Jalving hadblogger om Helle Thorning-Schmidt, og Mogens Lykketoft deler håndmadder ud til både venner og fjender.
Men i sidste uge lød Klaus Rifbjergs stemme fra graven. Den mindede os om tiden før Facebook: Dengang hvor man skrev en bog, hvis man ville kaste lort efter nogen. Den tradition er stærk blandt danske forfattere. For, som den amerikanske forfatter og kritiker Elizabeth Hardwick har sagt:
»Der er kun to grunde til at skrive: Desperation og hævn«.
Karen Blixen var »utåleligt uforskammet«, Knud W. Jensen og Ole Wivel havde »en medbragt forkælelse«, og om Jørgen Leth skriver Rifbjerg, at »... det er komisk at se, hvordan gratulanterne vrider sig for at finde en ukompromitteret måde at hylde ham på. (...) I Jørgens tilfælde bliver det slemmet op med rollen som cykelkommentator, gourmet og bærer af Armani-skjorter til at forme det ikon, der p.t. ligefrem tilbedes eller beundres af mange«.
