Først da vi stod oppe på en knold i det vestlige Sisimiut og gloede mod nord over bugten Barasuq, begyndte det at sive ind. Grønland strakte sig flosset og overvældende mod nord. Og mod syd og mod øst. Fjelde og fjorde, is og lyng. Det fyldte alt, kun for at blive afløst af havets uendelighed mod vest. Og lige midt i evigheden lå altså den kulørte by Sisimiut. Som en påfuglefjer på elefantens ryg.
Det var i det her landskab, jeg skulle forsøge at finde to små kasser, og det stod klart, at det ville blive en hel del sværere end udtænkt fra skrivebordet i Danmark.
Heldigvis var jeg ikke den eneste, der var overrasket.
»Det havde jeg godt nok ikke regnet med, da jeg stod op i morges«, sagde Hans Hinrichsen, en slank mand med overskæg, leder af Sisimiuts råstofskole. Jeg var mere eller mindre tilfældigt stødt ind i ham en time tidligere, og hans overraskelse sigtede mod noget helt andet.
