Der var engang et lille kongerige, hvor få havde for meget og færre for lidt. Mens jøderne blev indfanget rundt om i Europa og slagtet af nazisterne, hjalp danskerne dem til flugt. Og selv om et lille land ikke kan redde en stor verden, var der i årtier ingen, der – målt på størrelse – gik foran danskerne i hjælpen til alverdens fattige.
Det lyder som et eventyr. Og er det måske også. For, siger juraprofessor Eva Smith:
»Det var nok naivt at tro, men for mig er Danmark altså det her lille, naive bondeland, som gerne vil hjælpe mennesker i nød og gøre det rigtige. Og nu lyder jeg nok som en gammel gnavpotte, men ... det Danmark har jeg meget svært ved at få øje på i dag«.
Nu hjalp vi måske især jøderne, fordi vi betragtede dem som danske. Men stoltheden har vi følt lige siden. Og da vi så, hvordan sorte blev behandlet i USA og Sydafrika, forsikrede vi hinanden om, at den slags umuligt kunne finde sted hos os. Siden viste det sig »vældig svært for os at integrere folk fra andre lande«, som Eva Smith siger. Og måske netop, fordi vi er »så ens alle sammen«.
